Læsninger: Procession: Matt 21,1-11. Messe Es 50,4-7; Fil 2,6-11; Matt 27,11-54
Selv om palmegrenene kun omtales ganske kort i de tre evangelier, der nævner dem, har de alligevel givet navn til dagen i dag, og de er i den grad blevet dagens kendetegn og det, man også fysisk tager med sig hjem. Palmerne er blevet et spontant tegn på hyldest og senere også et tegn på sejr, som vi ikke mindst kender fra fremstillinger af martyrerne.
Der er en del, vi kan studse over i beretningerne om Jesu indtog i Jerusalem. Der er en vis spontanitet over forløbet. Jesus beder rask væk sine disciple om at gå hen og tage et æsel og bringe ham det. Han forbereder dem også på, at dette mærkværdige ”brugslån” naturligt kan afføde reaktioner hos ejermanden, som de så også får at vide, hvordan de skal berolige.
Som sagt er palmerne blevet symbol på dagen, men samtidigt med, at der bliver viftet med dem, breder nogle også deres kapper ud, hvor æslet med Jesus skal træde, et spontant udtryk for at rulle den røde løber ud.
Det er også det, der skal få os til at fokusere på det vigtige i dagens hændelse, at Jesus holder sit indtog i Jerusalem, trods den spontane iscenesættelse noget, der er naturligt, nemlig at Guds Søn drager ind i den by, der er symbolet slet og ret på Guds tilstedeværelse blandt menneskene. Men vi ved også, at Jesus med sit indtog, og ikke mindst med det, der følger efter, og som vi skal fejre de kommende dage, vil markere en helt ny form for tilstedeværelse iblandt os, at han ikke kun vil være eet sted, men være dér, hvor mennesker bereder vejen for ham, tager imod ham og samles om ham.
Selv om dagens evangelium til palmeindvielsen udstråler glæde og skarernes bekendelse af, at Jesus er den, Gud har sendt, så ved vi også, at sceneriet kun er et kort glimt i forhold til det, der følger efter en uge senere, og som vi allerede har fået et forhåndsindblik i gennem lidelseshistorien. Selv om det, vi hører om i evangelielæsninger og gør liturgisk nærværende, er konkrete historiske hændelser, så ved vi også, at vi kan, ja skal blive en del af det, der sker. Også i dag ønsker Jesus at holde sit indtog iblandt os, også vi skal give ham det, han har brug for, for at dette indtog skal lykkes, og også vi skal berede vejen for ham og gøre den festlig.
Den stille uge er en stærk koncentration af voldsomme begivenheder, der foregik et bestemt sted på et bestemt tidspunkt; men også vi, der lever nu, er på én gang dem, der først med begejstring tager imod Jesus, og dem, der kan risikere at forlade og fornægte ham samtidigt med, at vi også, hvis vi er trofaste mod ham, kan komme til at dele vilkår med ham i fornedrelse og lidelse, men også få del i hans triumf.
Derfor er dagens fejring også en illustration af den situation, vi som nutidens disciple af Jesus kan komme til at befinde os i. Vi skal navigere i sammenhænge, hvor det kan være svært at bevare orienteringen og holde modet oppe samtidigt med, at begejstring og engagement hurtigt kan blive afløst af modvilje og ligegyldighed. Vi lever i en tid, hvor vi undertiden skal anstrenge os for at bevare fokus på det rigtige og styre uden om det, der er forkert.
Den stille uges hændelser går fra begejstring over frygt og afvisning til triumf i betragtningen af Jesu lidelse, død og opstandelse. Den hellige Ignatius af Loyola gør i sin exercitiebog meget ud af, at man skal forsøge at leve sig ind i Jesu liv og forestille sig at være med, når tingene i evangeliet sker. Det tænker vi måske ikke så meget over, når vi i løbet af året hører de bibelske læsninger; men netop i disse dage hjælper Kirken os gennem sin liturgi til, at begivenhederne kommer til at stå klarere for os og lader os blive en del af dem, men det ikke kun for, at vi denne ene gang om året skal have en særlig og stærk traditionspræget oplevelse, men for netop erfare, at livet med Jesus og troen på ham er så eksistentielt, at vi trods den tidsmæssige afstand til begivenhederne er nutidens vidner til dem og har del i opgaven med at forkynde dem både med ord og ikke mindst med vor levevis.
Lad os som Jesu disciple i vor tid give ham, hvad han har brug for, stole på, at han giver os det mangefold igen, berede vejen for ham, ikke nødtvungent, men med overbevisning og begejstring. Lad os ikke fornægte ham, men stole på, at han hjælper os gennem den modgang, vi kan blive udsat for for hans skyld for også at få del i hans sejr.
Amen