28.06.18 00:00 Alder: 23 days
Kategori: Arrangementer

Valfart til Sankt Knud Lavards ære


Haraldstedvalfarten starter med andagt i Haraldsted Kirke. Arkivfoto.

Nåede du ikke at komme med til Åsebakken eller Øm? Så er der endnu mulighed for at komme på valfart.

Den 8. juli fejres den traditionsrige valfart til ære for Knud Lavard, bispedømmets værnehelgen, i Haraldsted. Valfarten er bispedømmets mindste, men til gengæld også den ældste og smukkeste.

Klokken 14 starter valfarten med andagt i Haraldsted Kirke. Her blev liget af den myrdede Knud Lavard bragt til, efter at han var blevet lokket i baghold og myrdet i skoven ved Haraldsted. Legenden fortæller, at en kilde sprang frem på det sted, hvor Knud Lavard blev myrdet. I middelalderen opstod der et stort valfartssted her, og der blev bygget et kapel på det sted, hvor helligkilden sprang frem.

Valfarten indledes med andagt i Haraldsted Kirke kl 14. Derefter går man i procession ud til kapelruinen, hvor der er messe ca. kl. 15. Valfarten slutter med sakramental velsignelse foran Sankt Knud Lavards Hus. Efter valfartsprogrammet er der hyggeligt samvær i haven med mulighed for at købe pølser, øl. sodavand, kaffe og kage.

Alle er hjerteligt velkomne til valfarten. Bemærk at der ikke går offentlig transport til Haraldsted om søndagen.

Har du spørgsmål vedrørende valfarten så kontakt Ruth Simonsen på tlf.:24 26 25 49.