06.04.18 10:09 Alder: 130 days
Kategori: Biskoppens prædikener

Biskoppens prædiken i domkirken langfredag 30. marts


Læsninger: Es 52,13-53,12  Hebr 4,14-16; 5,7-9  Joh 18,1-19,42

Lidelseshistorien og påskedagenes liturgi i det hele taget rummer en fylde af åndelig næring og inspiration. Det er ikke muligt på én gang at få det fulde udbytte, så vi må uden at miste blikket for helheden indimellem fokusere på enkelte elementer.

I den første læsning om den lidende gudstjener hører er lidt uanselig sætning: ”Ved hans sår blev vi helbredt” (Es 53,5c). Traditionen har udlagt denne tekst som en forudsigelse og beskrivelse af Jesu lidelse, og apostlen Peter citerer også rask væk denne passage i sit første brev (2,24).

I forbindelse med Jesu forløsergerning taler vi gerne om, at vi er frelst ved hans kors, hans blod, hans lidelser, hans sår. Denne talemåde kan umiddelbart virke som en tingsliggørelse af noget så stort frem frelse, som vi jo mere ser som en personlig handling, noget nogen har gjort for os. Det er jo også klart, at det er Jesus, som har frelst os og gjort det som udtryk for sin store kærlighed. Derfor er det også nødvendigt at nå frem til denne erkendelse, som også er med til at lade os opdage, at vor tro går ud på, at få et personligt forhold til Jesus og også gennem hans lidelse mærke hans kærlighed.

Det hindrer dog ikke, at vi omtaler kors, sårmærker, blod, ja også de andre lidelsesinstrumenter som f.eks. tornekronen og lansen som billeder på frelsen, ja næsten midler til den. Også et kors uden korpus, og naturligvis endnu mere et krucifiks er et klart symbol på frelsen, som kan være med til at inspirere vor bøn.

I en nylig Angelustale (18. marts 2018) videregav pave Frans nogle tanker om korset. Hvordan ser man på det, som en kunstgenstand, som man måler på dets æstetiske værdi? Forhåbentlig ikke. Derimod skal man bruge korset til at komme tæt på den, der hang på det og led for os af kærlighed til os. I det samme spor og måske til nogens forundring har pave Frans også opfordret til betragtninger over Jesu sårmærker – de sår, hvorved vi er blevet helbredt, som Esajas og apostlen Peter skriver. Hvad nogen vil kalde en middelalderlig og dermed forældet andagtsform, vil pave Frans gerne puste lidt liv i, men også for at bruge et tegn til at komme ham nærmere, som var mærket af sårene. Kristi overståede lidelse giver kun mening for os, hvis vi ser på den som udtryk for en kærlighed, der aldrig overstås, som hele tiden er der. Vi skal altid betragte den hele Kristus, altså også hans belæring, hans helbredelser og mirakler og naturligvis hans opstandelse. Hans belæring er vigtig som grundlag og rettesnor for vort liv, og opstandelsen er bekræftelsen af, at det hele giver mening, og at der er et liv efter lidelse og død. Kristi handlinger afspejler naturligvis også hans kærlighed og den medlidenhed han fik med de mennesker, som han gjorde noget godt for. Men den meningsløse lidelse, som vi helst vil fortrænge, viser for alvor, hvor langt Jesus var parat til at gå.

De enkelte aspekter af Jesu frelsergerning er også kommet til udtryk i forskellige måder at fremstille korset på. Vi kender korset, hvor Kristus hænger eller måske snarere står som sejrherre, som den tidligere middelalder kendte det, og så senmiddelalderens og barokkens dramatiske præsentation af lidelsen. Ingen af præsentationerne er trosmæssigt forkerte. Den sejrende Kristus på korset viser, at lidelse og død ikke har det sidste ord, mens det smertebetonede krucifiks viser os, hvad Kristus var parat til at tage på sig og dermed også hans store og uforbeholdne kærlighed.

Hvis vi ikke forsøger at dvæle lidt mere ved Kristi lidelse, forbliver den nemt noget fjernt eller noget, vi ikke synes nytter i en vanskelig situation, som et menneske måske befinder sig i. Pave Frans siger, at vi skal bruge Jesu sårmærker til at se igennem ind til hans hjerte. Billedet kan lyde naivt og søgt, men tanken bag ved har absolut noget for sig, at vi ved hjælp af alt det ydre og synlige når frem til Jesu hjerte og dermed til hans kærlighed. Billedet på sårmærkerne og den åbne side lærer os også, at der strømmer noget den anden vej, ud til os, ikke bare i form af den frelse, vi bekender som vor tros grundlag, men også fordi vi derved lærer at se, at Jesus på en måde forlænger sin lidelse ved at være tæt på os, når det går os dårligt, og dermed viser, at hans kærlighed aldrig hører op.

Martyrernes heltemod er en afspejling af Jesu trofasthed og kærlighed. De gamle martyrer er måske lige som korset nogle gange blevet til stereotype symboler; men ligesom Jesu kærlighed er evig, så er der også i dag mennesker, som med forbavsende heltemod, også efter tilbuddet om at kunne afsværge deres tro for at overleve, alligevel holder fast ved den.

Måtte Jesu lidelse og billederne på den således både styrke vor tro på hans kærlighed og gøre os modige til af holde fast ved vor tro og omsætte den i tjeneste for andre.

Amen