I den tilbagevendende Verdensdag for Migranter og Flygtninge, der markeres søndag den 25. september, opfordrer pave Frans os til at være Guds medarbejdere og lade alle være med til at bygge fremtiden.
Her følger pavens budskab i anledning af den 108. Verdensdag for Migranter og Flygtninge, som afholdes under overskriften:
At bygge fremtiden sammen med migranter og flygtninge
”Her har vi ikke en by, der består, men vi søger frem til den, der skal komme” (Hebr 13,14)
Kære brødre og søstre!
Den ultimative betydning af vor ’rejse’ i denne verden er en søgen efter vort sande fædreland, Guds rige, som blev indvarslet af Jesus Kristus, og som vil blive til fuld virkelighed, når han vender tilbage i herlighed. Hans rige er endnu ikke fuldendt, men det er allerede til stede hos dem, der har taget imod frelsen:
”Guds rige er i os. Selvom riget stadig er eskatologisk, selvom det er verdens og menneskehedens fremtid, er det også allerede i os”. [1]
Den kommende by er ”byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud” (Hebr 11,10). Projektet omfatter et intenst byggearbejde, som vi alle skal føle os personligt involveret i. Det er nødvendigt at arbejde grundigt med personlig omstilling og omformning af virkeligheden, for at komme i stadig bedre samklang med den guddommelige plan. Historiens tragedier minder os om, hvor langt vi stadig er fra vort mål, det nye Jerusalem, ”Guds bolig hos menneskene” (jf. Åb 21,3). Men vi må ikke miste modet på grund af det. I lyset af, hvad den seneste tids trængsler har lært os, er vi kaldet til at forny vore bestræbelser på at opbygge en fremtid mere i overensstemmelse med Guds plan – en verden, hvor alle kan leve i fred og værdighed.
”Vi venter nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor” (jf 2 Pet 3,13). Retfærdighed er et af grundelementerne i Guds rige. I vor daglige søgen efter hans vilje skal retfærdigheden bygges med tålmodighed, offervilje og beslutsomhed, så alle, der hungrer og tørster efter den, mættes (jf Matt 5,6). Rigets retfærdighed skal forstås som virkeliggørelsen af den guddommelige orden, af hans harmoniske plan: I Kristus, som døde og genopstod, bliver hele skaberværket igen ”godt” og mennesket ”meget godt” (jf 1 Mos 1,1-31). Men for at denne vidunderlige harmoni kan sejre, må vi acceptere Kristi frelse, hans kærlighedsevangelium, så al ulighed og al diskrimination, der findes i den nuværende verden, bliver fjernet.
Ingen må stå udenfor. Guds plan er helt igennem inkluderende og sætter dem, der lever i eksistentielle periferier, i centrum. Blandt dem er der mange migranter og flygtninge, mange fordrevne og ofre for menneskehandel. Opbygningen af Guds rige skal foregå sammen med dem, for uden dem ville det ikke være det rige, Gud har i tankerne. Vi må inkludere de mest udsatte, hvis vi vil opnå fuldt medborgerskab i dette rige. For Herren siger: ”Kom, I, som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig” (Matt 25,34-36).
At bygge fremtiden sammen med migranter og flygtninge betyder også at anerkende og værdsætte, hvad de hver især har at bidrage med til byggeprocessen. Denne tilgang til migrationsfænomenet genfinder jeg i en af profeten Esajas’ profetiske visioner. Dér optræder de fremmede ikke som angribere og ødelæggere, men som villige arbejdere, der genopbygger murene i det nye Jerusalem; dét Jerusalem, der er åbent for alle folkeslag (jf Es 60,10-11).
I samme profeti fremstilles de fremmedes ankomst som en kilde til berigelse: ”Havets skatte bringes til dig og folkenes rigdom kommer til dig” (60,5). Historien lærer os, at migranters og flygtninges bidrag har været af grundlæggende betydning for vore samfunds sociale og økonomiske vækst. Det er det også i dag. Deres arbejde, deres vilje til at ofre sig, deres ungdom og deres entusiasme beriger de samfund, der modtager dem. Men dette bidrag kunne have været så meget større, hvis det var blevet løftet op og understøttet af målrettede programmer. Det drejer sig om et enormt potentiale, klar til at udfolde sig, hvis bare det får muligheden.
Indbyggerne i det nye Jerusalem lader – stadig ifølge Esajas’ profeti – altid byens porte stå åbne, så fremmede kan komme ind med deres gaver: ”Dine porte skal altid stå åbne, de lukkes hverken dag eller nat, så folkenes rigdom kan bringes til dig” (60,11). Migranters og flygtninges tilstedeværelse udgør en stor udfordring, men giver også alle en anledning til kulturel og åndelig vækst. Disse mennesker giver os en mulighed for at lære verden og dens smukke mangfoldighed bedre at kende. Vi kan modnes i menneskeheden og sammen bygge et større ’vi’. Gensidig åbenhed skaber rum for frugtbar sammenligning af forskellige visioner og traditioner, og åbner vort sind for nye perspektiver. Vi opdager også rigdommen i for os ukendte religioner og former for spiritualitet, og dette stimulerer os til at fordybe os i vor egen tro.
I alle folkeslagenes Jerusalem er Herrens tempel prydet med gaver fra fremmede lande: ”Alle fårene fra Kedar samles hos dig, Nebajots væddere er til din tjeneste; jeg tager imod ofrene på mit alter og smykker mit herlige tempel” (60,7). Ud fra dette perspektiv tilfører katolske migranters og flygtninges ankomst en ny energi til kirkelivet i de samfund, der modtager dem. De bringer ofte med sig et stort og smittende drive og imponerende fejringer. At dele vore forskellige tros- og fromhedsudtryk med hinanden udgør en særlig gunstig anledning for os som Guds folk til at udleve vor katolicitet endnu mere fuldt ud.
Kære brødre og søstre, og især jer unge mennesker! Hvis vi ønsker at arbejde sammen med vor Fader i himlen om at bygge fremtiden, så lad os gøre det sammen med migranter og flygtninge, som er vore brødre og søstre. Lad os opbygge det i dag! Fordi fremtiden begynder i dag, og den begynder med hver enkelt af os. Ansvaret for beslutninger, der skal træffes nu, kan ikke overlades til fremtidige generationer, hvis Guds plan for verden skal gå i opfyldelse og hans rige af retfærdighed, broderskab og fred skal komme.
Bøn
Herre, gør os til håbets bærere,
at dit lys kan skinne hvor det er mørkt,
så troen på fremtiden atter kan opstå,
hvor resignation råder.
Herre, gør os til redskaber for din retfærdighed,
så søskendskab kan blomstre
hvor der findes eksklusion,
og deling, hvor der findes grådighed.
Herre, gør os til bygningsarbejdere i dit rige
sammen med migranter og flygtninge
og sammen med alle dem,
der lever i periferien.
Herre, lad os lære hvor skønt det er,
at leve sammen som brødre og søstre.
Amen.
Givet i Rom, Laterankirken, den 9. maj 2022
FRANS
[1] Johannes Paul II, tale under besøget i menigheden ’De hellige Frans af Assisi og Katarina af Siena, Italiens værnehelgener’, i Rom, den 26. november 1989