09.02.18 13:24 Alder: 70 days
Kategori: Nyt fra verdenskirken

Fastebudskab 2018: ”Fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste” (Matt 24,12)


Kære brødre og søstre! Herrens Påske står atter for døren! I sit forsyn tilbyder Gud os hvert år fastetiden som led i vor forberedelse til påsken. Den er et ”sakramentalt tegn på vor omvendelse”[1], som tilsiger os og giver os mulighed for at vende hjem til Herren med hele vores hjerte og vores liv.

Igen i år ønsker jeg med dette budskab at hjælpe hele Kirken med at udleve denne nådens tid med glæde og i sandhed. Jeg er blevet inspireret af Jesu ord i Matthæusevangeliet: ”Fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste” (Matt 24,12). Jesus talte om verdens ende, da han opholdt sig i Jerusalem, på Oliebjerget, inden Herrens lidelseshistorie begyndte. I sit svar til en af disciplene forudså Jesus en stor trængsel og han beskrev situationen for de troende; midt i de mange trængsler vil falske profeter stå frem og lede mange folk på afveje, og kærligheden, der er Evangeliets kerne, vil næsten blive udslukt.

Falske profeter
Lad os lytte til denne passage og spørge os selv: Hvilken iklædning har disse falske profeter?

De kan minde om ”slangetæmmere”, der manipulerer med menneskers følelser for at slavebinde dem og lede dem derhen, hvor de gerne vil have dem. Hvor mange af Guds børn har ikke ladet sig forføre af flygtige glæder og forvekslet dem med sand lykke! Hvor mange mænd og kvinder er ikke forblændede af drømmen om rigdom, som i virkeligheden gør dem til slaver af profit og smålige interesser! Hvor mange lever ikke i den tro, at de har nok i sig selv, men indfanges i ensomhed!

Andre falske profeter er ”charlataner”, der tilbyder lette og umiddelbare løsninger på lidelsen; løsninger, der snart viser sig at være helt ineffektive. Hvor mange unge indfanges ikke af stoffernes falske løfter, af flygtige relationer som man hurtigt gør en ende på, af hurtige men uærligt tjente penge! Hvor mange andre er ikke faldet hen i et rent virtuelt liv, hvor nye bekendtskaber synes hurtige og ligefremme, men snart viser sig at være meningsløse! Ved at tilbyde ting uden egentlig værdi frarøver disse svindlere mennesker det mest værdifulde: værdighed, frihed og evnen til at elske. De spiller på vor forfængelighed og sans for det ydre, men ender med at latterliggøre os. Og fra latterliggørelsen er der ingen vej tilbage. Det er ikke så mærkeligt. Djævlen har – for at forvirre menneskers hjerter – altid fremstillet det onde som godt, det falske som sandt, fordi ”løgnen er han og fader til løgnen” (Joh 8,44). Derfor er vi alle kaldede til at se ind i vort hjerte og undersøge om vi også ligger under for disse falske profeters løgne. Vi må lære at kigge under overfladen og få øje på det, som efterlader sig gode og varige indtryk i vort hjerte fordi det stammer fra Gud og virkeligt gavner os.

Et koldt hjerte
I sin beskrivelse af helvedet skildrer Dante Alighieri djævelen siddende på en trone af is[2] i en kold og kærlighedsløs isolation. Vi kan passende spørge om hvordan næstekærligheden bliver kold inden i os selv. Hvilke tegn advarer os mod at kærligheden risikerer at slukkes?

Det, som gør næstekærligheden kold, er først og fremmest grådighed efter penge, ”roden til alt ondt” (1 Tim 6,10). Det efterfølges hurtigt af en afvisning af Gud og Hans fred; vi foretrækker vor egen trøstesløshed frem for trøsten i Hans ord og sakramenterne.[3] Alt dette fører til vold mod dem, vi opfatter som en trussel mod vor egen ”sikkerhed”: det ufødte liv, den gamle og svagelige, gæsten på gennemrejse og den fremmede, men også medmennesker som ikke lever op til vore forventninger.

Skaberværket er også vidne til denne kærlighedens kulde. Jorden forurenes af det affald, som smides væk af ligegyldighed eller egoisme. Havene, der også er forurenede, må trist nok opsluge resterne af de mange druknede ofre for tvungen migration. Himlene – som ifølge Guds plan er skabt til at lovsynge Hans ære – er fyldte af maskiner, som sender en regn af dødbringende genstande.

Kærlighedens kulde ses også i vore samfund. I den apostoliske formaning Evangelii Gaudium har jeg forsøgt at beskrive de mest åbenlyse tegn på denne manglende kærlighed: selvoptagethed og åndelig dovenskab, en gold pessimisme, fristelsen til at isolere sig, at engagere sig i endeløse krige mellem brødre samt en verdslig mentalitet, der udelukkende bekymrer sig om det ydre og herved svækker vor missionsiver.[4]

Hvad skal vi gøre?
Hvis vi i og omkring os selv genkender de træk, jeg netop har beskrevet, så tilbyder Kirken – vor Moder og Lærer – i denne fastetid, sammen med sandhedens til tider bitre medicin, også de milde remedier: bøn, almisse og faste.

Ved at hellige mere tid til bøn tillader vi vort hjerte at opdage de hemmelige løgne hvormed vi bedrager os selv[5], for endeligt at søge trøst i Gud. Han er vor Fader og ønsker at vi skal leve.

At give almisser befrier os fra grådighed og hjælper os til at se vores næste som en bror og en søster. Det, jeg ejer, er aldrig udelukkende mit. Hvor ville jeg ønske, at det at give almisser blev en sand livsstil hos os alle! Hvor ville jeg ønske, at vi kristne fulgte apostlenes eksempel og ville se muligheden for at dele vore ejendele som et konkret vidnesbyrd om vort fællesskab i Kirken! Jeg vil derfor gentage apostlen Paulus’ opfordring til menigheden i Korinth om at indsamle en kollekt til menigheden i Jerusalem ”til jeres eget bedste” (jf. 2 Kor 8,10). Det gælder navnlig i fastetiden, hvor mange organisationer indsamler penge til kirker og mennesker i nød. Men jeg håber også at vi i vort daglige møde med mennesker, der beder om vores hjælp, må se at Gud står bag denne appel. Enhver almisse er en anledning til at samarbejde med Guds forsyn for Hans børn; hvis Han i dag bruger mig til at hjælpe en bror eller søster, hvorfor skulle Han så ikke i morgen også sørge for mine behov? For ingen er mere gavmild end Gud.[6]

Endelig fratager fasten kraft fra vores voldsomhed: den afvæbner os og bliver en god anledning til vækst. På den ene side tillader den os at dele erfaringer med dem, der mangler selv det mest basale og dagligt kender til sult. På den anden side udtrykker den vores åndelige sult og tørst efter livet i Gud. Fasten opvækker os og gør os opmærksomme på Gud og vor næste. Den genopliver vor vilje til at adlyde Gud, der alene kan stille vor sult.

Jeg ser gerne, at mit budskab når udover Den katolske Kirkes kreds til alle mænd og kvinder af god vilje, som er åbne for at lytte til Gud. Måske er I, ligesom vi, bekymrede over den store ondskab i verden, og måske er I ængstelige over den kulde, der lammer hjertet og dets gerninger, og svækker vor fornemmelse af at tilhøre samme menneskelige familie. Foren jer med os, så vi sammen kan fremføre vore anliggender for Gud, gennem faste og ved at gøre alt hvad vi kan for at hjælpe vore brødre og søstre!

Påskens ild
Jeg opfordrer navnlig Kirkens medlemmer til ivrigt at vandre ad fastetidens vej, understøttet af almisser, faste og bøn. Hvis vi føler, at kærlighedens flamme af og til slukkes i vore hjerter, skal vi vide at det aldrig sker med Guds hjerte! Han giver os altid en ny chance for at begynde at elske igen.

En god anledning er også initiativet ’24 timer for Herren’, hvor vi opfordres til at fejre bodens sakramente i forbindelse med den eukaristiske tilbedelse. Det holdes i år fredag den 9. marts til lørdag den 10. marts, inspireret af Salmernes Bog 130,4: ”Hos dig er der tilgivelse”. I alle bispedømmer vil mindst én kirke have åbent i 24 timer og tilbyde eukaristisk tilbedelse og bodens sakramente.

Under påskenattens vigilie oplever vi atter det højtidelige ritual med tændingen af påskelyset: optændt af ”den nye ild” fortrænger dette lys gradvist mørket og oplyser menigheden. ”Måtte Kristus i sit herlige opstandelseslys sprede mørket i hjerter og sind”[7], så vi alle kan genopleve samme erfaring som disciplene på vej til Emmaus: at vi ved at lytte til Herrens Ord og blive næret af eukaristiens brød på ny lader vort hjerte brænde af tro, håb og kærlighed.

Jeg velsigner jer alle af hele mit hjerter og jeg beder for jer. Glem ikke at bede for mig.

Givet i Vatikanet den 1. november 2017
FRANS

----------------------------------------------------

[1] Det romersk Missale, Dagens bøn 1. søndag i Fasten (italiensk udgave)

[2] Den guddommelige Komedie, XXXIV, 29-29

[3] ”Det er underligt, men mange gange er vi bange for at blive trøstet. Eller snarere føler vi os mere sikre i sorgen og håbløsheden. Ved I hvorfor? I sorgen føler vi os næsten som hovedpersonen. Men i det at trøste er Helligånden hovedpersonen!” (Angelus 7. december 2014)

[4] Evangelii Gaudium, 76-109

[5] Jf. Benedikt XVI encyklika Spe Salvi, 33

[6] Jf. Pius XII, encyklika Fidei Donum, III

[7] Det romerske Missale, påskevigilie, Lysceremoni