Biskop Hans, dialogens mand

Når to teologer taler med hinanden på tværs af århundreder.

Biskop Hans med Biskop Ole Bertelsen.

Biskop Hans med Overrabbiner Bent Melchior.

For os ældre katolikker er biskop Hans manden bag den synode, som med en snuptag førte vores danske kirke fra den kontrareformatoriske æra til 2. Vatikankoncil. Senere blev vi klar over, at et så stort spring krævede mere tid og tålmodighed, men i de 30 år, han stod i spidsen for vores kirke, var han koncilets mand, fordi hele hans virke stod i dialogens lys.

Lektor i teologi Peder Nørgaard-Højen, som i mange år var biskop Martensens nære samtalepartner, har lige i Økumenisk tid (2012/4 s. 9-15) udgivet et fremragende portræt af ham som en dialogisk tænker.  Det var han sandelig på alle sider i sit virke, såvel det teologiske som det pastorale. Jeg vil prøve at referere hans artikel og håber, at det vil give flere lyst til selv at læse den.

Det, som gør en tænker dialogisk, er, at han ikke kan tænke alene: Han må have en vis-à-vis, som han kan være partner med. Sat overfor et abstrakt system føler han sig fortabt: Ideerne må have kød og blod, før man kan tage livtag med dem. Da den unge teolog Hans Martensen skulle vælge emne til sin forskning, blev det derfor Luthers ungdomsværk Kirkens babyloniske fangenskab. ”Her taler to indbyrdes dybt uenige katolske teologer med hinanden over århundreder” konstaterer Nøjgaard-Højen. Og det er rigtigt: Det var Luthers kærlighed til den kirke, som havde lært ham Kristus at kende, der fik han til gå i oprør mod alle de uhyrligheder, som vansirede dens ansigt.

”Martensen forblev livet igennem i dialog med Luther som med en kollega, hvis lidenskab og engagement han respekterede og tog dybt alvorligt, skønt det var sårende og dræbende – og efter Martensens mening på væsentlige punkter havde ført til alvorlige fejltolkninger og fejludviklinger.” Lad os håbe, at biskop Hans’ sind vil inspirere os, når vi om få år skal markere at det var for 500 år siden, Luther indledte Reformationen. Vil vi være i stand til at erkende, at det var hans oprør, der fik os til at tage os sammen og begynde at bringe orden i Herrens hus? Luther er en væsentlig aktør, ikke en fodnote, i vores kirkes historie. Og biskop Hans var tydeligt inspireret af det sidste koncil, da han skrev: ”Forudsætningen for en genoprettelse af kristen enhed [er] ikke blot en ændring hos de andre kirkesamfund, men også en fornyelse og stadig reform af Den katolske Kirke selv.”

Den mellemkirkelige dialog

Den mellemkirkelige dialog er det sted, hvor folk som brænder for sagen mødes med andre, som er lige så engagerede. I mange århundreder har vi dyrket kontroversteologien, hvor et system blev konfronteret med et andet system. Man skrev bøger mod de andres bøger. Biskop Hans greb sagen helt anderledes an, og hans dialogiske sind var lige det, vor kirke havde brug for, da den endelig skiftede spor og meldte sig ind i den allerede igangværende interkonfessionelle samtale, hvor de troende havde opdaget, at de andre også var troende. Han var den helt rigtige til at være katolsk formand for den internationale luthersk-katolske dialogkommission, som i anledning af 500 årsdagen for Luthers fødsel omtalte ham som Jesu Kristi vidne.

Før koncilet talte vi om vore adskilte brødre, adskilte fra os de ægte kristne. Men da observatørerne blev indbudt til at være med i koncilet, repræsenterede de søsterkirkerne. Samtalen mellem teologer over de konfessionelle grænser har veget plads for dialogen kirkerne og kirkesamfund imellem. Biskop Hans var manden bag dette rolleskifte ”netop fordi han kunne udvise en vidtgående åbenhed og lydhørhed overfor andre tolkninger af den kristne sandhed.”  

Det gjorde ham ikke til en blåøjet optimist. Nørgaard-Højen bemærker, hvor bedrøvet han var over ikke at kunne tage imod indbydelsen til Folkekirkens åbne nadverbord. ”Han afviste udtrykkeligt tidens tendenser til at ’springe over’ vanskelighederne ved interkommunion ved at bestræbe sig på at formulere en fælles bekendelse på baggrund af en fuldbyrdet fælles nadver. Den fælles eukaristi er ikke midlet til, men målet for alle økumeniske bestræbelser.”

Det kommer ikke i morgen. Biskop Hans var ærlig og skarpsindig nok til at erkende, at tålmodighed er en uundværlig dyd i det økumeniske arbejde. Nørgaard-Højen citerer den franske dominikaner Yves Congar, som skriver om ”den dybtgående tålmodighed, som findes hos sædemanden som ved, at meget vil spire frem (jf. Zak. 3,8 og 6,12). … Det gælder særligt det økumeniske arbejde, hvis det er rigtigt at opfatte det som en langsom proces af at nærme sig hinanden, knyttet til en indre fornyelse i hvert kirkesamfund med udgangspunkt i kilder, kald og opfordringer, som grundlæggende ligner hinanden meget og endda er fælles for alle. Hvis tålmodigheden hører til sædemanden, ledsages den nødvendigvis af korset.” Dette er skrevet, efter at biskop Hans havde valgt sit bispeemblem crux probat omnia inspireret af Bibelen, Luther og Steno; det falder helt i tråd med det.

Det, et dialogisk sind bidrager til, er at kunne se det billede af en selv, som samtalepartneren danner sig. Vi kan nogle gange blive forbavsede over, hvordan de andre forstår, hvad vi mener og siger, og det samme må gælde for dem. Dialogen er den eneste måde, vi kan overvinde disse misforståelser på og erfare, at det er den samme Kristus vi bekender os til, den samme Bibel, vi læser.

Det var ikke kun i sit forhold til lutheranerne, at biskop Hans viste sit dialogiske sind. Det prægede også hans dialog med verden, ”hans socialetiske engagement, der i mange år gjorde ham til en kendt skikkelse i det danske kirkeliv generelt. Hans lidenskabelige røst og omsorg for samfundets underkuede og forfulgte var umulig at overhøre.” Også på dette område var biskop Martensens dialogens mand ”side om side med lutherdommen (og godt katolsk med alle mennesker af god vilje) overfor politiske sociale og andre udfordringer fra den sækulære verden, der er alle kirkesamfunds ydre sammenhæng.” Og artiklen slutter således: ” Martensens insisteren på dialogen og dens konstruktive muligheder gjorde ham ofte til biskop for hele den danske kristenhed”.

30 år med koncilets og synodens mand

Der er et område, som denne artikel, som jeg her refererer og varmt anbefaler, ikke beskæftiger sig med, det er hvordan biskop Hans’ dialogiske sind påvirkede hans virke i de 30 år, han var vores biskop.  For os ældre danske lægfolk er biskop Hans koncilets og synodens mand, og det skyldes afgjort hans dialogiske sind. Katolicismen kom tilbage til Danmark for snart 200 år siden i en meget posttridentinsk udgave, hvor al kommunikation gik ad hierarkiske veje. Det fik os til at misforstå Paulus’ budskab, hvor han sammenligner Kirken med et legeme. Vi fokuserede på, at organerne har forskellige funktioner i kroppen, og spekulerede på, hvem der er hovedet og hvem fødderne. Og vi overså, at det Paulus ville få os til at indse, var, at vi trods vores forskellige opgaver i lige grad er lemmer på det samme Kristi legeme. Det oplevede vi under synoden. Det blev ikke så lidt af en overraskelse at opdage, hvordan alle kunne tale sammen på lige fod. Vi var ikke opdraget til at forstå, at hvert nydøbt lille barn er lige så meget kirken som embedsbærerne er. Det lyder ikke helt katolsk, vil nogle sige, men det er det, koncilet lærte os i sit vigtigste dokument, konstitutionen om kirken. Takket være sit dialogiske sind kunne biskop Hans fuldt ud forstå det og få os til at forstå det. I mange århundreder gik relationerne i vores kirke lodret, oppefra og nedad. Nu er vi blevet klar over, at de vandrette relationer er lige så vigtige og nødvendige. Biskop Hans’ dialogiske sind har inspireret os meget til at forstå, at vi alle er kirken. Det er noget helt andet at være lægfolk i kirken i dag end det var bare for ¾ århundrede siden, meget mere krævende, men også meget mere engagerende og opmuntrende. Og det er givet at biskop Hans’ dialogiske sind har hjulpet os til at føle os ikke som sognebørn, men som sognemedlemmer i den postkonciliære danske kirke. Også det skylder vi ham en stor tak for.