12.03.18 10:33 Alder: 98 days
Kategori: Nyt fra verdenskirken, hovednyhed

Kardinal Lehmann død


Den tyske kardinal Karl Lehmann døde søndag morgen i en alder af 81 år. Han var biskop af Mainz i næsten 33 år, fra 1983 til 2016, og var formand for Den tyske Bispekonference 1987-2008. I 2001 blev han kreeret til kardinal af den hellige pave Johannes Paul II.

Kardinal Lehmann tilhørte den liberale fløj af Kirken i Tyskland og blev anset for at være en brobygger og en dialogens mand mellem Den katolske Kirke og det moderne samfund. Det østrigske nyhedsbureau Kathpress beskriver ham som ”en forkæmper for en liberal, livsbekræftende kristendom og en økumenisk åbenhed. Han nød den højeste anseelse også inden for Den evangeliske Kirke, det politiske liv og næringslivet, videnskaben og kulturen”.

Karl Lehmann blev født i 1936 i Sigmaringen i Schwaben. Han studerede i Rom og blev præsteviet 10. oktober 1963 af kardinal Julius Döpfner, ærkebiskop af München und Freising. Han var assistent for teologen Karl Rahner, og som teologiprofessor underviste han i Mainz og senere i Freiburg. Som 47-årig blev han i 1983 udnævnt til biskop af Mainz, den dengang yngste katolske biskop i Tyskland. Fra 1987 til 2008 – i en periode på 21 år – var han formand for Den tyske Bispekonference.

Lehmann var en markant skikkelse i Kirken i Tyskland. Han regnes for brobygger og dialogens mand. Han er således fortaler for økumenisk åbenhed, og har nydt stor anerkendelse også i Den evangelisk-lutherske Kirke, inden for politik, erhvervsliv, videnskab og kulturlivet. Han blev set som leder af den liberale fløj i bispekonferencen, mens kardinal Joachim Meisner, ærkebiskop emeritus af Köln, stod i spidsen for de konservative.

Lehmann var længe om at blive kreeret til kardinal. I alle konsistorier i 1990’erne fremførte Tyskland ønsket om at gøre ham til kardinal. Ingen tvivlede på Lehmanns dygtighed og egnethed, men på grund af hans frimodighed og evne til at kritisere Rom, når han fandt det nødvendig, var han ikke videre populær i den romerske kurie. I Tyskland mente man, at Lehmann nok aldrig blev kardinal, i hvert fald ikke under Johannes Paul II’s pontifikat.

I sine udtalelser om kontroversielle spørgsmål tog Lehman aldrig ’karrieremæssige’ hensyn, men fulgte sin samvittighed, fx i spørgsmålet om behandling af gengifte fraskilte og abortrådgivning. I sidstnævnte spørgsmål valgte han at følge pavens utvetydige ordre, selv om han personligt var uenig heri, og han satte alt ind for at forhindre en splittelse af Kirken i Tyskland. For dette modtog han meget kritik, men høstede også stor anerkendelse, fordi han formåede at holde Kirken sammen, og udnævnelsen til kardinal i 2001 kom nok som en anerkendelse af denne præsentation.

I kardinal Lehmanns CV indgår æresdoktorater i teologi på flere tyske og udenlandske universiteter, ligesom han var medlem af Akademiet for videnskab og litteratur i Mainz, og Det europæiske Videnskabsakademi i Salzburg. I 2000 blev han tildelt Großes Bundesverdienstkreuz mit Stern und Schulterband, og han har også modtaget Karl-Barth-prisen og Romano Guardini-prisen. Lehmann var æresborger af byen Mainz.