28.05.18 13:54 Alder: 21 days
Kategori: Biskoppens prædikener

Biskoppens prædiken på valfarten til Åsebakken søndag den 27. maj


Læsninger: 5 Mos 4,32-34.39-40; Rom 8,14-17; Matt 28,16-20

Sidste søndag fejrede vi pinse, Helligåndens komme, opfyldelsen af Jesu løfte til sine disciple om at sende den hjælp, der skulle til, for at de kunne forstå alt, hvad han havde lært dem og nu efter hans opstandelse omsætte det i liv og aktiv forkyndelse.

Ved at sende og åbenbare os Helligånden har Jesus også tydeliggjort den fylde, som Gud rummer og dermed lagt op til, hvad vi fejrer i dag, festen for Den hellige Treenighed. I sit liv på jorden var Jesus dog kommet med mange udmeldinger om, at Gud, selv om han er én og den eneste Gud, i sit væsen også rummer muligheden for relation, og dermed må bestå af personer, som kan relatere. Ved Jesu dåb i Jordan optræder alle tre guddommelige personer: Faderen forkynder under Helligåndens ledsagelse, at Jesus er hans elskede Søn (jf. Matt 3,16b-17 Mk 1,10-11 Luk 3,22). Mangfoldige er også de steder, ikke mindst hos evangelisten Johannes, hvor Jesus taler om sit meget nære forhold til Faderen – at de to er eet (Joh 10,31 jf. Joh 5,19-47). I dagens evangelium bliver de tre guddommelige personer nævnt i den sammenhæng, vi er så vant til.

Påsketiden igennem har vi fejret begivenheder, de store hændelser omkring Jesu lidelse, død og opstandelse, efterfulgt af himmelfart og til sidst Helligåndens komme. Med dagens fest, for Den hellige Treenighed, fejrer vi ikke en begivenhed, men et faktum. Læren om Gud som treenig er eet af de mest grundlæggende dogmer i vor kristne tro og trods mange udestående divergenser noget, som alle kristne deler og er enige om.

Treenigheden er en naturlig del af vort liv som kristne: Vi er døbt i Den treenige Guds navn, vi gør korsets tegn med at påkalde Treenigheden og slutter salmerne i tidebønnen og de enkelte led af rosenkransen med et ”Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.”

Alligevel får alt dette os sikkert ikke til ofte at meditere dybt over Treenigheden. Med rette er vor Gudsdyrkelse i høj grad koncentreret om Kristus, Guds Søn, og naturligvis med god grund. Han er den, som blev sendt til verden som frelser. Det er ham, som gik så radikalt ind i vort liv som menneske ved selv at blive det, og det er ham, som meget konkret fortalte os mennesker, hvad det vil sige at være Guds børn, og hvad vi skal gøre for at vise det. Med sit eget liv som eksempel lærer han os, ikke at satse på magt, rigdom og anseelse, men lade tjenersind være et kristent kendetegn. Denne holdning var på ingen måde et opgør med autoritet, men tværtimod en understrengning af, at der er én, som har en absolut autoritet, nemlig Gud, og at alt skal relatere til Ham.

Det er naturligt for os og en forpligtelse at sætte Kristus i centrum, at ære Ham som Guds Søn, gøre de ting, han som Kirke og som hans disciple har bedt os om, samt følge hans eksempel på næstekærlighed. På trods af, at Kristus fylder meget, også i hans egen forkyndelse, og han ikke lader os i tvivl om, hvem han er, så er det også hele tiden klart, at Kristus ikke handler autonomt, men i nært samarbejde med sin Fader, ja også i lydighed mod ham og i tæt afhængighed af ham. De mange tegn på Jesu omtale af hans forhold til sin Fader og om Helligåndens sendelse lader os mærke, at den gamle pagts strenge billede af Gud som kun én er blevet nuanceret og uddybet med Jesu komme til jorden.

Det er også på denne baggrund, at vi skal fejre dagens fest. Når vi i teologien får forklaret Treenigheden og bekender den i liturgien, fx i dagens præfation, så kan det hele virke meget skematisk. I vor iver efter at forklare det uforklarlige bedst muligt finder vi nyttige ord og begreber. Det er også fair nok, fordi vi mennesker, i hvert fald vi vesterlændinge, gerne vil have ting logisk forklaret. Dog skal vi altid huske på, at når vi taler om Gud, så vil selv de dybsindigste teologiske tanker og klare formuleringer være utilstrækkelige. Derfor må vi også give plads til tilbedelse og lade os bære af dyb tillid til, at det, som Jesus har åbenbaret os om guddommen, er sandt. Iveren efter at følge Jesus i det praktiske kristne liv må altid være ledsaget af en længsel efter og en sans for mysteriet samt erkendelsen af, at noget er helligt og kræver respekt, også med ydre tegn.

Uden mysteriets dybde og tilgang vil læren om Treenigheden være meningsløs. For ikke-troende vil teologiens forklaringer om Treenigheden være spidsfindigheder, som skal gøre troen på noget umuligt plausibel; men også vi troende kan i vor iver efter at være konkrete og pragmatiske glemme mysteriet og også fristes til at afskrive læren om Treenigheden, om ikke som overflødig, så som sekundær. Dette må ikke ske, så derfor skal dagens fest, understøttet af Helligåndens indgriben, fylde vor kristne praksis med ægte liv.

Trods sin ophøjethed og på trods af, at der er så meget, vi har svært ved at forstå i vor tilgang til Treenigheden, så der dog også noget meget konkret, vi kan udlede af troen på dette mysterium, og som kan være til opmuntring og styrke for os i en bevæget tid.

Mere end noget andet er Treenigheden indbegrebet af enighed, harmoni og kærlighed, dyder, som vi på så mange måder i dag ser udfordret og truet. Verden omkring os er fuld af eksempler. Vi har vænnet os til, at der altid er krig et eller andet sted i verden, at der trods mange fremskridt i fremme af velfærd og sygdomsbekæmpelse stadig er megen og nogen steder voksende nød og elendighed. Det, der foruroliger os, er at så mange ting optrappes, måske nok undertiden med en skrappere militær og økonomisk kurs, men fremfor alt og mere bekymrende med enegang, og vel at mærke enegang som opgør med en vis hidtidig form for solidaritet og samarbejde. Store nationer isolerer sig og går egne veje, samarbejdet i EU bliver mere skrøbeligt, grupper i de enkelte lande gør op med eliten, nogle gange til dels berettiget, men som regel med konsekvenser, der i stedet for at bringe et sundt alternativ, er næret af populisme og dermed skaber polarisering. Lokale militære konflikter trappes op og bliver til stormagternes stedfortræderkrige.

Naturligvis er alle disse problemer komplekse, og som kristne kan vi ikke lægge os fast på én bestemt politisk eller samfundsmæssig ideologi eller vision. Dog må vi gerne holde udkig efter og fremme det, der har enhed og samarbejde som mål, forudsat det naturligvis i det mindste indirekte tager højde for kristne grundværdier. Al splittelse af den art, vi oplever, er et antividnesbyrd mod det, som vi ærer i Treenigheden, og som Kristus så gerne ser bredt ud til alle fællesskaber. Som enkeltpersoner og efterhånden også som grupper, inkl. Kirken, er vi for det meste magtesløse over for disse udviklinger. Dog kan vi i det små, når vi afgiver vor stemme eller øver indflydelse i andre sammenhænge, stemme på og arbejde for, hvad der fremmer enhed og ikke bevirker polarisering eller pleje af snævre særinteresser. Presset på trosfriheden og et negativt og unuanceret syn på flygtninge er eksempler på sådanne særinteresser.

Men heller ikke Kirken selv, det store tegn på enhed, er upåvirket af disse strømninger. Også her oplever vi at kræfter, også på højt plan, modarbejder hinanden eller i hvert fald er uenige. Vi skal ikke for hurtigt dæmonisere den ene eller den anden part. Kirken er også gennem tiderne blevet styrket af spændinger og er kommet ud af dem med nye, klare formuleringer og et fornyet og mere autentisk ansigt. Alligevel spørger vi os om den blæst, vi mærker, er Helligåndens forfriskende og nødvendige åndepust eller en hærgende storm sluppet fri af negative kræfter, som måske mener det godt, men overser væsentlige ting i lære og tradition?

Naturligvis står politiske ledere og Kirkens hyrder på hver sit felt med et særligt ansvar. Alligevel er arbejdet for enhed noget, alle borgere og alle medlemmer af Kirken er ansvarlige for. Der skal strategier og dialoger til for at afbøde splittelser og polarisering; men sand enhed er aldrig kun et kompromis, men skal bygge på noget helt fundamentalt. I politik er det nærliggende at søge kompromiser; men når vi kristne arbejde for enhed, så må vi gå til kilden, Gud selv, ikke mindst i hans treenige væsen. Denne enhed er jo netop ikke monolitisk, men udtryk for den mangfoldighed, som Gud har bragt til udtryk, først i skabelsen og senere i sin Kirke, hvor den naturlige og legitime mangfoldighed ikke er en hindring, men en styrke.

Det er det, vi som ikke mindst katolske kristne, skal prøve på at udnytte, at vor legitime mangfoldighed i teologisk og fromhedsmæssig henseende, og på lokalt plan også etnisk og kulturelt, bliver noget, der ses som et udtryk for vor Kirkes rigdom. Om al mangfoldighed gælder det dog, at den aldrig må fragmenteres elle være fragmenterende, de enkelte dele må aldrig få nok i sig selv eller tage monopol, men altid have udgangspunkt, først og fremmest i Gud selv og hans åbenbaring, dernæst i hvad, hans Kirke lærer og disponerer, når den forsvarer og tydeliggør den kristne tro og viser nye nødvendige veje til styrkelse af fællesskabet.

Lad os i tilbedelse af Treenigheden og i vor bøn til Gud erklære ham vor tro, beundring og loyalitet, bede ham om fortsat dybere indsigt i, hvad vi allerede har erkendt og om kraft til at overvinde synd og egenvilje, så vi alle på alle niveauer i vor Kirke kan være enhedens tjenere.

Amen.