Fejringen af påsken er den ældste i kristenheden, idet Jesu lidelse, død og opstandelse er kristendommens centrale mysterium. Omkring påskefesten udviklede påsketiden sig til årets vigtigste højtid, og på samme måde udviklede fejringen for Kristi fødsel med tilhørende juletid sig i kirkeåret siden 300-tallet. Denne periode starter med 1. søndag i advent og slutter med festen for Herrens dåb. I modsætning til påskefesten har denne højtid intet jødisk udspring. Helligdagene 25. december og Epifanifesten (Herrens åbenbarelse) 6. januar ligger fast, uanset ugedag. Beregninger af solåret ligger til grund for tidspunktet for julefesten, og den har formentlig erstattet den gamle romerske vinterkult til ære for solen.
Kun i Vestkirken
Ligesom påsken krævede julen også en forberedelsestid, der fik navnet Advent (latin Adventus, dvs. komme). Den historiske udvikling af perioden har artet sig forskelligt i de forskellige kirker. Folkelig fromhed og skikke knyttet til julefesten, har givet advent en særlig plads i den kristne bevidsthed i Vesten. For advent fejres kun i Vestkirken.
De første spor af en forberedelsestid op til jul findes ikke i den romerske liturgi, men i Spanien og især i Gallien. Det er her vigtigt, at i disse lande – med deres tætte bånd til Østkirken – var Epifanifesten den 6. januar den oprindelige fest for Kristi fødsel, og en tid også en vigtig dåbsdag, hvilket ikke var tilfældet i Rom.
Ser vi bort fra nogle usikre rapporter fra anden halvdel af 300-tallet om ”tre ugers intens religiøs aktivitet”, er det ældste vidnesbyrd om advent som en forberedelsestid fastebestemmelserne udsendt af den hellige biskop Perpetuus af Tours (død ca. 494). De opfordrer til faste tre dage om ugen i tiden fra festen for Sct. Martin af Tours (ca. 316-97) den 11. november til jul. Denne forordning baserede sig på en tidligere ”Sct. Martins faste”, som varede fra hans festdag til Epifanifesten, altså otte uger (56 dage). Men da denne region på daværende tidspunkt havde tætte bånd til Østkirken, var der ingen faste lørdage og søndage, så perioden indeholdt kun fyrre fastedage. Det egentlige motiv bag denne fastetid var, at Epifanifesten var en dåbsdag og derfor skulle forberedelsestiden udvises samme respekt som de fyrre dages fastetid før påske, som også var en dåbsdag. Præcis hvilke kirker, der overholdt denne fastetid, er vanskeligt at fastslå på grund af tyndt kildemateriale.
Kristi inkarnation
De første spor af en adventsliturgi finder vi i midten af 400-tallet i Ravenna, Norditalien, som var væsentligt præget af Østen. Forventningen om Kristi fødsel er det centrale tema i liturgien. I Rom blev starten på en adventsliturgi for første gang synlig i midten af det 5. århundrede i forbindelse med tamperdagene. Den hellige pave Callistus I (217-22) havde i starten af 200-tallet indført Quatuor Tempora, tamperdagene – en fastetid den første uge af marts, juni, september og december. I disse uger var onsdag, fredag og lørdag særlige bods- og fastedage, hvor man afholdt sig fra korn, vin og olie. Nu begyndte messerne på tamperdagene i december at få et tydeligt adventspræg. Et nyt og betydningsfuldt skridt skete under den hellige pave Gregor den Store (590-604). Hans sakramentarium (for Rom) indeholder fire søndagsmesser og tre tamperdagsmesser med et adventspræg. Her kan man se, at det oprindelige fokus for advent ikke så meget var forventningen til Kristi andet komme (gr: Παρουσια; parousia) som forventningen om Kristi inkarnation (hans fødsel som menneske) og forberedelsen til dens liturgiske fejring. For inkarnationen som historisk begivenhed markerer begyndelsen på vor frelse og sikrer dens fuldendelse ved Kristi genkomst.
Adventstiden som bodsperiode
I andre dele af kirken, især i Gallien, skete der et markant skift i vægtningen af denne dimension, og den eskatologiske dimension af advent blev stærkt understreget. Dette skyldes formentlig indflydelsen fra irske missionærer såsom Sct. Columbanus af Bobbio (ca. 542-615), der lagde særlig vægt på Herrens komme for at fælde dom samt behovet for at omvende sig inden den endelige dom. Disse irske missionærer gjorde adventstiden til en bodstid gennem deres forkyndelse af bod. I den galliske liturgi blev Gloria og Halleluja således fjernet fra messen og te Deum fra officiet, og der blev brugt violette messeklæder.
Noget af denne bodskarakter blev overført fra Gallien til den romerske adventsliturgi i det 12. århundrede, fx fjernelsen af Gloria og brugen af violette messeklæder. Men i Rom blev advent ikke betragtet som en egentlig bodstid, hvilket fremgår af det faktum, at det glædesfyldte Halleluja blev bibeholdt. Der har ikke været foreskrevet nogen obligatorisk adventsfaste siden bekendtgørelsen af Kirkeretten i 1917.
Adventstidens længde
Hvad angår adventstidens længde vandt den romerske løsning med fire adventssøndage frem først efter en vis nølen, skønt kong Pipin den Lille (741-68; konge fra 751) og hans salige søn Karl den Store (768-814; kejser fra 800) havde indført den i Frankerriget. I en lang periode kunne adventstiden vare fire, fem eller seks uger, afhængig af bispedømmet. Selv i dag har den ambrosianske liturgi i Milano seks søndage i advent. Det var først i løbet af 900- og 1000-tallet, at den romerske løsning synes at være blevet accepteret i den frankisk-galliske verden.
Hvis den 25. december faldt på en søndag, begyndte mange kirker adventen den 26. november for at kunne fejre fire søndage i advent og en vigiliemesse for julen. Men til sidst blev det normen, at i dette tilfælde skulle adventen først starte den 3. december, mens liturgien for 4. søndag i advent måtte vige til fordel for vigiliens liturgi. Reglen om, at advent tidligst kan starte 27. november og senest 3. december, blev bibeholdt efter liturgireformen i 1969. Adventstiden starter med første vesper for 1. søndag i advent og slutter før første vesper for jul. Men liturgien for 4. søndag i advent bortfalder ikke længere, hvis den falder den 24. december.
Adventstidens dobbelthed
Adventstiden har en dobbelt karakter som en forberedelsestid til jul, når man mindes Guds Søns første komme til menneskene, men også som en tid, hvor man forbereder sindet til Kristi andet komme ved tidens ende. Det er dermed en glædelig og åndelig forventningstid. På den måde understreges det, som altid har været fremhævet i den romerske liturgi, at advent ikke primært er en bodsperiode som forberedelse til den dømmende Kristi genkomst, men en højtidelig ihukommelse af inkarnationen, og på grundlag af inkarnationen en from og frydefuld forventning om parus, Jesu andet komme. For historiske begivenheder som endnu ikke har fundet sted, kan ikke fejres, kun forventes.
Adventsliturgien
1. søndag i advent er læsningerne præget af Jesu genkomst på den yderste dag. 2. og 3. søndag står Johannes Døberens skikkelse foran os, mens 4. søndag præsenteres Maria for os, moderen og jomfruen, der fødte Jesus.
3. søndag i advent kaldes "Glædens søndag" eller Gaudete søndag (latin gaudere, dvs. at glæde sig). Denne betegnelse har den fået fra dagens Introitus (indgangsvers), således som det står i Graduale Romanum: Gaudete in Domino, semper: iterum dico, gaudete (”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer!” (Fil 4,4-5)).
Fra violet til rosa
Gaudate søndag markerer skellet mellem første og anden del af adventstiden. Første del fremhæver Kristi andet komme, som vi venter på, mens fokus i anden del af adventstiden, som varer fra 17. december til 24. december om morgenen, er den forestående fejring af Jesu første komme på historiens første juledag. Dette skel i adventstiden har et rent fysiske tegn i liturgien. Vi ser, at det tredje lys i adventsstagen er lyserødt og det samme er præstens messehagel denne dag. Man kan sige, at adventstidens violette farve denne dag blandes med højtidens hvide, og resultatet er lyserødt.
Oprindelsen til den lyserøde farve strammer fra middelalderens Rom og er oprindeligt knyttet til 4. søndag i fasten. På denne dag plejede paven at give en gylden rose som en udmærkelse til mennesker, han syntes særligt havde fortjent det. Rosafarvede ”gardiner” blev hængt op som dekoration i kirkerne, hvilket tolkedes som en pause fra fastetidens strenge regler. Det første ord i Introitus denne dag er Laetare, hvilket også betyder at glæde sig: Laetare, Jerusalem, et conventum facite, omnes qui diligitis eam (”Glæd jer med Jerusalem, jer med hende, alle I, der elsker hende” (Es 66,10)). Da advent med tiden udviklede sig til ”den lille fastetid”, afspejlede ”glædens søndag” i advent ”glædens søndag” i fasten.
Den 17. december begynder de sidste otte dage før jul, som på særlig måde skal forberede festen til Jesu fødsel. De har deres egne messetekster og i tidebønnerne gennem de såkaldte O-antifoner til Magnificat, opkaldt efter åbningsordene i den latinske tekst.
Votivmesserne for Maria lørdagene i adventstiden (fra Missale Romanum, 1570) blev mange steder også fejret på andre hverdage og fik i det tyske sprogområde navnet Roratemesse. Den kan fortsat fejres på hverdage i advent, men kun til og med 16. december.
Folkelige skikke
En række populære skikke i advents- og juletiden viser den store popularitet denne tid har. Ved siden af skikke, som udspringer af kirkelige skikke, har de fleste skikke i denne periode vintersolhverv som udgangspunkt og er ofte kun sekundært forbundet med bestemte fester eller helligdage. Antagelig som en parallel til juletræet opstod brugen af adventskranse i det protestantiske ungdomsarbejde under mellemkrigstidens Tyskland. Skikken er for længst blevet overtaget af katolikker, ligesom juletræet, men ”katolske” adventskranse kendes på det lyserøde ”Gaudete-lys”. Nogle kranse har et hvidt lys i centrum af cirklen, som tændes juledag når adventstiden er ovre.
Andre sekulære adventsskikke er adventskalenderen, som med enkle kneb kan ”kristnes”, og i det vintermørke Skandinavien også skikken med adventsstjerner i vinduerne.
Kilder: Schauber/Schindler. Artiklens hovedkilde: Adolf Adam, The Liturgical Year: Its History and Its Meaning after the Reform of the Liturgy (Collegeville, Minnesota: Pueblo/The Liturgical Press 1980/1990; original: Freiburg im Breisgau 1979).
Tekst: pastor Per Einar Odden, bispedømmet Oslo