Biskop Kozon interviewes om den tyske synodale proces

Det seneste plenarmøde i den synodale vej i Tyskland har styrket min skepsis, siger biskop Czeslaw Kozon ifølge den tyske avis Die Tagespost. ”Den synodale vej fokuserer for lidt på nyevangelisering”, siger han.

Som formand for Den nordiske Bispekonference deltog biskop Czeslaw Kozon som observatør på mødet, der blev afholdt i Frankfurt den 3.-4. februar. Biskoppen forholder sig kritisk til det tredje møde i den tyske synodale vej og de reformbeslutninger, der blev vedtaget på mødet. Han har fra starten fulgt den tyske synodale vej med en vis bekymring, fortæller han i et interview med den katolske radiostation Radio Horeb, og denne skepsis blev yderligere forstærket af det seneste plenarmøde.

Biskop Czeslaw vurderer at den seneste udvikling ”ikke er i pave Frans’ ånd”.

Ikke desto mindre er biskoppen fortsat overbevist om, at den tyske proces ”ikke vil ende med en splittelse”. Men han advarer samtidig om den frustration og skuffelse, som fortalerne for forandringer i Kirken vil føle, hvis deres krav ikke bliver hørt i Rom. Denne skuffelse, frygter biskoppen, vil munde ud i at stadig flere melder sig ud af Den katolske Kirke.

Nyevangelisering og forkyndelse
Med hensyn til den synodale vejs ønske om at revurdere Kirkens lære om homoseksualitet samt muligheden for at give homoseksuelle par en kirkelig velsignelse, mener biskop Czeslaw, at den synodale vejs holdning til spørgsmålet må betegnes som lidt af et ”paradigmeskift”. Uanset hvad den tyske proces munder ud i må det grundlæggende fortsat gælde, ”at homoseksuelle mennesker skal føle sig velkommen i Kirken”. Hvad der tidligere er blevet begået af uret mod homoseksuelle og udelukkelse af dem, må der naturligvis rettes op på, understreger biskoppen.

Ifølge biskoppens synspunkt er der intet teologisk belæg for førnævnte krav. ”Ægteskab og hvad man forbinder dermed, det intime liv, er grundlæggende allerede bestemt gennem skabelse af mand og kvinde. Og dette kan man ikke give køb på”. Biskop Czeslaw henviser i interviewet til den polske pave Johannes Paul II og dennes ”kroppens teologi” som eksempel på, at der i Kirken ”ikke findes nogen kropsforskrækkelse og at seksualitet altid betragte som noget positivt, men samtidig også er noget, der må indordnes rigtigt”. Og dette kan kun ske i det klassisk definerede ægteskab mellem mand og kvinde.

Hvad der derimod er brug for, ifølge biskop Czeslaw, er ”en styrkelse af troslivet”. Den synodale vej i Tyskland kritiserer han for at have alt for lidt fokus på evangeliseringen og forkyndelsen. Ikke siden overgrebskrisen har troslivet og kaldene haft så vanskelige vilkår. Kirken må ikke afgrænses fra verden, og ”vi må ikke være bange for” at betragte den som ”et missionsområde”.