Biskoppen opfordrer: Stil op til menighedsrådsvalget!

Den 3. april er der igen valg til menighedsrådene med efterfølgende udpegelse af medlemmerne til pastoralrådet.

Foto: Stockphooto

I mere end 50 år har de to råd været en integreret del af vort bispedømmes struktur og udtryk for lægfolkets medansvar for Kirkens liv. Selv om der gennem årene indimellem har været udfordringer i enkelte menigheder vedrørende menighedsrådets status og selvforståelse, så er den overordnede erfaring i vort bispedømme, at rådene er en berigelse, ja noget uundværligt, og også en stor støtte for sognepræsten.

Dette års valg falder sammen med den synodale proces, som allerede er lanceret i vort bispedømme. Synodalitet er mere end deltagelse i menigheds- og pastoralråd; men de erfaringer vi gennem de mange årtier har gjort med rådenes virksomhed er et godt grundlag for den synodale proces, der jo handler om at lytte og inddrage. Samtidig kan den synodale proces bidrage til at optimere rådenes betydning og effektivitet.

Samtidigt med, at vi med interesse engagerer os i den synodale proces og tager menighedsråd og pastoralråd for givet, så ser vi også mange steder en afmatning. Interessen for rådenes arbejde svinder, og det er vanskeligt – selv i store menigheder – at finde kandidater til menighedsrådet. Derfor er mit anliggende med denne appel at opfordre til, at flest muligt overvejer at kandidere og engagere sig.

En menigheds vitalitet afhænger af mange ting. Sognepræstens engagement er af afgørende betydning; men han har både brug for hjælp i konkrete opgaver og for inspiration fra kompetente og kirkeligt sindede lægfolk, således, at man både afspejler Kirken som et fællesskab og finder frem til, hvordan man bedst kan løse opgaverne. Et menighedsråd skal afspejle en aktiv menighed, mennesker, der med de evner og karismer, de har, kan bidrage til, at menigheden vokser som fællesskab, at bevidstheden om troen styrkes og kommer til at præge den enkeltes liv, at der bliver rakt ud til dem i periferien og genereret overskud til at virke appellerende på omverdenen.

Der er brug for alle
Det giver god mening, at menighedsrådene er sammensat ved demokratiske valg. Det sikrer, at alle har lige muligheder for at være med. Selv om de, der bliver valgt, får et mandat, skal de ikke føle, at de kun repræsenterer en bestemt gruppe eller opfattelse. På samme måde, skal de, der vælger, pege på personer, der har særlige talenter, og dermed opmuntre dem til at stille disse talenter i fællesskabets tjeneste.

Vore menigheder har for manges vedkommende en bred sammensætning, først og fremmest nationalt, nogle steder også socialt og aldersmæssigt, med mennesker i forskellige livssituationer, med baggrund i bestemte fromhedsformer og bevægelser og nogle gange med divergerende opfattelse af, hvad det vil sige at være kirke. Den synodale proces lægger op til, hvordan alle disse grupper af mennesker kan blive hørt og indbyrdes lytte til hinanden. Pave Frans understreger, at det ikke drejer sig om en demokratisk proces, som civilsamfundet ser det, men om, at alle bliver inddraget. Derfor skal de, der stiller op, ikke primært gøre det for at fremme deres egne eller en gruppes rettigheder og interesse, men for at dele deres glæde ved Kirken med andre og derved give ny inspiration til gavn for fællesskabet.

Derfor opfordrer jeg så mange som muligt til at kandidere til det kommende menighedsrådsvalg og melde jer senest den 6. marts. De, der allerede sidder i rådet, må gerne tage en tørn til, men især appellerer jeg til nye potentielle kandidater: Repræsentanter for de udenlandske grupper, for de unge, alle, der har glæde ved deres tro og vil Kirken. Der er brug for jer og det, I har at byde ind med.

+Czeslaw