Erling Rasmussen, en af den katolske kirkemusiks 'grand old men' fylder rundt.
Erling svinger sig adræt op i sadlen og giver den fuld gas på den frederiksbergske cykelsti. Kun det hvide hår fortæller, at han den 11. februar runder et skarpt hjørne og fylder 80. Selv om navnet Erling Elmark Rasmussen måske ikke siger dig noget, har du alligevel mødt ham mange gange i kirken, for han er den suverænt mest brugte komponist i bispedømmet.
I 1961 mødte han Christel på kursusejendommen Sonnenberg i Harzen. Han var protestant, og hun kom fra en katolsk familie. De lovede hinanden at sætte sig grundigt ind i den andens tro, og derfor begyndte Erling at gå til undervisning hos pastor Bjørn Højbo. Snart fandt han ud af, at han i grunden altid havde været katolik. Efter at være konverteret begyndte han at studere musik. Af og til afløste han John Lundorf på orglet i Sakramentskirken, og en dag spurgte pastor Kjeld Geertz-Hansen ham så, om han ikke havde lyst til at blive kantor og organist i Sankt Ansgars kirke. Der var akut brug for ham.
Nu kom Erling virkelig på en ildprøve. Han var helt grøn konvertit og havde slet ingen føling med messens liturgi. Dengang var der majandagter hver eneste dag i måneden med sakramental velsignelse, rosenkransbøn, salmer og indgangs- og udgangsspil. Måneden efter døde Johannes XXIII den 3. juni 1963, og Erling stod nu med ansvaret for at arrangere en kæmpe requiemsmesse med repræsentanter for kongehuset, regeringen og diplomatiet. At han slap fra det med skindet på næsen skyldes i høj grad daværende sognepræst ved Sankt Ansgars Kirke Kjeld Geertz-Hansen, der var en stor liturg. Han kendte til alle detaljerne i den latinske messes liturgi og blev hans faderlige mentor.
Syng dansk blev slagordet, efter at Det andet Vatikankoncil havde vedtaget sin store liturgiske reform. I 1965 kom der påbud om, at nu skulle messen synges på dansk. Ordinariumsleddene dvs. kyrie, gloria, credo, sanctus og agnus dei blev sammen med bønner, vekselsange m.m. oversat til dansk, og dermed opstod der pludselig et kæmpebehov for nye melodier til liturgien. Allerede i 1966 kom Erlings første danske messe i et lille rødt hæfte produceret til menigheden i Sankt Ansgars Kirke. I et par år kørte man kun med dansk, indtil dansk og latin blev kørt sideløbende. Erling kom på dobbeltarbejde. Han måtte starte en helt ny musikkultur i domkirken samtidig med, at han også skulle fortsætte den latinske musiktradition, som jo havde været der hele tiden. Mange af Folkekirkens salmer blev med de nye tider en fast del af repertoiret i de katolske kirker. Erling var havnet på øretævernes holdeplads med mange utilfredse konvertitter, for hvorfor skulle de nu til at synge danske salmer? Debatterne om kirkemusik var heftige - både i Katolsk Orientering og Kristeligt Dagblad.
I 1970 kom Erlings anden messe – nummer 105 i Lovsang. Den er siden blevet den mest brugte og anvendes for eksempel til diakon- og præstevielser. Han har skrevet tre højmesser, en rytmisk messe, Johannesmessen og en børnemesse, der blev uropført af børnene Susanne og Bjørn. Han har også lavet musik til samtlige 150 davidssalmer .
Af særlig prægnante værker fra Erlings hånd kan nævnes et klangfuldt og flot julehalleluja, det lange credo fra den første messe, og fra liturgien i den stille uge kan nævnes salme 23 Herren er min hyrde, salme 22 min Gud min Gud hvorfor har du forladt mig og salme 30 Fader, i dine hænder befaler jeg min ånd.
Erling opfatter sig som liturgisk organist og betegner messens musik som funktionsmusik, hvor musikken skal tjene teksten. I de seneste år har han komponeret orgelforspil til samtlige salmer i Den danske Salmebog. Det er blevet til mere end 2.600 forspil - nogle gange med flere melodier til hver af salmerne. Forspillene bruges af mange af Folkekirkens organister. Organistforeningens blad kaldte dem: “ en guldgrube af høj håndværksmæssig standard. Det fornemmes hurtigt at vi har at gøre med en komponist, der har musikteorien i orden. Sagt med andre ord er forspillene lige til et 12-tal ved en af kirkemusikskolernes prøver i orgelforspil”.
Erling har med klare og kontante udmeldinger jævnlig deltaget i debatter omkring kirkemusikkens vilkår i Danmarks katolske kirker. Han mener, at der sættes for lidt penge af til at pleje den talentmasse vi har og at der skal være mere støtte til dem, der uden at have de store forudsætninger påtager sig at være organister.
Sideløbende med sit organistembede har han i mere end 40 år arbejdet på Christianshavns Gymnasium, som lærer i idræt, musik og dansk. Her brugte han også sin musikalske kunnen til at skrive revymusik til gymnasiet. Efter i 1980 at være standset som kantor og organist i domkirken har han gennem mange år trofast deltaget i domkirkens påskeliturgi, ofte sammen med børnebørnene Felix og Theodor, datteren Susanne, der er internationalt kendt operasanger og sønnen Bjørn, der er organist ved Timotheuskirken i Valby. Påskenat i domkirken synger han altid vekselsangen til den 3. obligatoriske læsning 2. Mos 15 med antifonen "Lad os synge for Herren, for han er højt ophøjet". Erling er stadig i fuldt vigør som organistafløser i Folkekirken og spiller også af og til i Sankt Nikolaj Kirke i Hvidovre.
Et interview med Erling Rasmussen kan ses på websitet katolskliv.dk.
Tekst: Lisbeth Rütz