Biskop Hans stedt til hvile på Vestre Kirkegård

Lørdag den 17. marts tog en fyldt Skt. Ansgars domkirke afsked med biskop Hans L. Martensen.

Foto: Omar Ingerslev

Mange venner og bekendte af biskop Hans L. Martensen var – selv om de var mødt frem i god tid – henvist til en ståplads bagest i domkirken, da bispedømmet lørdag den 17. marts tog afsked med vor kære gamle biskop. For mange var de, der ønskede at sige biskop Hans et sidste farvel; ham, der forankrede Den katolske Kirke i den offentlige danske bevidsthed; ham, der omplantede mange af koncilets tanker i bispedømmet og ham, hvis prædikener og kirkesyn var til stor inspiration for mange.

De forreste bænkerækker i den fyldte domkirke var reserveret til biskop Hans’ familie, heriblandt søster Emma, der var ved sin broders side, da han udåndede på Sct. Joseph Søstrenes plejeafdeling på Strandvejen i Hellerup tirsdag den 13. marts. Andre af de forreste bænke var reserveret til repræsentanter fra ordenshusene, præstestuderende fra Redemptoris Mater i Vedbæk, og hele seks bænkerækker var tæt besat med de af bispedømmets præster, der ikke koncelebrerede messen med biskop Czeslaw Kozon i spidsen.

De nordiske biskopper deltog ikke i messen, idet de allerede om tirsdagen, i forbindelse med deres forårsplenarmøde på Magleås, havde taget afsked med afdøde biskop Hans. Bispedømmet Oslo var dog repræsenteret ved pastor Pål Bratbak, ligesom Nuntiaturet var repræsenteret ved monsignore Rolandas Makrickas, som ved messens afslutning oplæste et kondolencetelegram fra pave Benedikt XVI (se herunder).

Til biskop Hans’ arv hører hans store iver for den økumeniske sag, herunder hans arbejde i den fælles lutherske-katolske kommission, og Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, viste biskop Hans den sidste ære, ved – sammen med repræsentanter fra andre trossamfund – at overvære messen. Fra Tyskland kom jesuitternes økonom, pater Klein, der koncelebrerede, mens Frau Olbrich fra Ansgarwerk i Osnabrück, og en god ven og velgører af bispedømmet København, sad langt fremme i domkirken.

 ”Han levede for en større virkelighed”

Biskop Czeslaw Kozon tog i sin prædiken udgangspunkt i Bjergprædiken (Matt 5,1-12a) og beskrev biskop Hans som ”et menneske, der tog saligprisningerne alvorligt” og et menneske for hvem fromheden var en dyd.

”Hele hans liv var et vidnesbyrd om, at han levede for en større virkelighed end den, verden umiddelbart gør synlig. Samtidig var denne større virkelighed, Guds rige og hans uendelighed, noget der skulle synliggøres i hans liv som præst og biskop”, bemærkede biskop Kozon, og fortsatte:

”Hos biskop Hans gennemsyrede fromheden hans engagerede og arbejdsomme liv. På sin stilfærdige måde viste han, at de store problemer og kriser kun kan afhjælpes med bøn, tillid og villighed til at følge Guds vilje. Biskop Hans’ ophold foran Sakramentet i tabernaklet kunne være lange, og ofte gik rosenkransen intenst gennem hans fingre, når stemningen på møder og sagsforløb skabte usikkerhed om udfaldet”.

I slutningen af sin personlige karakteristik af biskop Hans, hans virke og de spor, han har afsat sig i sin embedsperiode, opsummerede biskop Kozon med det savn, som hans død har efterladt i mange af os: ”Selv om livet går videre, er vi mange, der ikke glemmer biskop Hans så let. For de yngre af os var han i mange år biskoppen, og vi, der har modtaget præstevielsens sakramente af ham, vil for altid være knyttet til ham med et specielt bånd. Også mange andre vil hver på sin måde mindes og savne ham”.

En stor tak til de mange hjælpere

Biskop Kozon benyttede i slutningen af messen lejligheden til at takke alle uden hvis hjælp det ikke havde været muligt at gennemføre en så flot og andægtig afsked med biskop Hans – nemlig alle de fremmødte præster og diakoner og i særdeleshed pastor Niels Engelbrecht og pastor Marcos fra Sankt Ansgars Domkirke, bedemand og ceremonimester Martin Ryom og ministranterne, seminaristerne fra Vedbæk, organist Erling Rasmussen og sangerne, Sankt Joseph søstrene på Strandvejen og sr. Anna-Maria, der plejede biskop Hans i hans sidste tid; alle, der havde støttet biskop Hans, ordensmarskaller og andre hjælpere, herunder en stor tak til Birgitte Ryom med flere, der stod for den efterfølgende reception på Institut Sankt Joseph på Østerbro.

Biskoppen nævnte, at han havde modtaget kondolencetelegrammer fra kardinal Meisner af Køln, kardinal Lehman af Mainz, ærkebiskop Zollitsch, formand for Den tyske Bispekonference, biskop Paul-Werner Scheele, tidligere Würzburg, monsignore Assenmacher fra Ansgarwerk i Køln og fra biskop Anders Arborelius.

Efter afskedsritus’en bar præster fra bispedømmet og rektoren for præsteseminaret Redemptoris Mater biskop Hans’ kiste ud af domkirken. Det skete til tonerne af Bachs ’ Jesus bleibet meine Freude’, ’Nun komm, der Heiden Heiland’ og hans præludium i d-mol, spillet af organist Erling Rasmussen.

Udenfor ventede tre store busser, der efterfølgende transporterede de gejstlige og mange af de fremmødte til biskop Hans’ sidste hvilested på katolske Vestre Kirkegård. Efter begravelsesritualet gik bispedømmets præster frem én for én og bestænkede kisten med vievand. Biskop Hans blev efter eget ønske stedt til hvile ved jesuitternes gravsted. Der deltog anslået mere end 160 personer i selve begravelsen.

Efterfølgende blev der holdt reception på den katolske skole Institut Sankt Joseph på Østerbro, der satte et flot og mindeværdigt punktum for biskop Hans’ begravelse.

Dagen forinden begravelsen, fredag den 16. marts, lå biskop Hans på ’Lit de Parade’ i Domkirken og det anslås, at over 200 mennesker besøgte båren. Ved den lejlighed skiftedes repræsentanter fra forskellige ordenssamfund til at våge ved hans båre.

Han hvile i fred.