Caritas Internationalis har på sin generalforsamling i Rom valgt ny generalsekretær, Alistair Dutton (billedet), som har arbejdet i organisationen siden 1996 og har mere end 25 års erfaring inden for det humanitære område.
En pressemeddelelse forklarer, at Alistair Dutton frem til 2027 skal stå i spidsen for Caritas-konføderationen, som omfatter 162 nationale Caritas-medlemsorganisationer. Hans valg kommer to dage efter at ærkebiskop af Tokyo, Tarcisio Isao Kikuchi, blev valgt som ny formand for Den katolske Kirkes humanitære bistandsorganisation.
Alistair Dutton er i øjeblikket adm. direktør for SCIAF (Caritas Skotland) og har mere end 25 års erfaring inden for det humanitære område, idet han har ledet projekter i mere end 70 lande. Fra 2009 til 2014 var han humanitær direktør for Caritas Internationalis.
Han begyndte at arbejde for Caritas tilbage i 1996. ”Siden da har min rejse med Caritas ført mig rundt i hele verden: fra krigen i Kosovo, Darfur, Irak, Liberia og Syrien til tsunamier i Asien, jordskælv i Haiti, Indien, Indonesien og Chile; konflikter, der er opstået på grund af grådighed og udnyttelse af naturrigdomme i Afrika, bølger af fordrevne i Mellemøsten og ødelæggelser forårsaget af klimakatastrofen og ekstremt vejr: cykloner og oversvømmelser i Pakistan, Myanmar, Indien og Bangladesh, fødevarekriser i så mange lande i Afrika fra Sahel til Somalia, Sudan til Zimbabwe og den skræmmende virkelighed med synkende østater i Stillehavet”, sagde han.
I 2014 var Dutton også administrerende direktør for Sphere Project, det internationale organ for humanitære standarder. Fra 2005 til 2009 var han også leder af Christian Aid’s enhed for humanitære programmer for Afrika.
På Caritas Internationalis’ generalforsamling blev Kirsty Robertson ligeledes valgt som ny næstformand for Caritas Internationalis. Hun har været adm. direktør for Caritas Australien siden 2019. Roberts har tidligere haft forskellige stillinger hos Caritas Australia, herunder Pacific Programs Coordinator og Communications Group Leader, og hun har været CEO hos Mary MacKillop.