I slutningen af kirkeåret fejres Alle helgen, og vi opfatter det spontant som en efterårsfest. Med ’efterår’ tænker vi ikke blot på årstiden, men også på den symbolske betydning, der ligger i udtrykket ’livets efterår’. Alle helgen og efterår har noget at gøre med høst, tilbageblik og status, men også med et udsyn til målet for vor livsvej.
Før Alle helgen blev en fest for alle kristne hellige, var det en fest for alle martyrer. I det 6. århundrede samlede man i Rom martyrernes knogler fra katakomberne – de store underjordiske gravanlæg uden for byens mure – og placerede dem i det gamle romerske tempel, Pantheon, der var omdannet til kirke. Denne dag blev fundamentet for festen for alle helgen. Hvorfor gjorde man det? For de kristne var det imidlertid vigtigt at hente disse knogler. De var en erindring – en håndgribelig opfordring: Se her! Disse mennesker havde en drøm, der også er vor drøm. De levede i denne drøm og levede efter den – ja, de døde endog for den.
Alle helgensfest er en stor festdag for hele Kirken. Vi glæder os i dag over alle dem, som har opnået deres livs mål. Men står alle disse helgener ikke ligesom lidt fjernt fra os? Der findes også mange levende helgener i dag. I al stilhed og tilbagetrukkenhed lever de iblandt os, og de er et bevis for, at Kirken også i dag opfylder sin mission, og fører menneskene til frelsen. Men med hvilken ret kan vi antage, at et menneske er helligt? Kan vi eller Kirken afgive et svar. Kan man få et svar på om den hellige Frans af Assisi, Therese af Jesusbarnet eller en af vor egen familie virkelig nu skuer Gud i himlen? Biblens budskab tillader os at tælle en stor mængde til de udvalgte. Visionen i dagens første læsning er ikke et fantasibillede, men den er en bekræftelse på vor tro, et håb, som vi har fået til denne verden vi lever i, så at vi har noget at holde os til. Netop denne store vision lader os opleve og se og lytte, at alle de hellige kommer fra alle folkeslag, stammer, sprog og nationer.
Kirken er Guds børns fællesskab, og ikke blot vi jordiske mennesker, men også de fuldendte hellige hos Gud tilhører dette fællesskab. Det er netop de hellige, som holder os denne meget betydningsfulde dimension af virkeligheden for øje. De erindrer os om at rette vort blik mod himlen, og når vi hvert år fejrer Alle helgen, indbydes vi til intensivt på ny at blive bevidst om denne dimension. Vi ved, at også vi engang som de hellige skal blive ligesom Gud. Når vi ser på vort liv i dette perspektiv, bliver meget af det, som vi betragter som stort og vigtigt, relativeret. Meget af det, som vi beskæftiger os med til daglig, får en anden betydning. Vi vil mere afslappet kunne omgås de ting, der kræver vor opmærksomhed.
Festen for alle de hellige konfronterer os med vores egen hellighed eller snarere vores mangel på hellighed. Ikke for at tage modet fra os. Tværtimod. Det er håbet, der er denne fests budskab. Kirken siger ganske vist, at alle helgenerne går i forbøn for os. Men vores hellighed opstår ikke ved hjælp af magi eller pr. automatik. Vi er nødt til at arbejde på den. Evangeliet på denne dag viser os vejene til hellighed. Hvis vi har tænkt os at gå i gang, så lad os prøve ganske kort at gennemgå disse veje enkeltvis.
Saligprisningerne
Dagens evangelium omhandler saligprisningerne. I den jødiske litteratur fra Jesus tid anvendes ordet ’salig’ om dem, der skal få del i den endegyldige frelse; ordet betegner altså en nutidig tilstand, som et menneske befinder sig i, når det har det rette forhold til Gud. At være salig betyder ikke, at man bliver befriet fra ydre vanskeligheder, men de har en arv, der venter på dem, og som de vil få del i evigheden. Saligprisningerne er en lykønskning til alle tilsyneladende ulykkelige mennesker i verden – de fattige, de lidende, de ydmyge, de barmhjertige, de rene af hjertet, fredsstifteren, de, der hungrer og tørster efter retfærdighed og derfor bliver forfulgt – alle sammen mennesker, som vi i levende live aldrig ville lykønske. I saligprisningerne synes Jesus at have vendt op og ned på verden – eller har han måske netop stillet alt på sin rette plads? Her drejer det sig ikke om moral, men om religion: Først den åbne hånd, der kan modtage gaverne, og først derefter den virksomme hånd, der kan give gaver. Der propaganderes ikke for idealer, ingen dyder lovprises og ingen præstationer belønnes. I Guds navn lovprises mennesker, sådan som de er, og fordi de er sådan, som de er.
Helgener fællesskab
Vi begrænser ofte kirken til den organisation af mennesker, som identificerer sig klart som dens medlemmer. Men Kirken, som er alle mennesker, der hører Kristus til, som det legeme, der består af vidner, der åbenbarer den levende Kristus, når langt ud over de grænser, som nogen som helst menneskelig institution har. Som Jesus selv siger: Ånden ”blæser hvorhen den vil” (Joh 3,8). Jesu Ånd kan rør hjerter når som helst, den ønsker det; den er ikke underlagt nogen menneskelige grænser. Det er et fællesskab af helgener, der vidner om den opstandne Kristus, som når ud til verdens ende og endnu længere. Den indbefatter mennesker fra længe siden og langt borte fra. Det er dette enorme fællesskab af mænd og kvinder, der i ord og gerning har forkyndt og forkynder Jesu Herredømme.
Helgener, der lever et kort liv
Når vi ser så mange mennesker, der dør i en ung alder i krige, af sult, af gadevold og af fysisk eller følelsesmæssig afvisning, undrer vi os ofte over, hvad værdi deres korte liv. Det synes, at deres rejse igennem livet er blevet afbrudt, før de kunne nå nogen af deres mål, virkeliggøre nogen af deres drømme eller fuldføre nogen af deres opgaver. Men kort som deres liv måske har været, så hører de til det enorme fællesskab af hellige, fra alle tider og alle steder fra, som står foran Lammet iførte lange hvide klæder ... og de råber med høj røst og siger: ”Frelsen tilhører vor Gud” (Åb 7, 9-10). Historien om de uskyldige børn, der blev myrdet af kong Herodes, er et forsøg på at ødelægge Jesus (Matt 2,13-18); den minder os om, at hellighed ikke kun er for dem, der levede længe og som havde et hårdtarbejdende liv. Disse bør og mange andre, der døde unge er lige så meget Jesus vidner som dem, der fuldførte heroiske bedrifter.
Helgener, mennesker som os
Ved dåben bliver vi en del af en familie, der er meget større end vor biologiske familie. Det er en familie, der består af mennesker, der er reserveret af Gud til at være lys i mørket. Disse reserverede mennesker kaldes helgener. Skønt vi er tilbøjelige til at tænke på helgener, som hellige og fromme og afbilleder dem med en glorie rundt om deres hoveder og ekstatisk blik, så er virkelige helgener meget mere tilgængelige. De er mænd og kvinder ligesom vi, som lever et almindeligt liv og slås med almindelige problemer. Hvad der gør dem til helgener, er deres klare og faste koncentration om Gud og Guds folk. Nogen af deres liv ser måske helt anderledes ud, men de fleste liv er bemærkelsesværdig ens i forhold til vort eget liv. Helgener er vore brødre og søstre, der kalder os til at blive ligesom dem.
Hvad vil det sige ’at være hellig’?
Hellighed er en betegnelse for mennesker, der har fundet noget, der giver dem kræfter, et holdepunkt, fast grund under fødderne. De hviler helt åbenbart i sig selv, er bærere af et 'segl'. De er i levende kontakt med deres inderste kerne, i hvilken de ved sig helliget og antaget. De er i kontakt med deres drøm eller tro, selv i vanskeligheder og fortvivlelse. For mig er de mennesker hellige, som kan leve kærlighed, fordi de elsker sig selv. Ifølge Skt. Thomas Aquinas: ”Hellighed består ikke i at vide, betragte eller tænke meget. Hellighedens store hemmelighed er: at elske meget”.
Saligprisningerne viser os, hvad der er i Jesu hjerte, hvad han betragter som tegnene på Guds rige. Lad os bede Gud om, at vores øjne må blive velsignet, så vi kan genkende Guds rige i og omkring os. Hver af de helgener, som vi husker på i dag, bringer et aspekt af saligprisningerne til live. Vi takker Gud for det, som vi har lært af deres mange eksempler og for deres opmuntring ved at leve det liv, de gjorde.
Amen.
Tekst: Pastor Minh Quang Nguyen