08.02.18 11:21 Alder: 16 days
Kategori: Nyt fra verdenskirken

Pave Frans’ budskab til 26. Verdensdag for de Syge, søndag den 11. februar 2018


Mater Ecclesiae: ”Kvinde, dér er din søn ... dér er din mor. Fra den time tog disciplen hende hjem til sig” (Joh 19, 26-27).

Kære søstre og brødre,

Kirkens omsorg for de syge og for dem, der plejer de syge, skal fortsættes med stadigt fornyet styrke, i troskab mod Herrens befaling (jf. Luk 9,2-6; Matt 10,1-8; Mark 6,7-13) og i efterfølgelse af dens grundlægger og mester, som et meget talende eksempel.

Dette års tema for Verdensdagen for de Syge stammer fra de ord, som Jesus, der hænger på korset siger til sin mor Maria og til Johannes: ”Kvinde, dér er din søn … dér er din mor. Og fra den time tog disciplen hende til sig selv” (Joh 19,26-27).

1. Disse Herrens ord belyser korsets hemmelighed i dets dybde. Dette er ikke en håbløs tragedie, men det er stedet, hvor Jesus viser sin herlighed og efterlader kærligheden, som hans sidste vilje og som bliver den grundlæggende regel for det kristne samfunds og for hver discipels liv.

Jesu ord begrunder hovedsagelig moder Marias kald med hensyn til hele menneskeheden. Hun vil især være mor til sin søns disciple og sørge for dem på deres vej. Og vi ved, at mødres omsorg for en søn eller datter omfatter både de materielle og åndelige aspekter af børnenes opdragelse.

Korsets usigelige smerte gennemborer Marias sjæl (jf. Luk 2,35), men den lammer den ikke. Tværtimod; for hende som Herrens moder begynder en ny måde at være hengiven på. Jesus hængende på korset bekymrer sig for Kirken og hele menneskeheden og Maria er kaldet til at dele netop denne bekymring. I skildringen af den store udgydelse af Helligånden i pinsen viser Apostlenes Gerninger os, at Maria er begyndt at opfylde sin opgave i den første menighed. En opgave, der aldrig ender.

2. Den elskede discipel Johannes legemliggør Kirken, det messianske folk. Johannes må anerkende Maria som sin egen mor. Og i denne erkendelse er han kaldet til at tage hende til sig, til i hende at se modellen for disciplenes fællesskab og også hendes moderlige kald, som Jesus har betroet hende, med de sorger og planer, som det indebærer: moderen der elsker og frembringer børn, og som er i stand til at elske i overensstemmelse med Herrens bud. Derfor gælder Marias moderlige kald at sørge for sine børn, for Johannes og hele kirken. Hele disciplenes fællesskab er taget ind i Moder Marias kald.

3. Discipel Johannes, som delte alt med Jesus, ved, at Mesteren vil føre alle mennesker til at møde Faderen. Han kan bevidne, at Jesus mødte mange åndeligt syge mennesker, fordi de var fulde af hovmod (jf. Joh 8,31), såvel som fysisk syge (jf. Joh 5,6). Han har skænket alle barmhjertighed og tilgivelse, og de syge også fysisk helbredelse som et tegn på liv i overflod i Guds rige, hvor hver tåre er tørret. Ligesom Maria, er disciplene kaldet til at drage omsorg for hinanden, men ikke kun det. De ved, at Jesu hjerte er åbent for alle uden at udelukke nogen. For alle skal evangeliet om Guds rige forkyndes, og de kristnes næstekærlighed skal henvende sig til alle de trængende, simpelthen fordi de er Guds børn.

4. Dette Kirkens moderlige kald henvendt til de trængende mennesker og de syge er blevet mere konkret i sin 2000-årige historie i en bred vifte af initiativer til fordel for de syge. Denne historie om hengivenhed kan ikke ignoreres. Den fortsætter stadig i hele verden i dag. I lande, hvor der findes tilstrækkeligt udviklede systemer for sundhedspleje, forsøger de katolske menigheder, bispedømmer og hospitaler, at give kvalitative medicinske behandlinger, at forbedre de menneskelige ressourcer i centre for den terapeutiske proces og de gennemfører videnskabelig forskning i respekt for livet og for de kristne moralske værdier. I lande, hvor sundhedssystemerne er utilstrækkelige eller ikkeeksisterende, arbejder kirken på at give folk den bedst mulige sundhedspleje for at udrydde børnedødeligheden og bekæmpe nogle almindelige sygdomme. Overalt forsøger Kirken at behandle sygdomme, selv om den ikke er i stand til at helbrede. Billedet af kirken som et ”felthospital” som absorberer alle dem, der er blevet såret af livet, er en meget konkret virkelighed, fordi der i nogle dele af verden kun findes hospitaler hvor missionærer og bispedømmer sørger for at give mennesker de nødvendige behandlinger.

5. Erindringen om den lange historie i de syges tjeneste er for den kristne menighed og især for dem, der her og nu udfører denne tjeneste en grund til at glæde sig. Man er nødt til at se på fortiden, især for at blive beriget af den. Af historien skal vi lære: institutionernes mange grundlæggeres storsind der går over til en fuldstændig selvopofrelse i de syges tjeneste; manges kreativitet skabt af kærligheden er årsagen til mange initiativer virkeliggjort gennem århundreder; brug af den videnskabelige forskning for at tilbyde de syge nye og pålidelige behandlinger. Denne arv fra fortiden er med til at sikre den gode planlægning af fremtiden: for eksempel for at beskytte de katolske hospitaler for faren for forretningsmentaliteten, der forsøger at få sundhedsplejen til at være markedsbaseret overalt i verden og som ender med at udelukke de fattige. Empatisk intelligens og kærlighed kræver snarere, at de syges personlighed respekteres i deres værdighed og altid holdes i centrum af behandlingsprocessen. Disse holdninger skal også være uløseligt forbundet med de kristne, der arbejder i de offentlige strukturer, hvor de med deres tjeneste kaldes til at vidne om evangeliet.

6. Jesus har efterladt sin helbredende kraft til Kirken som en gave: ”disse tegn skal følge dem, der tror … I mit navn skal de lægge hænderne på syge, så de bliver raske” (Mark 16,17-18). I Apostlenes Gerninger læser vi om helbredelser udført af Peter (jf. ApG 3,4-8) og Paul (jf. ApG 14,8-11). Jesu gave er Kirkens opgave, som ved, at Kirken skal have det samme sind af ømhed og barmhjertighed som dens herre havde for de syge. Den pastorale omsorg for de syge er og vil altid være en nødvendig og vigtig opgave, som skal leves med fornyet energi, begyndende i sognene og helt ud til de fjerntliggende behandlingscentre. Vi kan ikke se bort fra den ømhed og vedholdenhed, hvormed mange familier bekymrer sig om deres egne børn, forældre eller pårørende, som er kronisk syge eller alvorligt handicappede. Den pleje, der bevidnes i familien, er et overordentligt vidnesbyrd om kærlighed til den menneskelige person og skal understøttes af anerkendelse og af passende politik. Derfor deltager læger og sygeplejersker, præster, ordensfolk og frivillige, familiemedlemmer og alle, der er involveret i sygepleje i denne kirkens sendelse. Det er et fælles ansvar, der beriger værdien af hverdagens arbejde.

7. Til Maria, Ømhedens Moder vil vi betro alle de syge på legeme og sjæl, at de ikke mister håbet. Vi beder hende også om at hjælpe os til at vise viljen til at være modtagelige for de syge brødre og søstre. Kirken ved, at den har brug for en særlig nåde for at opfylde sin evangeliske tjeneste i plejen af de syge. Derfor kan vi alle slutte os til bønnen til Herrens Moder, så at hvert medlem af kirken vil leve i kærlighed og i livets tjeneste. Jomfru Maria vil på denne 26. Verdensdag for de Syge gå i forbøn for: at de syge må blive hjulpet til at bære deres lidelser i fællesskab med Herren Jesus og at han må hjælpe dem, der passer de syge.

Af hele min herte meddeler jeg den apostoliske velsignelse til alle, til de syge, til sundhedspersonale og til de frivillige.

Givet i Vatikanet, den 26. november 2017, Festen for Jesus Kristus, Universets Konge

FRANS