12.04.18 14:27 Alder: 99 days
Kategori: Nyt fra verdenskirken, hovednyhed

De aspekter – at lytte, at bedømme og at leve


Foto: stthomasstluke.org.uk

"Herrens kald – lad det være sagt med det samme – er ikke lige så håndgribeligt som noget af det, vi kan høre, se eller røre i vor dagligdag. Gud kommer stille og diskret, uden at lægge bånd på vor frihed. Det kan hænde, at hans røst drukner i de mange bekymringer og påvirkninger, som fylder vort hjerte og sind".

Det skriver pave Frans i sit budskab til dette års verdensbededag for kald til præstedømmet og det gudviede liv, som markeres i bispedømmet søndag den 22. april, 4. søndag i påske.

Pavens budskab kan læses i sin helhed herunder:

 

----

Kære brødre og søstre,

Bispesynoden vil på sin 15. ordinære generalforsamling i oktober drøfte emnet ’de unge’, navnlig i relationen mellem unge, tro og kald. Her får vi mulighed for at fordybe os i hvad der er centrum for vort liv, nemlig kaldet til den glæde, hvormed Gud henvender sig til os og hvordan det er ”Guds plan for mænd og kvinder til alle tider” (Bispesynodens 15. ordinære generalforsamling, Unge, troen og bedømmelse af kald, introduktion).

Det er en god nyhed den 55. kaldsdag atter forkynder højlydt for os. Vi er ikke ofre for tilfældigheder eller drives frem af en række usammenhængende begivenheder; vort liv og tilstedeværelse i verden er derimod frugterne af et guddommeligt kald!

I disse turbulente tider minder Inkarnationens mysterium os om, at Gud altid kommer os i møde. Han er Gud-med-os, og vandrer ad vort livs ofte støvede veje. Han kender vor ivrige længsel efter kærlighed og kalder os til glæden. I ethvert kalds diversitet og særegenhed, på såvel det personlige som det kirkelige plan, er der brug for at lytte, bedømme og leve det ord, som kalder på os fra det høje, og som tillader os udvikle vore særlige talenter, gør os frelsens redskaber i verden og som lede os mod glædens fylde.

Disse tre aspekter – at lytte, at bedømme og at leve – var også til stede i begyndelsen af Jesu mission, da han efter en tid i bøn og fristelser i ørkenen besøgte synagogen i Nazareth. Her lyttede han til Skriften, reflekterede over indholdet af den sendelse, Faderen havde betroet ham og han forkyndte, at han var kommet for at opfylde det ”i dag” (Luk 4,16-21).

At lytte

Herrens kald – lad det være sagt med det samme – er ikke lige så håndgribeligt som noget af det, vi kan høre, se eller røre i vor dagligdag. Gud kommer stille og diskret, uden at lægge bånd på vor frihed. Det kan hænde, at hans røst drukner i de mange bekymringer og påvirkninger, som fylder vort hjerte og sind.

Vi må derfor lære at lytte omhyggeligt til Hans ord og Hans livshistorie, men også at være opmærksomme på de små ting i vor egen hverdag, så vi kan lære at se tingene med troens øjne og forblive åbne for Åndens tilskyndelser.

Vi vil aldrig opdage det særlige og personlige kald, Gud har i tankerne for os, hvis vi lukker os inden i os selv, i vore vaner og ligegyldighed som dem, der spilder deres liv i deres egen lille verden. Vi mister chancen for at drømme stort og spille vor egen rolle i den unikke og originale historie, Gud ønsker at skrive med os.

Også Jesus blev kaldet og udsendt. Derfor havde han brug for at dvæle i stilhed. Han lyttede til og læste op fra Skriften i synagogen, og med Helligåndens vejledning og kraft udlagde han skriftstedets fulde betydning ved at henvise til sig selv og Israels historie.

Det bliver stadig mere vanskeligt at lytte i dag, hvor samfundet er omgivet af støj, overstimuleret og bombarderet med informationer. Den ydre støj, der undertiden præger vore byer og boligområder, ledsages ofte af vor egen indre adspredelse og forvirring. Dette forhindrer os i at stoppe op og nyde smagen af kontemplation, at reflektere oprigtigt over begivenhederne i vort liv, at arbejde i tillid til Guds kærlige plan og at foretage en frugtbar erkendelse.

Men, som vi ved, kommer Guds rige stille og diskret (jf. Luk 17,21), og det er kun muligt at opsamle dets frø, når vi som profeten Elias trænger ned i vor sjæls dybder og åbner os for den guddommelige brises sagte hvisken (jf. 1 Kong 19,11-13).

At bedømme

Når Jesus læser skriftstedet fra profeten Esajas i synagogen i Nazareth, henviser han til sin egen sendelse for dem, der venter på Messias: ”Herrens Ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til de fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår for Herren” (Luk 4,18-19).

På samme måde kan vi kun opdage vort eget kald gennem en åndelig ransagelse. Det er ”en proces hvorved en person tager et afgørende valg i dialog med Herren og ved at lytte til Helligåndens røst, med udgangspunkt i valg af egen livsstil” (Den 15. ordinære bispesynode, ’Unge, troen og bedømmelse af kald’, II, 2).

Således opdager vi, at det kristne kald altid har en profetisk dimension. Skriften fortæller os, at profeterne blev sendt til Israels folk i tider med stor materiel usikkerhed og åndelig og moralsk krise, for i Guds navn at give et budskab om omvendelse, håb og trøst. Ligesom en hvirvelvind udfordrer profeten den falske ro, som præger en samvittighed, der har glemt Herrens ord. Han ser begivenheder i lyset af Guds løfte og lader folk ane daggryet midt i historiens mørke skygger.

Også i dag har vi et stort behov for ransagelse og profeti. Vi må modstå ideologiens og fatalismes fristelser, og i vores Gudsforhold opdage de steder, måder og situationer, hvorpå Han kalder os. Enhver kristen bør udvikle evnen til at kunne ”læse indad” i livet og forstå hvor og til hvad Herren kalder ham eller hende til.

At leve

Endelig forkynder Jesus de store nyheder i nuværende stund – hvilket vil begejstre mange og forhærde andres hjerter. Tidens fylde er inde og han er Messias, sådan som Esajas forkyndte og han er salvet til at frigive fangerne, give blinde synet og forkynde Guds barmhjertige kærlighed til alle skabninger. Faktisk siger Jesus: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse” (Luk 4,21).

Evangeliets glæde, som åbner os for at møde Gud og vore brødre og søstre, venter på vor langsommelighed og vor dovenskab. Den vil ikke fylde vore hjerter, hvis vi bliver stående ved vinduet med en undskyldning om at afvente det rette øjeblik, med mindre vi tør risikere at beslutte os i dag. Kaldet er i dag! Den kristne sendelse nu! Hver eneste af os kaldes – hvad enten det er til det ægteskabelige liv, præstegerningen eller til et liv med et særligt kald – til at vidne om Herren her og nu.

Dette ”i dag”, som Jesus forkyndte, forsikrer os om at Gud fortsat ”kommer ned” for at frelse menneskeheden og delagtiggøre os i Hans mission. Herren kalder fortsat nogle til at leve sammen med og følge Ham på en særlig intim måde. Han kalder fortsat andre til at tjene Ham direkte. Vi må ikke være bange når Han kalder os til vie vort liv på en særlig måde til Hans rige! Det er smukt – og det er en stor nåde – at være helt og for altid viet til Gud og til at tjene vore brødre og søster.

Herren kalder i dag fortsat folk til at følge Ham. Vi behøver ikke at vente til vi er perfekte for at kunne besvare dette kald med et generøst ”her er jeg” og heller ikke lade os skræmme af vore egne begrænsninger og synder, men at lytte til Herrens røst med et åbent hjerte. Da kan vi høre Hans røst, lære vor egen sendelse i Kirken og i verden at kende, og endelig at udleve den sendelse, som Gud giver os i dag.

Må den hellige Maria, den unge kvinde fra periferien, som lyttede til Guds inkarnerede ord, tog imod det og levede det, altid beskytte og ledsage os på vor vej.

Fra Vatikanet, 3. december 2017

1. søndag i advent

FRANS