29.12.17 13:40 Alder: 271 days
Kategori: Biskoppens prædikener

Prædiken i domkirken, Sct. Stefans fest, 2. juledag 2017


Læsninger: ApG 6,8-10; 7, 54-59                             Matt 10,17-22

Jeg ved ikke, om I lagde mærke til det, men den hellige Stefanus’ navn forekommer slet ikke i dagens bøn. Det har man ment var nødvendigt at rette op på i mange tidligere oversættelser; men i originalteksten på denne festdag er det sådan, at den hellige Stefanus’ navn ikke er nævnt. Det er fordi, der drages en så tæt parallel mellem den hellige Stefanus og Kristus selv, at forfatteren til bønnen ikke har ment, at det var nødvendigt.

Den hellige Stefanus efterlignede Kristus ved selv at bede for sine forfølgere, og denne subtilitet i at undlade Stefanus’ navn skal så netop gøre opmærksom på, hvor tæt mennesker, der følger Kristus efter, kan komme på ham, også i lidelsen. Derfor er det en yderligere understregning af den sammenhæng, der er mellem det, at Guds Søn er blevet menneske, at vi fejrer hans fødsel ind i vor sammenhæng og så at blive gjort opmærksomme på den risiko, der kan være ved at være Kristen, dvs. risiko i den forstand, at det kan komme til at koste os noget, akkurat som det ikke var gratis for Kristus at blive menneske og frelse os.

Der er mange grunde til, at Kristne forfølges rundt omkring i verden, akkurat som det er sket i tidernes løb. Det kan være en frygt for, at de vil overtage magten; man anser vores religion for farlig. Det kan være et almindeligt had til mennesker, der er anderledes. Uanset hvad, så skal vi som kristne prøve på at være frimodige, også som den hellige Stefanus erfare, at hans måde at bekende Kristus på, var noget, der irriterede hans omgivelser. Der var en irritation over, at et menneske på denne måde kunne føle sig tæt på Gud og se ind i himlen. Samtidig anså man det også for en slags efterdønninger af forfølgelsen af Kristus, som man også anså for farlig, og som man med hans korsfæstelse troede, man havde klaret.

Vi beder i dag for de forfulgte kristne rundt omkring i verden. Det skal ikke være en selvfokusering, når vi også nævner situationen i vore egne omgivelser. Det er blot for at illustrere, hvordan vi også selv kan komme tæt på det at lide for Kristi skyld og stadigvæk skal huske på, at det, som vi måtte erfare i form af at blive betragtet som mærkelige, at blive kritiseret, at blive marginaliseret, er ingenting mod de blodige forfølgelser, som mange af vore trosfæller rundt omkring i verden må opleve. Selv om vi stadigvæk lever under fredelige forhold, så er det godt at blive lidt mere bevidste om, hvad det vil sige at være kristen. Først og fremmest naturligvis fordi det er det, der er meningen med det. Den kristne tro skal aldrig være et vedhæng til en ellers travl dagligdag præget af en masse andre interesser, hvor vi således kun en gang imellem måske drager vor tro frem, i særlige livssituationer eller ved specielle behov. Det skal være sådan, og sådan var det også for Kristi første disciple, at når vi bekender os til troen på Kristus, så skal han fylde os. Kristus skal leve i os, som Paulus siger (jf. Gal. 2,20). Vi ved også fra de mange radikale formaninger, som Jesus giver, at det at være hans discipel, betyder at engagere sig fuldt og helt. Derfor skal det være sådan, at vor kristne tro er noget, vi har i os fuldt og helt, som gennemtrænger os i marv og ben, og ikke blot er noget, der bare ligger dybt og kommer frem en gang i mellem, men noget, der sprudler frem hver eneste dag i vort bønsliv, i vort liv med Kirken, i vor omgang med andre mennesker. Alt det skal være noget, som tydeligt markeres for os og i os som Kristne.

Men vi skal også have denne bevidsthed for netop at kunne erhverve en vis modstandskraft. Der er mange årsager til, at det står sløjt til med Kirken i den vestlige verden: almindelig ligegyldighed, også en ligegyldighed, som opstår, selv om der ikke er nogen form for truende fare; men det er også en kendsgerning at skulle beskytte ikke mindst vore unge mennesker eller mennesker, der lever i en diasporasammenhæng. Det kan være svært at stå op imod nogle omgivelser, som tænker helt anderledes, som har helt andre normer. Ikke blot kan man blive betragtet som mærkelig; men efterhånden så bliver det også en provokation på det omgivende samfund at bekende den kristne tro, at tro på indiskutable sandheder, at holde sig til normer, som vi betragter som en del af naturretten, og kan derfor også som Guds egen lov, f.eks. på familie- og samlivsområdet. Alt det kan være noget, som så ikke bare bliver betragtet som mærkværdige kristne særmeninger, som man måske kunne bære over med, at folk havde, men som noget, der udfordrer samfundet, der på en helt ny måde og måske en lidt absurd måde, fremstilles som tolerant og inkluderende, men ikke mere tolerant og inkluderende at de, der udfordrer tolerancen, den falske tolerance, kan blive marginaliseret.

Selv om i først fremmest beder for de forfulgte kristne rundt omkring i verden, skal vi også prøve på selv at ruste os til modgangstider. Men det skal vi også lære, af dem, der helt konkret forfølges for Kristi navns skyld, at vi virkeligt viser, at de betragter deres tro som noget kostbart, som noget, de ikke vil opgive, som noget, de ikke vil lade andre undertrykke, og derfor er de også rede til både at påtage sig en flugt, landsforvisning og i yderste fald også at lide døden. Udover at bede for vore trosfæller, skal vi også prøve på, at tage noget af det til os, som fylder deres liv, lære at beundre dem, lærer at sige, jamen, når vi under så forholdsvis fredelige forhold kan fristes til nogen gange at falde af på den, så meget desto mere må vi beundre dem, der holder ud, og derfor kan vi også sige, at vi kan betragte vore forholdsvis fredelige forhold som en ansporing til at leve vor kristne tro endnu mere intensivt, gøre brug af den frihed, vi har, også selv om det nogen gange kan koste knubs, så er det alligevel stadigvæk en fordel at kunne sige, hvad man mener, og at leve sin tro fuldt ud.

Derfor skal vi også se en chance i med fornyet tro og fornyet bevidsthed at præge det samfund, vi er en del af, ikke for at vende det ryggen, ikke for at hade det, ikke for heller at gøre os selv til noget bedre, men for virkelig at – fordi vi er besjælet af Kristi sandhed – så også sige, at –uden at virke arrogante – at det er dette, der kan redde vort samfund. Et, samfund der udelukker Kristus, vil på én eller anden måde falde fra hinanden. Det betyder ikke, at der ikke, at der ikke ellers findes mennesker af god vilje i vort samfund, og som måske uden at vide det, uden at indrømme det, deler vore værdier. Men det viser blot, at – det tror vi på som kristne – fordi at Gud er ophav til alting, så kommer alt godt også fra ham. Det gode, der findes, også i de mennesker, der ikke kender ham, stammer ligeledes fra ham. Så lad os, idet vi beder for vore forfulgte trosfæller rundt omkring i verden, også bede om, at vi selv må blive besjælet af det mod, som de er i besiddelse af, således at vi med alle de chancer og muligheder, vi har i vore omgivelser, både kan bevare troen, dele den med andre og forkynde den for vore omgivelser.

Amen.