14.03.18 08:29 Alder: 96 days
Kategori: Nyt fra verdenskirken, hovednyhed

Ny mand ved roret for komitéen for de katolske bispekonferencer i EU


De delegerede i COMECE – komitéen for de katolske bispekonferencer i EU – har valgt msgr. Jean-Claude Hollerich SJ, ærkebiskop af Luxembourg, til ny præsident for en femårig periode. Ved samme lejlighed blev valgt fire vicepræsidenter, msgr. Noel Treanor (Irland), msgr. Mariano Crociata (Italien), msgr. Jan Vokal (Tjekkiet) og msgr. Franz-Josef Overbeck (Tyskland).

Ærkebiskop Hollerich efterfølger den tyske kardinal Reinhard Marx, der har været præsident i to mandatperioder og bl.a. været tovholder for dialogen (Re)Thinking Europe – drøftelser og refleksioner over de grundlæggende udfordringer ved det europæiske projekt.

Umiddelbart efter sit valg udtalte msgr. Hollerich, at han er ”parat til ar samarbejde med alle personer af god vilje, som er opsat på at respektere og beskytte menneskets værdighed”, og bekræftede hermed COMECE’s målsætning om at sætte mennesket og det fælles gode i centrum for EU’s politikker.

 

COMECE’s nye præsident er født i Luxembourg i 1958 og blev præsteviet i 1990. Han var i årene 2008-11 vicerektor på Sophia universitet i Tokyo. I 2011 udnævnte Benedikt XVI ham til ærkebiskop af Luxembourg. Han blev præsident for den europæiske konference for Justitia et Pax-kommissionerne i 2014 og præsident for Konferencen for Kirkerne i Europas (CCEE) ungdomskommission i 2017.