06.04.18 10:13 Alder: 17 days
Kategori: Biskoppens prædikener

Biskoppens prædiken i domkirken påskedag 1. april


Læsninger: ApG 10,34a.37-43  1 Kor 5,6b-8  Joh 20,1-9

 

Kristus er én gang for alle opstået fra de døde og kan ikke mere dø. Det er én af de mest grundlæggende sandheder i vor kristne tro. For de fleste af os er fejringen af påsken blot en højtidelige understregning af virkeligheden i denne begivenhed. Den øger sikkert ikke vor tro; men vi tager det som en anledning til at fejre den og bekende, at vi står ved den. Denne oplevelse af påsken er vi sikkert også tilfredse med, men blot en gentagelse af sidste år fejring af festen skal det dog nu alligevel ikke være.

Men hvad gør vi så, for at påsken alligevel kan gøre en forskel og have den samme virkning, som vi hører skildret hos disciplene og de første kristne. Hvordan kan vi formidle, at påsken bliver en befrielse og anledning til glæde for mennesker, som har særligt brug for det, f.eks. hvis de er ramt af sorg, eller livet på andre måder har været fuldt af udfordringer?

Selv om det lyde paradoksalt, så er det vort daglige trosliv og engagement i Kirken, som gør, at vor påskefejring bliver festlig og meningsfuld. Dette daglige liv med Gud og hans Kirke er jo netop et udtryk for, at vi tror på påskens mysterium, også selv om vi måske ville formulere det anderledes.

Det er rigtigt, at påskebudskabet rummer nogle grundlæggende sandheder og fuldendelsen af noget, som Gud længe havde forberedt i sin historie med os mennesker og kronet i sin Søns opstandelse. Denne sandhed bliver ofte anfægtet, forkastelsen af den er ateismens mærkesag, og selv et stykke inde i kristne rækker hører vi undertiden om, at der hersker tvivl eller gøres forsøg på at modificere eller omfortolke budskabet om opstandelsen.

Alle disse udfordringer skal vi selvfølgelig imødegå med argumenter fra Bibelen og med vidnesbyrdet om, at vort liv som kristne bekræfter sandheden om opstandelsen. Ligesom døden er det mest radikale indgreb i vort liv og det, der sætter den ultimative grænse for at være i kontrol, så er opstandelsen det mest radikale modsvar på denne udfordring. Hvad der før med døden syntes fortabt og endegyldigt, bliver med opstandelsen til noget virksomt og fremadrettet.

Kristi opstandelse er den vigtigste sandhed om hans liv som menneske. Men andre sandheder går forud. Han er til fra evighed af, og han blev menneske. Han lærte og satte nogle ting i gang, indførte nye normer for menneskers omgang med hinanden, som skulle bryde så mange onde cirkler af gengældelse med ondt eller passivitet over for det ondes magt.

Opstandelsen er noget, vi skal møde med tro, både når Gud lader os mærke, at det giver mening, og når vi hører andre vidne om den. Nu til dags er der ikke længere nogen øjenvidner til opstandelsen, hvis vidnesbyrd kan betvivles eller accepteres, sådan som vi hører om det hos de første vidner til mødet med den opstandne Herre. Det betyder ikke, at der i dag ikke er nogen, der kan fortælle om opstandelsen, gøre den plausibel og relevant. Også i dag gør opstandelsen noget ved mennesker, som bevirker, at den kan erfares af andre.

Troen på opstandelsen består nemlig ikke bare i accept af, at Jesus opstod legemligt og virkeligt på et tidspunkt i historien. Den består også i, at vi ser en mening med det, vi lever og gør som kristne, og at det ikke blot giver mening for os personligt, men er et budskab til verden og en løsning på dens problemer.

For at vi ikke skal blive mødt med den noget populistiske påstand om, at religion skaber problemer, er det naturligvis nødvendigt, at forkyndelsen af den indiskutable sandhed bliver ledsaget af et liv i overensstemmelse med den. Troen på opstandelsen består nemlig også i, at vi kan se en mening med det, Jesus gjorde og gav udtryk for inden sin død: Hans inderlige gudsforhold, hans tjenersind, hans inkludering af dem, der nemt havner udenfor, men frem for alt hans store ønske om at skaffe os et forhold til Gud. Det var for at understrege, at det ville være meningsløst, hvis menneskelivet skulle være slut med døden, at der ikke skulle være en virkelighed derefter, og at hele historien skulle være mere end en tilfældig udvikling, der slutter på et tidspunkt i stedet for at kulminere med at blive opslugt af evigheden.

Vi siger, at hver søndag er en påskefejring; men på én eller anden måde, skal hele vor kristne dagligdag være udtryk for tro på påskens begivenheder, ikke mindst opstandelsen. Vi tror på en Gud, der ikke kan dø, og som har vist det ved at lade sin Søn opstå, ikke kun for hans skyld, men for at inddrage os mennesker i markeringen af, at livet aldrig er slut.

Alt dette skal mødes med tro. Troen er en gave, vi ikke kan tage selv; men selv uden tro, kan vi godt et langt stykke se, at verdensordenen og endnu mindre menneskelivet er noget tilfældigt. Hvis vi kan tilegne os troen på, at verden og vi i den ikke er en tilfældighed, så er der banet vej for tro, selv om den endnu måske er usikker. Ligeledes er der banet vej for håb, åbenheden for, at det gode, vi heldigvis også kan erfare uden at kende Gud, både har en oprindelse og endnu mere en fuldendelse. For os kristne er oprindelsen og fuldendelsen behersket af Gud; men for andre vil glæden over det gode også kunne mønstre længslen efter, at det gode har en fremtid, der rækker længere end livet her på jorden.

Selv om vor påsketro således meget handler om, hvordan vi lever den i hverdagen, så er der grund til at feste på en dag som i dag, også for klart at markere, Kristus med sin opstandelse har begyndt noget nyt, der har ændret vort liv og givet os et håb både nu og i fremtiden. Der kommer også stunder, hvor troen på opstandelsen skal bære os gennem vanskeligheder og hjælpe andre med det. Vor tro på opstandelsen består i, at vi er blevet inddraget i et univers, der er virksomt her og nu og dermed også er et gensvar til verdens ondskab og modgang. Efterfølgende bringer den bekræftelsen på, at det giver mening, både for os, der allerede tror på det, og for dem, der endnu har det til gode.

Amen