Algeriet: Tvinger Caritas til at lukke sine aktiviteter

Den katolske Kirke i Algeriet annoncerer den hidtil uhørte lukning af Caritas, Kirkens bistands- og udviklingsorganisation, der har virket i det nordafrikanske land siden 1962.

Ifølge en pressemeddelse vil den “fuldstændige og endelige lukning af vores sociale hjælpeorgan Caritas Algeriet ske fra og med den 1. oktober 2022”.

Ærkebiskop Jean-Paul Vesco af Algier og hans forgænger, ærkebiskop emeritus Paul Desfarges, siger i en pressemeddelelse udsendt tirsdag, at foranstaltningen blev truffet “i overensstemmelse med de offentlige myndigheders anmodning”.

Årsagen til myndighedernes beslutning blev ikke oplyst.

Men det er underforstået, at der stadig er en igangværende dialog om spørgsmålet mellem Kirkens repræsentanter og ministeriet for religiøse anliggender.

Hvad er baggrunden for lukningen?
Caritas Algeriet, som beskæftiger omkring 40 personer, har i de seneste år gennemført hjælpeprogrammer for mennesker med fysiske og mentale handicap samt dårligt stillede kvinder og børn.

Organisationen arbejder også med migranter syd for Sahara, som er stadig flere og flere i dette overvejende (97%) muslimske land.

Det sociale hjælpeorgan blev oprettet i 1962, få dage før Algeriet erklærede sin uafhængighed. På trods af sit navn er det ikke tilknyttet Caritas Internationalis, der har hjemsted i Rom.

Den algeriske regering overvåger imidlertid nøje de foreninger, der har forbindelser med udenlandske organisationer, da den frygter indblanding udefra, især i forvaltningen af migrationsstrømme.

Hvad vil den lokale kirke gøre?
“Beslutningen var vanskelig at træffe, men Kirken i Algeriet vil forblive trofast over for sin velgørende mission i broderskabets tjeneste, i partnerskab med alle mennesker af god vilje”, insisterede ærkebiskop Vesco.

Den algeriske Kirke har ikke til hensigt at opgive at hjælpe den lokale befolkning.

Den begrunder sit engagement med henvisning til dokumentet om menneskelig broderskab, som pave Frans og Al-Azhar's storimam, Ahmed El-Tayeb, underskrev i 2019 i Abu Dhabi.

“Troen får den troende til at se i den anden en bror eller søster, der skal støttes og elskes”, står der i erklæringens indledende linje.

“Gennem troen på Gud, der har skabt universet, skabningerne og alle mennesker (lige i kraft af hans barmhjertighed), er de troende kaldet til at udtrykke dette menneskelige broderskab ved at beskytte skabelsen og hele universet og støtte alle personer, især de fattigste og de mest trængende”, hedder det videre.

Hvad er reaktionerne?
Nyheden om Caritas Algeriets tvungne lukning har givet anledning til mange reaktioner på de sociale medier, da agenturet har status som en “forening efter algerisk lov, der er godkendt af staten”.

“Caritas har altid arbejdet for de fattiges og trængende menneskers velfærd. Forhåbentlig vil denne beslutning blive revideret”, skriver en person på Facebook.

“Jeg havde mulighed for at tage et læreruddannelseskursus (hos Caritas)", sagde en algerisk kvinde ifølge det franske katolske dagblad La Croix.

"Jeg mødte vidunderlige mennesker, hvis motto var at gøre det gode og bidrage til at forbedre tingene i Algeriet," tilføjede hun.

Kilde: La Croix