06.04.18 10:07 Alder: 17 days
Kategori: Biskoppens prædikener

Biskoppens prædiken i domkirken skærtorsdag 29. marts


Læsninger: 2 Mos 12,1-8.11-14  1 Kor 11,23-26  Joh 13,1-15

Når Jesus har valgt måltidet som rammen om sit nærvær i Eukaristien, så bruger han noget, vi – hvert fald traditionelt – kan nikke genkendende til og er fortrolige med. At spise sammen er et vigtigt element i opretholdelsen af menneskelige relationer. Når vi tager det lille forbehold og siger, at vi traditionelt nikker genkendende til det, er det fordi, det at spise nu til dags ofte er noget, som skal overstås, hvor det blot drejer sig om at få noget at spise og ikke om at koble fra eller dyrke fællesskab.

I en fortravlet tid tales der således jævnligt om – igen – at få gjort måltidet til et samlingspunkt, ikke mindst i familien. På samme måde er det også vigtigt stadigt mere at få gjort det eukaristiske måltid til et samlingspunkt. I en tid med faldende kirkegang er det godt, når folk bare kommer til messe og på denne måde manifesterer deres tilhørsforhold til Kirken; men for at Kirken kan være levende og blive et autentisk fællesskab, er det også vigtigt, at man oplever sin deltagelse i messen som en fejring sammen med andre samt, at det eukaristiske fællesskab på en eller anden måde fortsætter i form af andre engagementer i menigheden eller i tjenesten for ens medmennesker.

Selv om måltidstanken er et vigtigt aspekt af Eukaristien, hører der også andre elementer til, og selv billedet med måltidet dækker ikke alt, hvad Eukaristien står for. I første læsning hører vi om det første påskemåltid, det måltid som gik umiddelbart forud for jødernes udgang fra Ægypten, optakten til den store befrielse. Der er tale om et måltid, men ikke om et hyggemåltid, altså ikke et måltid, der svarer til det, vi lige før sagde, vi gerne vil slå et slag for, altså et måltid, hvor man har tid til at spise og tid til hinanden.

Det første påskemåltid bærer derimod klart præg af opbrud: deltagerne skal være rejseklare og skal skynde sig at spise, altså ingen tid til hygge og langvarigt samvær. Karakteren af det første påskemåltid er dog ikke i grundlæggende modstrid med det andet, vi gerne vil lægge i et måltid, heller ikke det eukaristiske, nemlig fællesskab, fordybelse og inspiration til livet i den kristne hverdag. Det opbrud, der kendetegner det første påskemåltid, må også være noget, vi tager med ind i vor fejring af Eukaristien, ja med i vort kristne livssyn i det hele taget. Ofte taler vi om, at vort liv som kristne skal være præget af, at vi er parat til at bryde op, at vi ikke bliver satte og magelige, at vor kristne praksis, vort fromhedsliv og vore traditioner ikke blot bliver vaner, vi ikke længere mener noget med eller forstår betydningen af.  

Således skal vor fejring af Eukaristien også være noget, der sætter skub i os, noget som bliver inspiration til omvendelse, til engagement og fordybelse. For jøderne er fejringen af påskemåltidet stadig noget, som for alvor styrker den religiøse identitet og minder dem om Guds befrielse af dem. På samme måde, ja endnu mere, skal vi kristne lade os minde om, at Kristus gennem den nye pagts påskemåltid har befriet os og åbnet nye horisonter for os. Opbrudsaspektet ved Eukaristien skal også minde os om vort kald til at missionere, at vidne. Det behøver ikke at være på det høje plan og gennemorganiseret; men et minimum af missionssindelag skal der være i os alle, blot forstået på den måde, at vor tro er noget, som skal deles med andre, både ved, at vi forkynder den, og ved, at vi lader andre opleve, at tro er noget, som også skal udmøntes i tjeneste.

Dette sidste kommer til udtryk i beretningen om fodtvætningen. Det kan virke meget demonstrativt, at evangeliet på selve dagen for Eukaristiens indstiftelse ikke handler om den, men om noget andet. Som så meget i vor tro hænger tingene dog altid sammen. Jesus taler om, at disciplene ved at lade ham vaske deres fødder får ”lod og del sammen med ham.” Denne lod og del hænger dog nøje sammen med, hvad Jesus siger i slutningen af evangeliet, nemlig, at når han nu har vasket deres fødder, så skal de også gøre det ved hinanden. Selve Eukaristien understreger dette endnu mere. Her har Jesus hengivet sig for os, så skal vi gøre det samme for vore medmennesker, dvs. lade vor tro blive udmøntet i gerning.

Eukaristien er noget af det mest selvfølgelige i vort kristne liv, i hvert fald i vor del af verden, hvor for det meste hverken enorme afstande eller forfølgelser hindrer os i en regelmæssig deltagelse i den. Mange har virkeligt taget Eukaristien til sig, også ved op til daglig deltagelse i den. En sådan hyppig og bevidst deltagelse i Eukaristien vil uvægerligt føre til dybere forståelse af den og tilskynde til et aktivt liv i Kirken. Alligevel har vi brug for anledninger til at lade os konfrontere med alvoren i Eukaristien. Det får vi på en dag som i dag, hvor Eukaristiens forbindelse til Jesu lidelse bliver særligt tydelig, fordi det er aftenen før, vi fejrer hans død. Yderligere bliver Jesu tjenersind fremhævet, som vi hører det i beretningen om fodtvætningen, og endelig minder beretningen om udgangen fra Ægypten om befrielse og åbning af nye horisonter og om at være på vandring. Når vi gør noget ud af at understrege vigtigheden af at kunne bryde op og ikke blive for etableret, så betyder det ikke, at vi skal være rastløse og ikke må skabe et tros- og menighedsliv, hvor vi kan føle os trygge og tilpas, hvor vi færdes hjemmevant og frit kommer og går. Det er jo naturligt for os mennesker netop at søge, finde og opbygge fællesskaber, hvor vi virkeligt føler, at vi hører hjemme. Selv om det kan lyde paradoksalt, er det dog netop denne oplevelse af tryghed, som også kan skabe vilje til opbrud, fordi vi ved, at vi aldrig mister noget ved at gå et skridt videre i at følge Jesus efter eller leve vor tro mere radikalt og intensivt.

Et sådant mere radikalt og intensivt kristenliv er først og fremmest en rig åndelig erfaring for os selv; men den er også mere end før forudsætningen for, at kristendommen stadig kan have en relevans. Vi hører om, at for mange mennesker er kristentroen ikke længere en referenceramme, vort kontinents kristne arv, kultur og påvirkning, tillægges ikke længere nogen afgørende betydning, ja for mange er det noget, man allerhelst så et opgør med, eller i tolerancens navn i det mindste noget, som skal reduceres til privatsfæren og ikke have nogen samfundsmæssige fordele.

Tilfredsstillelsen af vore egne åndelige behov må således ikke være det eneste og endelige mål for vort religiøse engagement. Vor forankring i troen skal også udmønte sig i både vilje til at vidne og forkynde og til at tjene andre. Og alt dette skal vi ikke kun gøre for at sikre vore egne religiøse interesser. Det er også for verdens skyld. Det kan lyde ambitiøst og dristigt, ja nogle vi måske sige risikabelt i en tid, hvor der også herhjemme subtilt og efter salamimetoden søges sat begrænsninger for ikke kontrollerede religiøse aktiviteter og budskaber. Vi kan stadig arbejde for og håbe på, at de mest dystre prognoser ikke bliver til virkelighed; men selv om det ikke helt går så slemt som frygtet, så skal vi sørge for, at opbygge en trosmæssig bevidsthed i form af indre overbevisning og ydre vidnesbyrd, der kan skabe den fornødne modstandskraft mod personer og udviklinger, som er negativt eller fjendtligt indstillet over for religionen.

Trods alvoren er skærtorsdag alligevel en anledning til glæde og fortrøstning fordi, den minder os om de store ting, Gud har gjort for os. Han har ført os ud på en vandring med sig, ligesom han førte jøderne i den gamle pagt til det forjættede land. Det gamle Israel var ikke missionerende. Mange af Guds store gerninger mod sit folk gik ud på at give det identitet og lære det at se Gud som gud, dvs. som skaber og herre, som den, mennesker er afhængig af og skal tilbede. Det gamle Israel var et forbillede på det nye Guds folk, som vi tilhører. Nu er der ikke længere nogen etnisk begrænsning; men identitet har vi stadig brug for, en identitet, der ikke modsiger de enkelte kulturer og nationaliteter, men gør denne diversitet til en kanal for det glade budskabs udbredelse.

Hvis vi er med på det projekt, så bliver vi både selv åndeligt opbygget og konsolideret og hjælper andre til det samme.

Amen