08.05.18 10:37 Alder: 16 days
Kategori: hovednyhed, Andet, Nyt fra bispedømmet

Voldsom brand på Sct. Ibs Skole i Horsens


En større brand opstod søndag på den katolske Sct. Ibs Skole i Horsens. Branden, som i lang tid var ude af kontrol, men nu er sluttet, har medført omfattende skader. Fem klasseværelser, en SFO og skolens forsamlingssal er delvist ødelagte.

Til TV2 Østjylland beskrev vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Jørgen Bystrup, branden som ”meget voldsom” og med ”næsten 50 meter høje flammer”.

Det er en stærkt påvirket skoleleder, som mandag morgen gik rundt til alle klasserne på den katolske skole for at tale med eleverne om gårsdagens brand.

”Det er en stor del af skolens sjæl, der nu er væk”, siger skoleleder Dan Ingemann Jensen:

”Det er ikke bare fem klasseværelser. Der er tusindvis af elever, der har danset lancier og fået overrakt deres eksamensbevis dér. Fællesskabet betyder rigtig for vores skole, og det er et hårdt slag”.

Det vil i de kommende dage være muligt at gennemføre undervisning på skolen, siger skolelederen.

”Vi har nogle 8. klasser, der er i København, og SFO sender vi på ture de næste dage, så vi skal nok løse det de næste dage”.

Dan Ingemann Jensen vil i de kommende dage afholde en række krisemøder med skolens lærere. De skal ikke mindst handle om, hvordan skolen håndterer situationen på den lange bane.

”Så kommer den svære udfordring, nemlig hvordan vi løser undervisningen frem mod sommerferien”, siger han.

Læs mere HER og HER