At lære kærlighedssproget

Hvert eneste menneske har sit eget kærlighedssprog, og det er vi nødt til at lære at kende, hvis vi skal forstå hinanden.

Ikke uden grund har Herren skabt os med to ører og én mund. Det kræver langt mere af os at høre, hvad et andet menneske siger, end at fortælle alt muligt om os selv.

Diakon Kaare Nielsen

For at kunne lytte skal vi selv være stille og opmærksomme. Vi skal være lutter øre. Først da kan vi opfatte, hvad en anden siger til os og ønsker at indvie os i. Først når vi selv er stille, kan et andet menneske nå os med det, det har på hjertet.

Der findes som bekendt mange forskellige sprog på jordkloden. Mellem 4.000 og 6. 000 skønner man i dag. Når vi rejser i udlandet, så prøver vi at finde et fælles sprog for at kunne tale med de indfødte. Har vi ikke denne mulighed, så bruger vi arme, ben og grimasser. Så kommer kropssproget på tale. For hvis vi ikke forstår den andens sprog, så bliver kommunikationen i bedste fald svær og i værste fald umulig. Vejen til god kommunikation er at lære andres sprog, for sandt nok, så fremmer samtale forståelse.

Vi kender det alle: En god snak, hvor begge bliver hørt og forstået, forebygger konflikter og er med til at løse disse.

Den kolde øl

Da jeg læste, blev vi også undervist i kommunikation. Et eksempel, jeg aldrig har glemt, var en enkel episode fra hverdagen. Manden sidder på sofaen og ser fjernsyn. Han siger: "Jeg trænger til en kold øl."

Hvad vil konen gøre? Vil hun rejse sig og hente øllet i køleskabet? Vil hun snerre ad sin mand og sige: "Så hent den dog selv!" Eller vil hun spørge: "Skal jeg hente en øl til dig?" Hun kan også reagere på en helt anden måde.

Manden har ikke sagt, at han forventer, at hun henter en øl til hende. Men hun har muligvis hørt det. Der findes i sproget mange underliggende budskaber, som vi opfanger. "Jeg trænger til en kold øl" er en nøgtern konstatering, som udtrykker et behov. Det betyder ikke, at konen i hans liv skal gå ud og hente øllen i køkkenet. Alt efter, hvem damen er, kan hun bare sige stille og roligt: "Jeg henter en øl til dig." Eller hun vil ikke reagere, ej heller begynde at skælde ud og sige, at hun ikke er hans tjenestepige. Stadigvæk er "Jeg trænger til en kold øl" blot en konstatering, som dog kan fremprovokere mange forskellige slags reaktioner. I værste tilfælde vil dette munde ud i et skænderi, i bedste fald i en hyggelig aften.   


Ethvert menneske har sit eget kærlighedssprog

At lære hinandens sprog er uundværligt for ægtefæller. Måske findes der endnu flere sprog end de før omtalte, for ethvert menneske har sit eget kærlighedssprog.

De mennesker, der står os nær, og, som vi deler livet med, burde kunne forstå dette sprog. Men det er ikke altid lige nemt, hvis de ikke har et fælles kærlighedssprog. Så kan Jens virkelig gå fejl i byen, selv om han vil gøre Anne, sin kone glad, når han køber en buket blomster. Blomsterne er smukke og dufter godt; men det er ikke det, Anne virkelig har brug for. Hun længes efter at tilbringe tid sammen med Jens. For fælles tid er hendes kærlighedssprog.

Vi lærer at tilegner os vort personlige kærlighedssprog gennem vor opvækst. Børn afkoder dette sprog af nære voksne. Tilbringer man i familien megen tid sammen, så vil det også skabe et behov hos barnet. For sådan viser man hinanden: Du betyder noget for mig. Du er så vigtig, at jeg vil bruge tid på dig. Det er sjovt at være sammen med dig.  

Oplever et barn, at forældrene gerne giver små gaver, lad os kalde dem impulskøb, så vil det deri afkode deres kærlighed til det. Der er nogen, der tænkt på mig. Jeg er i den andens tanker, og det giver mig værdi.

Viser forældrene hinanden deres kærlighed gennem fysisk berøring, og krammer, kysser og nusser de deres børn? Eller er det noget, man ikke gør i den familie? Det kan skabe problemer mellem partnere, der kommer fra meget forskellige familier.

Vi skal ikke bare lære et almindeligt sprog, når vi vælger vor partner. Vi skal afkode den andens kærlighedssprog for at høre hinanden og forstå det, den anden siger.

Vi bør lære at tale hinandens "sprog" - sprog forstået på den måde, at vi alle udtrykker vore behov og længsler forskelligt. Dette sprog er ofte sværere at lære end et fremmedsprog. Men hvis vi ikke mestrer det og lærer at forstå, hvad vor partner siger, kan vi ikke give det, han/hun har behov for eller længes efter.

Dette "sprog" kunne vi kalde vort kærlighedssprog. Det er den måde, vi forstår kærlighed på.

 

De fem kærlighedssprog

Der skelnes mellem fem forskellige kærlighedssprog:

Kærlige ord - Ved at sige til vores ægtefælle: "Jeg elsker dig", eller "Du er dejlig", eller give komplimenter som: "Du ser godt ud", og, som en kvinde sagde: "Når han omtaler mig positivt over for andre mennesker".

Betænksomme gaver - Blomster eller små, ikke dyre ting. En lille ting, der lægges i madpakken.

Fysisk hengivenhed - Man kan holde i hånd, kramme, kysse eller elske.

Kvalitetstid - Ved at afsætte en særlig tid til hinanden, hvor man udelukkende koncentrerer sig om sin ægtefælle

Hjælpsomme handlinger - Ved at gøre ting for hinanden, betænksomhed, praktiske måder at hjælpe hinanden på.


Burde vor ægtefælle ikke bare

forstå os?

Det svarer til at tænke, at franskmændene burde forstå dansk, når bare vi taler langsomt og tydeligt? Men det kan de naturligvis ikke, hvis de ikke har lært at tale dansk. Vi er nødt til at udtrykke kærlighed over for vores ægtefælle på den måde, han/hun bedst forstår det. Vi er nødt til at lære hinandens kærlighedssprog.

Det nytter ikke noget, at manden siger: "Men jeg købte en gave til dig!", hvis hans hustrus kærlighedssprog er tid.

Det nytter ikke noget, at kvinden siger: "Men jeg tilbragte tid sammen med ham", hvis hans kærlighedssprog er handlinger.

Eller gemalen siger: "Men jeg har jo arbejdet af hensyn til os begge to", hvis hans kones kærlighedssprog er berøring.

Jeg vil gerne indbyde jer til at tale sammen. Fortæl hinanden, hvad der er jeres eget kærlighedssprog. Hvorfor er dette vigtigt for jer? Prøv derefter at "tale" den andens kærlighedssprog, tilbring tid sammen, gør noget konkret for din partner, prøv at gøre din ægtefælle glad.

 

http://www.123hjemmeside.dk/JanneE

 

I november tilbyder p. Daniel Nørgaard og jeg i samarbejde med Caritas et ægteskabskursus.

Kurset følger PREP-konceptet og er åbent for alle. Vi kommer ind på kommunikation, faresignaler, problemhåndtering, tilgivelse m.m. Kurset vil foregå alle torsdage i november og den første torsdag i december.

Kurset vil blive afholdt i Jesu Hjertes menighedssal i Stenosgade.

www.123hjemmeside.dk/JanneE