06.04.18 10:11 Alder: 130 days
Kategori: Biskoppens prædikener

Biskoppens prædiken i domkirken påskenat 31. marts


Læsninger: Ez 36,16-17a.28-28 m.fl.  Rom 6,3-11  Mark 16,1-7

Hver af de mange læsninger, vi har hørt i denne påskevigilie, rummer stof nok til en særskilt prædiken, ligesom vi også kunne se, hvordan de hver især illustrerer det, vi fejrer i denne nat. Livets oprindelse og fornyelse, trældom og befrielse, frafald og omvendelse, død og opstandelse.

Én af læsningerne er fra profeten Ezekiels bog. Vi bruger den også ved firmelser, fordi der tales om en ny ånd, som skal lægges i menneskers indre; men pinsen og dermed Helligåndens fest har sin oprindelse i påskens mysterier, så derfor passer læsningen også godt til det, vi fejrer lige nu.

Til at begynde med lyder profetens ord dystre, næsten fordømmende; men de ender med opmuntring og forudsigelse af en lysere fremtid. Dertil kommer, at vi sikkert heller ikke føler os så meget truffet af profetens hårde kritik. Vi er her i aften, fordi vi tror på Gud, fordi vi ikke mener, at vi har svigtet ham. Vi vil absolut bidrage til, at hans navn bliver helliget, og det er vi med til at vise, ved at være samlet her i nat, og ikke mindst er det det, som I, kære kandidater til optagelse i Kirken, meget bevidst giver udtryk for.

Men selv om vi føler os forsonede og indenfor, kan vi sagtens drage nytte af profetens opmuntrende ord om den nye ånd og det nye hjerte. Og selv om vi allerede hører til, så er vi ikke fuldkomne, vi har brug for tilgivelse og fornyelse, og brug for i endnu højere grad at blive Jesu disciple. Den nye ånd og det nye hjerte gør ikke alene os selv mere modtagelige for, hvad Gud har til os. Profeten taler om, at vi får lettere ved at overholde Guds bud, og det er rigtigt godt. Men den nye ånd og det nye hjerte giver også Gud mere plads i vort liv. Og der, hvor Gud får plads, der glæder og påvirker han ikke blot de mennesker, han tager bolig i. At være fyldt af Gud og af hans Ånd betyder også, at der genereres et overskud, som vi samtidig får lyst til at dele med andre, eller i hvert fald bliver udfordret til at gøre andre delagtige i.

Ved dåben, som udgår fra påskemysteriet, og som vi fejrer med at forny vore dåbsløfter, bliver vi Guds børn, får den nye ånd og det nye hjerte. Dåben er vor deltagelse i Jesu død og opstandelse, vi er begravede med ham i døden, eller han har ladet sig begrave med os, for derefter at tage os med op i opstandelsen. Alt dette er den personlige gave til os i påskemysteriet, og det vi så år for år fejrer og takker for. Men i påskens store begivenheder kom Jesus ikke bare mennesker i møde og manifesterede frelsen. Han genoprettede ikke blot det oprindeligt uproblematiske forhold til Gud, som var gået tabt i syndefaldet. Når vi læser beretningerne om, hvad der foregik efter Jesu opstandelse, ikke mindst i apostlenes gerninger, så sprudler det af initiativ. Jesu opstandelse har sprængt nogle rammer, og alle, der har mødt den opstandne Jesus, bliver ansporet til at dele deres erfaring. Ganske vist har Jesus givet missionsbefalingen, så der er en meget konkret opfordring, ja, forpligtelse, til at gå ud og vinde nye disciple; men det skulle også gerne være sådan, at man selv er så opfyldt af evangeliets glæde, at man ikke kan lade være med at dele den med andre.

Budskabet fra Ezekiel foregriber, hvad vi straks efter hørte i læsningen fra romerbrevet. Her bringes det samme budskab med andre billeder. Jesu overvindelse af døden er en anden måde at forny mennesket på, at sikre os ikke bare udødelighed, men give os en ny måde at betragte livet på; ikke blot ved at se en fremtid i det hinsides, men også ved at leve livet her og nu med større håb, være overbevist om, at opstandelsen kan tages delvist på forskud, når vi f.eks. bliver hjulpet igennem udfordringer og modgang.

Påskens budskab er ikke blot tænkt til trøst for os, der fejrer det og lever i dets sammenhæng. Som Jesus er død for alle mennesker til alle tider, så skal påskens budskab også bringe håb i konkrete situationer, som mennesker i verden står i, ikke mindst alle de onder, som krig, vold og terror, landflygtighed og naturkatastrofer forvolder. For de menneskeskabte ulykkers vedkommende er det vigtigt at stole på, at de kan afværges, hvis de, der forårsager dem, lader sig fylde af den nye ånd og det nye hjerte. Det er et emne for forbøn, men også for vort eksempel, og nogle gange et krav til dem, der bærer ansvar. Der er mange ting, vi ikke er herre over; men med en ny ånd i vort indre og et nyt hjerte af kød, dvs. evnen til at lytte og føle, også føle med, er vi ikke helt dårligt udrustede til den mission, påsken lægger op til. Vi skal være med til at bringe håb til dem, der er fortvivlede og forhærdede, så lad os gøre hvad vi kan, for at vort nye hjerte kan være med til at opbløde dem, der stadig har et stenhjerte, og bringe trøst til dem, der ikke har lukket deres hjerte af ondskab, men af fortvivlelse.

Ezekiel taler om, at Guds navn atter skal helliges. Han siger, at Gud er aktøren i denne helligelse; men selv om vi i ”Fader vor” lidt passivt beder om, at Guds navn må blive helliget, så skal vi også være med til det. Vi skal hellige Guds navn ved at tale om ham, ved at leve vort liv med ham og vise, at han er den, vi tilbeder og ærer som vort livs grundlag. Vore ambitioner om at gøre troen på Gud synlig er med til at hellige hans navn, dvs. gøre mennesker opmærksomme på, at Gud er noget særligt, ikke en privat gud for nogle mennesker, men også den, som et samfund må bygge på. Guds navn søges ofte fortrængt, og det er nu tilladt at drive spot med det. Når nu love og traditioner, der tidligere sikrede, at Gud blev prioriteret højt, ikke er der længere eller søges afskaffet, er det så meget desto vigtigere, at vi som Jesu nye disciple er med til at hellige Guds navn. Vi behøver ikke at udtænke strategier. Vort ønske om at hellige Guds navn, vor bøn om, at det må ske og vore bestræbelser på at leve som hans børn er allerede stærke vidnesbyrd.

Lad os derfor, både gamle i gårde og nytilkomne, lade vore hjerter bløde op og tage imod den nye ånd, Ånden, som Kristus frigav ved sin død, blæste ind i sine apostle påskedags aften og endeligt sendte pinsedagen, så vi på den måde ikke blot er med til at hellige Guds navn, men også gør det lettere for mennesker at tro på ham.

Amen