Biskoppens prædiken 2. søndag i fasten

Holdt i Jesu Hjerte kirke København 2. søndag i fasten, 17. marts 2019

Læsninger: 5 Mos 15,5-12.17-18 Fil 3,17-4,1 Luk 9,28b-36

I den liturgiske kalender har vi en særlig fest, hvor vi fejrer Herrens forklarelse, nemlig den 6. august. Men hvert år i fastetiden kommer den begivenhed også til udtryk i evangelierne – hvert år efter en anden evangelists udlægning og beskrivelse. Der er blevet gjort meget ud af Jesu egen forklaring og i kirkefædrenes udlægninger med at fortælle, at disciplene havde brug for forklarelsen for ikke at stå totalt uforberedte, når Jesus skulle herliggøres ved sin død, blive udsat for alle de lidelser, han blev underkastet, således at forudsigelse af og løftet om opstandelsen kunne have slået en vis rod i dem (Hellige Leo den Store prædiken 51,3-4.8). Vi ved, at det ikke gik sådan. Disciplene blev alligevel, trods alle forudsigelser fra Jesu side om opstandelsen, helt fortvivlet, så lidelsen og korsfæstelsen slog dem totalt ud.

Selve hændelsen – forklarelsen på bjerget – er ofte fremstillet i kunsten. Der er den, der bliver gjort mest ud af, det er dér, tingene sker, det er dér, Jesus kommer i dialog med de to store repræsentanter for den gamle pagt, der dog også, som det er nævnt i evangeliet, netop taler med ham om den udgang, han skulle have i Jerusalem. Vi er også meget fascineret af den begejstring, som overgår de tre disciple, ikke mindst Peter, sådan at han fremsætter det spontane ønske om, at ”her skal vi blive, her skal der bygges tre hytter” (Luk 9,33b). Den oplevelse vil vi ikke give slip på. Men vi ved med alt smukt i dagligdagen, at der også kommer en hverdag, at vi skal stige ned fra bjerget igen. Det er storslået at være på toppen af et bjerg. Man har, hvis vejret tillader det, et smukt udsyn, man har det store overblik, det hele er fascinerende, noget man kan huske længe. Men man skal ned igen, derned, hvor det bliver snævert, nede hvor hverdagen begynder. Men denne oplevelse fra disciplenes side bliver ikke altid beskrevet, og den er måske heller ikke så nem at beskrive eller gøre så meget ud af. Men den er også vigtig at få med, for er det ikke oftest dér, at vi synes vi befinder os, når vi er nede fra bjerget igen, eller måske uden overhovedet at have kendt oplevelsen på bjerget? Befinder vi os ikke nede i den grå hverdag med de mange udfordringer? Er det ikke mindst sådan, at vi nu som Kirke kunne trænge til en forklarelse, trænge til en oplevelse af herliggørelse? Men vi skal netop stole på, at der kommer en herliggørelse, og at vi faktisk også allerede har haft mange muligheder for at få et glimt af denne herlighed. For det første har vi gennem vor tro et indblik i Guds store univers, ja, vi kan i al beskedenhed sige, at vi i vor tro står på toppen af bjerget, at vi har et vist overblik over Guds univers, at vi har indsigt i Guds verden, at vi er i stand til gennem vor tro og vor beskæftigelse med den at kunne se de store sammenhænge. Der er også andre momenter i hverdagen, som vi kan gøre brug af for at oplever herliggørelsen, men også for at blive rustede til de øjeblikke, hvor vi synes, at tingene kan være særligt udfordrende. Vi kan godt tillade os at sige, at det at deltage i messen, at fejre eukaristien er en form for taboroplevelse, for er det ikke i messen, det sker, at himmel og jord står i eet - på den gode måde, -altså forenes således, at vi fra vor jordiske virkelighed får et indblik i de himmelske realiteter? Er det ikke sådan, at når vi beder, enten i fællesskab eller privat, at vi da også får en taboroplevelse, er vi ikke da i dialog med Gud? Ser vi heller ikke netop da også da de store sammenhænge i troen? Og er det ikke sådan, at når vi oplever fællesskab omkring vor tro i familien, i et klosterkommunitet, i menigheden, at vi da også - ikke mindst om søndagen – oplever en form for taborvirkelighed? Her er Gud til stede, her taler han med os, her indbyder han os ligefrem til at sige, at her godt at være. Også måske lidt mere udvidet når vi prøver på at udøve vor tro i næstekærlighed, selv om det nogle gang kan være udfordrende, er det så ikke dér, at vi ligeledes kan opleve Guds nærvær, ikke mindst, når vi har Kristi ord i baghovedet, ”at hvad I har gjort imod én af de mindste af mine brødre, det har I gjort imod mig” (Matt 25,40b) Så selv om hverdagen kan synes trist og grå nogle gange, udfordringerne store, problemerne mange, at tvivlen nogle gange hersker, så har Gud alligevel sørget for, at der er mange muligheder for taboroplevelser i vort liv, og det er dem, vi skal prøve på at opsøge, ikke lidt i stil med Peter som en flugt fra hverdagen, at vi ikke vil have med hverdagen at gøre, at vi lukker af for den udfordringer og så luller os ind i en åndelig eller liturgisk sikkerhed. Nej, slet ikke. Men vi er nu engang sat sådan sammen, og det er også Kristi vision med Kirken, at der er brug for begge disse aspekter. Der er en hård og udfordrende hverdag, hvor vor tro kan blive sat på prøve, vor næstekærlighed ligeledes. Derfor er det så også, at vi har brug for disse taboroplevelser, i messen, i bønnen, i fællesskabet. Så lad os endelig gøre så meget ud af dem som overhovedet muligt.

Også I, kære førstekommunikanter, har en taboroplevelse at se frem til. Når I første gang skal modtage Jesu legeme og blod, så har I faktisk lov til, ikke bare at se jer sammen med Jesus i nadversalen, men også se jer sammen med de tre disciple på Taborbjerget og virkeligt tænke: Nu sker der noget. Det foregår måske ikke helt på samme måde som på Taborbjerget; men virkeligheden er den samme: Jesus er der, vil gerne være sammen med jer. Så skal I også kunne sige: Det her er et godt sted at være, her vil jeg gerne komme igen. Så I har virkeligt noget at glæde jer til, når I snart skal modtage førstekommunionen.

Med ud over, at Gud har strøet om sig med muligheder for taboroplevelser, så er der også noget grundlæggende i vort fællesskab med ham. Han har sluttet en pagt med os, det er det, der gøres lidt ekstra ud af i søndagens første læsning, som kan virke lidt dramatisk, men alligevel har nogle fælles træk med evangeliet, fordi Gud også dér kommer til syne på en meget spektakulær måde. Så der er altså en pagt mellem Gud og os, som Gud aldrig vil svigte, og som vi bedst muligt skal prøve på at leve op til, netop for at erfare, at Gud er med os. Abraham spørger jo også lidt – måske halvvejs tvivlende – hvordan kan jeg vide, at det bliver sådan, som du har sagt, at jeg skal ind og tage det land i besiddelse? (1. Mos.15,8) Sådan kan vi måske også nogle gange blive fristet til at stille spørgsmålet: Hvordan kan vi vide, at vi er på rette vej, hvordan kan vi vide, at Guds løfter til os er reelle og vil gå i opfyldelse? Her er det, at vi skal stole på, ikke bare hvad Gud har gjort med sit folk i den gamle pagt, men ikke mindst, hvad han har ladet gå i opfyldelse i den nye. At Jesus, som er herlighedens konge, som kunne vise sig meget strålende og herlighedsfuldt, også er blevet den, der har solidariseret sig med os i vore svagheder, blevet en del af vor virkelighed for at følges med os, men ikke bare for at fastholde en vanskelig virkelighed, som han bare vil dele med os, men for at føre os ud af den for en gang at føre os til den herlighed, som en gang vil blive virkeliggjort i himlen, hvor vi vil opleve opstandelsen i fuldt mål.

Men ligesom disciplene fik en forsmag på herliggørelsen, så har vi det også. Lad os gøre brug af vort fællesskab i Kirken, glæde os over det, således at vi kan høste kraft og mod både til vort eget personlige åndelige liv og til at have noget at deles med andre om for netop at være rustede til den hverdag, vi befinder os i, både for at komme igennem den som mennesker med arbejde og andre forpligtelser og ikke mindst som glædesfulde og troværdige vidner om Guds rige.

Amen.