Bedst som vi i begyndelsen af året havde rimelig grund til at tro, at coronapandemien var på retur, skulle en ny ulykke snart skabe elendighed og bekymring. Mediemæssigt betød Ruslands invasion og ødelæggende krig i Ukraine, at pandemien i vid udstrækning forsvandt fra vor bevidsthed. Så meget desto stærkere kom krigen til at præge menneskers hverdag, først og fremmest indbyggernes i Ukraine, som direkte kom til at mærke en krigs rædsler i form af død, lemlæstelse, hjemløshed og landflygtighed, kort og godt en tryg tilværelses sammenbrud.
Som en afledt virkning af krigen er resten af kontinentet og dele af verden kommet til at mærke dyrtid og fare for fred og stabilitet, mens den svigtende fødevareforsyning, også fjernt fra Ukraine, har været direkte livstruende for mange mennesker.
Alle disse bekymringer forstærkes for manges vedkommende her op til jul, hvor der tit skal noget ekstra til for at gøre højtiden tryg og festlig. Også selv om mange af os ikke berøres direkte af udfordringerne, skaber de i år en anderledes baggrund at markere festen på.
På den positive front har det udrindende år i kirkelig henseende været præget af genoptagelse af mange aktiviteter, et normalt menighedsliv og mulighed for igen at kunne samles til vore valfarter i både ind- og udland. Derudover har vi været optaget af den synodale proces, som trods en vis skepsis over hvordan den skulle gribes an, har vist sig at skabe interesse og engagement i menighederne. Processen har tydeliggjort menneskers glæde ved at være Kirke samtidigt med, at man har kunnet udtrykke sine ønsker og bekymringer.
En særlig glæde er det også, at vi i år langt om længe kunne præsentere den endegyldige danske oversættelse af ’Missale Romanum’. Der er dermed ikke blevet indført en ny liturgi; men det er en god anledning til på ny at besinde sig på liturgiens betydning. Pave Frans har netop i år udsendt et apostolsk brev om vigtigheden af liturgisk dannelse (’Desiderio desideravi’ den 29. juni). Det er et langt dokument. Tre emner kan være med til at vække vor sans for liturgien, især eukaristien, som er vor fornemmeste gudstjeneste. Pave Frans taler om evnen til at kunne undres, lade sig betage, først og fremmest af påskemysteriet (nr. 24-26). Dernæst om at opdage skønheden i liturgien (nr. 21-23). Denne skønhed skal ikke først og fremmest søges i en ydre æstetik, men dyrkes og fremmes i overholdelse af de anvisninger – pastorale og praktiske – som Kirken giver for liturgien. Endelig taler pave Frans om nødvendigheden af liturgisk dannelse, som han helliger hele tyve numre (27-47), Her udtrykker han behovet for både at blive først ind i liturgien og lade sig forme af den – at vide, hvad liturgien drejer sig om for at kunne lære og blive forandret af den.
Selv om aktiviteterne i menighederne er kommet godt i gang, savner vi stadig nogle som ikke er vendt tilbage efter pandemien. Dertil kommer de permanente udfordringer med at bringe troen videre og bevare og engagere, især unge og immigranter i Kirkens fællesskab samt tiltrække mennesker udefra, som søger et miljø for deres trosliv.
Alt dette forudsætter enhed og sammenhold, både fordi det er Kristi vilje og en vigtig forudsætning for at virke troværdige og relevante. Netop enheden udfordres tit af polarisering og splittelsestendenser, især i udlandet – en tendens, som indimellem også forstærkes af nye rapporter om overgreb i Kirken.
Vi lever i en tid med mange tegn på opbrud, hvoraf nogle sikkert er nødvendige. Meget kan og skal diskuteres, men meget væsentligt ligger også fast og trænger til fordybelse og bevidstgørelse. Må den synodale proces være et oplagt forum og bidrag hertil.
I disse år sker der også til betydelige ændringer i trossamfundenes status i vort land. Nye krav, kontrol og indskrænkninger i form af allerede gennemførte eller endnu udestående love er med til at besværliggøre kirkelivet i et land, der traditionelt har været præget af stor tolerance og imødekommenhed.
Den gamle pagts profeter kom med deres opmuntringer og visioner i en tid med mismod og mangel på håb. Opfyldelsen af deres profetier, Guds Søns menneskevordelse, taler endnu stærkere ind i vor tid med sit budskab om håb og frelse. Hvis vi åbner os for dette budskab, vil det også kunne vende mismod og ængstelse til glæde og håb.
Jeg ønsker, at alle må opleve virkningerne af Julens budskab, både i form at en glædelig fest og i et nyt år, som vi håber bliver indledning til en tid med fred, og retfærdighed.
Glædelig jul og godt nytår!
+ Czeslaw