02.02.18 08:53 Alder: 195 days
Kategori: Biskoppens prædikener

Prædiken i domkirken, Sct. Ansgars fest søndag 28. januar 2018


Læsninger: Es 52,7-10; 1 Kor 1,18-25; Mark 1,14-20

”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet.” Sådan lyder Jesu opfordring i begyndelsen af dagens evangelium, og snart vil vi også høre den, når fastetiden begynder.

At tiden er inde, plejer vi at sige, når vi står over for vigtige beslutninger eller for store udfordringer. At der skal ske noget, er vi enige om, når vi betragter verden og følger med i, hvad der sker i den: Flygtningestrømme, klimaforandringer, optrapning af konflikter, voksende uretfærdighed og meget mere. Selv om vi ikke altid ved, hvad der skal ske, og hvem der skal gøre noget, så fyldes vi med uro, fordi det ikke bare kan gå videre som hidtil.

Når det drejer sig om troens verden og livet i Kirken, og vi hører om, at tiden er nær, så vil mange nok spørge ”hvorfor?” og ”hvordan?” Hvad er særligt presserende og kræver handling? Er det, der skal ske – først og fremmest Jesu komme til verden – ikke allerede sket, og hvad kan vi forvente mere? Og går det ikke, som det plejer, hvad enten vi synes, det går godt, eller man har mistet håbet, engagementet og forventningerne?

Selv om der i kirkehistoriens løb opstår situationer, som kræver erkendelse og handling, og vi må sige, at tiden er inde, så behøver det ikke altid være noget dramatisk. I frelseshistorien, i Kirkens og den enkeltes liv er tiden altid inde, ikke som en trussel, men dog altid som en chance eller en udfordring, som så også kan blive en chance.

Kort og godt er tiden altid inde til at omvende sig og tro på evangeliet. Men har vi ikke allerede gjort det det, og har vort land ikke for længst gjort det? Det er rigtigt, at vi både som samfund og som individer har foretaget nogle principielle valg til fordel for Guds og hans Kirke, valg, som vi står ved, også selv om det måske ikke altid er bevidst eller med engagement og efterhånden måske kun proforma. Men kan vi lade det blive ved det?

Netop når vi fejrer Sct. Ansgars fest, ser vi tilbage på noget, der skete, fordi tiden var inde; kristendommen blev som et forsøg med mange udfordringer forkyndt i vort land, der blev opfordret til omvendelse og tro på evangeliet. Begyndelsen til en ny tid for vort land blev gjort. De første mere end 500 år bestod i et troens fællesskab med resten af kristenheden på vort kontinent. Der kom en reformation, men arven efter Sct. Ansgar og de andre forkyndere blev ikke fornægtet.

Det er indlysende, at intet af det, der blev sat på skinner for mere end 1000 år siden, eller af hvad man havde forventet sig af reformationen, har bestået uden, at man har skullet besinde sig på det og følge op på det, både fordi nye mennesker skal stifte bendtskab med det, forfædrene fik på første hånd, og fordi betingelserne for evangeliets forkyndelse forandres og kræver nye tiltag.

Men selv om nye tider og situationer kræver nye tiltag, så er tiden også hele tiden inde i det stille. Selv om der ikke altid er brug for ydre forandringer og nye pastorale tilgange, så skal der hele tiden hos os alle foregå en individuel erkendelse af, at tiden er inde og Guds rige nært, fulgt af omvendelse og tro på evangeliet. For mange vil det blot bestå i en fornyelse og bevidstgørelse af et engagement, som allerede er der, men det er til gengæld også forudsætningen for, at tingene kan fortsætte og vort engagement altid bære frugt.

Selv om flere ting går godt, som de plejer, at vi har en glæde ved det, vi lever i og foretager os med vort liv i Kirken, er vi også indimellem bekymrede og præget af mismod. Det kan være frustration over, at vort arbejde og engagement ikke bærer frugt, at det er svært at formidle troen og holde fast i dem, der bliver undervist og modtager sakramenterne, mangel på opbakning til Kirken og det den står for, følelsen af at være udenfor i nogle sammenhænge, kirkelukninger og forandringer i den pastorale betjening, polarisering og uro mellem personer af forskellig opfattelse, fromhedsliv og tradition, usikkerhed om mange fundamentale ting, større skepsis over for religionen fra samfundets og dets lovgiveres side. Det betyder ikke, at alle disse fænomener altid og overalt er lige udtalte og rammer samtidigt med fuld styrke, men selv få af dem kan være tilstrækkelige til at gøre os urolige, hvortil kommer personlige udfordringer og anfægtelser, som nogle altid har at kæmpe med.

Når man oplever én eller flere af disse ting, skal man sige, at tiden er inde til at gøre brug af det Gudsrige, som allerede er der, igen at opdage, at Gud ikke har forladt sin Kirke, at Kirken er der med sin forkyndelse og sine sakramenter, med sikkerhed for budskabets ægthed og som garant for enheden. Trods denne vished er der også brug for omvendelse. Det kan være omvendelse fra synder og dårlige vaner, fra fastlåsthed i egne opfattelser, fra skepsis over Kirkens linje og for sine trosfællers anderledes traditioner og stil, fra træghed over for at engagere sig praktisk. Samtidigt skal omvendelsen også være en afstandtagen fra håbløshed og manglende tillid, fra ængstelsen over ikke at gøre det godt nok og ikke blive accepteret. Tiden er også altid inde til bøn, til deltagelse i eukaristien og til modtagelse af bodens sakramente. Syndsforladelse er ikke bare tilgivelse af synder, men også en ekstra opmuntring ved at erfare Guds barmhjertighed.

2017 var et år med mange begivenheder på trosfronten. Vi kunne markere reformationen på en fredelig, for det det meste fordomsfri og inkluderende måde, uden at ignorere eller tage for let på de mange spørgsmål, som endnu udestår i den økumeniske debat. Markeringen af reformationen var fra vor side bevidstgørelse af de fleste af vore medborgeres tro og kirkeliv. Samtidig skulle begivenheden dog også være en anledning til at glæde sig over at være katolik, ikke ved at vise arrogance over for andre kristne, men ved at styrkes i bevidstheden, om at vor Kirke har en særlig status og mission, at reformationen ville have været unødvendig, hvis datidens katolikker havde været rede til at lade sig reformere indefra. Selv om reformationsåret har været en anledning til både at beklage fortiden og opdage fællesskab om de største kristne dogmer samtidigt med, at vi bliver opmærksomme på andre kristnes stærke og autentiske tro og engagement, så skulle en frugt af reformationsåret også styrke vor katolske bevidsthed og glæde ved Kirken.

Ligeså velkomne, vi som katolikker har følt os ved Folkekirkens reformationsmarkering, lige så bekymrende er det at se vort lands lovgiveres forsøg på at kontrollere religion og bane vejen for dens begrænsning i det offentlige rum. Der kan sagtens komme flere lovgivningstiltag, så det gælder om, at kridte skoene, være opmærksomme på nye restriktioner og gøre, hvad man kan for at modarbejde dem. Vi har endnu ingen forfølgelsessituation herhjemme; men alligevel skal vi ruste os ved virkeligt at stå sammen og blive bevidste om vor tros værdi og sandhed.

Senere i år er der valg til menighedsråd. Der er brug for, at mange kandidater melder sig, og for, når de først er valgt, at de helhjertet engagerer sig i de nye råd med det ønske både at få det lokale menigheds fællesskab til at fungere og se på helheden uden fordomme.

Et år med initiativer og udfordringer står over for os, for nogle tings vedkommende anderledes end før. Derfor gælder det om, at mobilisere og styrke vor tro, så vi kan stå rustede til enhver ny situation, ikke kun for at overleve, men først og fremmest for mere effektivt at vidne om evangeliet og gøre alt, hvad vi kan, for at Kristi budskab ikke blot bliver styrket og efterlevet i vor egen kreds, men også bliver spredt ud til verden omkring os.

Meget er sket siden Sct. Ansgar var her med sin beskedne mission; men vi ærer ham fortsat som den første seriøse forkynder i vort land. Vi ærer ham med taknemmelighed, men også i tillid til hans forbøn og vort eget ønske om at være Kirke i Kristi ånd og lade os selv lede af vor tro.

Amen.