Læsninger: ApG 2,14.22-33; 1 Pet 1,17-21; Luk 24,13-35
For anden gang indenfor de sidste par uger hører vi evangeliet om emmausdisciplene. Teksten er velkendt og ender med at være opmuntrende, men skildrer også forinden det, som mange mennesker kan komme ud for i form af skuffelser, modløshed og tvivl.
Det gælder også de to disciple på vej til Emmaus. Som for de andre disciple har Jesu korsfæstelse været et stort slag, ikke kun p.gr. af grusomheden, men måske især fordi, den kom til at stå som det dramatiske slutpunkt for erfaringer og oplevelser, de havde sat hele deres liv og fremtid ind på. Da de så får følgeskab af den endnu ukendte ledsager, bliver der endnu endda gnedet salt i såret, fordi Jesus kalder dem for uforstandige og tungnemme. Er det ikke noget selvsikre troende siger til dem, der har svært ved at tro, og måske nærmest opfatter dem som ubegavede? Nu ved vi, at vi, også når vi er troende, har godt af at blive rusket lidt på en kærlig måde. Jesus tør også tale til de to disciple, fordi de har et vist trosmæssigt fundament, som han minder dem om. De havde, som alle de andre disciple, fået at vide af Jesus, at han skulle dø, men også opstå. Vi hører også om, at flere af disciplene ikke var glade for at høre den forudsigelse og forsøgte at fortrænge den. Det er så måske denne fortrængning, så naturlig den end kan være, som har ført til, at de står uforstående over for det, der så skete med Jesus.
Selv om vi nemt kunne mene, at disciplene dengang burde vide bedre, fordi de virkeligt havde oplevet Jesus, og dermed Gud, fysisk iblandt sig, så har vi også forståelse for deres tvivl, fordi det drejer sig om noget, mennesker til alle tider har haft. Selv den bedste og sikreste kan blive anfægtet og usikker med dramatiske følger, hvis man ikke bliver samlet op. Derfor er beretningen om emmausdisciplene også et budskab til os.
Beretningens budskab bliver formidlet i to etaper: Først hører vi om, hvordan Jesus på vejen forklarede de to, hvordan det egentlig hænger sammen, og hvorfor de skulle tro på det, Jesus havde forudsagt forinden. Til sidst hører vi om, hvordan de så genkendte Jesus, da han brød brødet for dem, en klar hentydning til eukaristien. Hvad der så følger, er også vigtigt: Straks efter oplevelsen i Emmaus skynder de to disciple sig tilbage til Jerusalem for at dele den med de andre disciple, og Jesus viser sig igen. Dette sidste er en klar opfordring til at give det videre, som vi selv har erfaret, netop måske efter anfægtelser og usikkerhed, men nu overbeviste om dets sandhed.
Også vi skal ud på en trosvandring, der kan foregå i flere etaper. Der findes noget, vi kan betegne som det ”andet kald.” Disciplene får et første kald, da de opdager Jesus og følger ham, fulde af begejstring og med oplevelsen af, at de har fået et nyt liv, er kommet med i noget stort, der giver mening. Det andet kald består i, at konsekvenserne for et discipelskab går op for dem: mulighed for forfølgelse og for på andre måder at skulle dele vilkår med Jesus. Det mest rørende eksempel på, at der bliver sagt ja til et sådant andet kald er, da Peter – efter at de fleste har forladt Jesus på grund af hans tale om sig selv som livets brød – siger: ”Herre, hvem skal vi gå til, du har det evige livs ord”( Joh 6,68). Det var ganske vist inden korsfæstelsen, men et udtryk for, at der for Peter ikke var noget alternativ til Jesus.
Det andet kald, altså konfrontationen med forudsigelsen af lidelsen, men altid med opstandelsen som den afsluttende sejr, blev dog alligevel udfordret hos disciplene. Jesu forsikringer var tilsyneladende ikke nok til at bevare modet. Det kommer dog så langsomt tilbage: Personer, som har set den tomme grav og endda mødt den opstandne, kommer og fortæller det til andre, som så også møder Jesus.
Vor tros dynamik består i, at vi bliver draget til og overbevist af Jesu person, bliver ansporet til at give det videre, vi har hørt, og fejrer vor egen tro og vor begejstring for at forkynde ved at samles til eukaristien. Sådan var praksis i den første menighed (ApG 1,14), og det skulle også gerne fortsætte i vor tid.
Episoden i dagens evangelium har givet Jesus titlen ”den fornemmeste ekseget,” altså den bedst egnede bibelfortolker. Til disciplenes begejstring kunne han udlægge skrifterne og gøre dem forståelige, så ikke bare forstanden lyste, men hjerterne brændte. Vi kan således sige, at vi ikke kender Bibelen, uden at Jesus forklarer den. Samtidig siger den hellige Hieronymus (ca. 340-420), den første bibelteolog, at ”den, der ikke kender skrifterne, kender ikke Kristus.” Dette hieronymusord modsiger ikke Jesu udlægning som kilden til vor tro. For at kunne vide noget om Jesus, må vi læse Bibelen; men det er ham selv, der gør den levende og relevant. Selv om Jesus naturligvis ikke kaldes ekseget i Bibelen, kalder han meget naturligt sig selv ”vejen, sandheden og livet ”( Joh 14,6). Alle disse betegnelser fortæller, at Jesus er den, det hele drejer sig om. Vej, sandhed og liv ligger i Jesus selv og er ikke noget, der kun fører hen til ham. Når Jesus optræder som ekseget, giver han ikke en neutral og ren videnskabelig forklaring på, hvordan skriften skal forstås, men åbenbarer sig selv. Også vi har til stadighed brug for, at Jesus er vor ekseget. Vi kan lære bibelsteder udenad, være fortrolige med hele passager, uden at det siger os noget, eller uden, at det berører os. Helligånden er naturligvis også én, som hjælper os til forståelse af Bibelen; men det er Jesus, som Helligånden vil føre os hen til, så vor tro kommer til at bestå i et personligt forhold til netop Jesus.
For emmausdisciplene var vandringen med Jesus sikkert en engangsbegivenhed. For alle os andre skal den være en del af hverdagen. Jesus skal hele tiden være vor følgesvend eller, der er snarere tale om et dobbelt følgeskab. Han ledsager os, hvor vi går, finder os på vejen, nogle gange, uden at vi opdager det. Når vi så har opdaget, at det er ham, så er det os, der skal følge, fordi der ved ethvert møde med Jesus lyder et ”kom og følg mig,” (Matt 4,19; Mk 1,17) og et ”kom og se” (Joh 1,39).
Jesu og de to disciples vandring slutter i Emmaus med, at de sætter sig til bords, og disciplene genkender Jesus ved, at han bryder brødet for dem, en klar hentydning til eukaristien, den første eukaristiske brødsbrydelse efter skærtorsdag. For disciplene havde denne gestus en genkendelseseffekt, selv om de to ikke havde været med i nadversalen. Genkendelsen var fuldendelsen af den katekese, de havde haft på vejen.
Vi skal også kunne genkende Jesus i eukaristien. For at kunne det, har vi også brug for katekese, for at forstå, hvem Jesus er, og hvad han vil med os. Ligesom vi kan læse Bibelen uden at forstå den eller blive berørt af den, kan det også hænde, hvilket sikkert er tilfældet for mange, at man ikke rigtigt ved, hvad der sker i messen, og ikke lader sig berøre af det, ikke ser det som en troserfaring og et møde med Jesus, men måske højst som en ceremoni og led i en tradition.
Modsat disciplene i Emmaus tærer vi på en lang tradition, snart to tusind års efterfølgelse af Jesus og fejring af hans sakramenter, ikke mindst eukaristien. Vi har fået at vide, hvad det betyder, det er sat i system for os i teologien og i traditionen. I en traditionel kristen sammenhæng er de fleste vokset naturligt ind i livet med Gud og Kirken uden de store omvendelsesoplevelser. Det er godt, hvis troen på denne måde kan blive ført videre. Dog ved vi også, at dette efterhånden hører til undtagelserne, at der ikke længere findes de beskyttede, driftssikre kristne miljøer, hvor alt følger naturligt. Alle vil komme ud for anfægtelser, mange vil hurtigt give op og lægge den kristne praksis bag sig. Det betyder, at der også for dem, der bliver ved, kommer valg- og beslutningsøjeblikke, hvor der skal siges ja til Gud. Selv om alle disse erfaringer forbliver stærkt personlige, behøver de ikke at foregå uden kontakt med et kristent miljø. Disciplenes påskeoplevelser med al deres tvivl og nedtrykthed bliver afhjulpet ved, at nogen, som selv er blevet overbevist, fortæller, at Jesus er opstået. Lidt anderledes end i Emmaus, men med den samme virkning og det samme formål, skal vi også, når vi samles til eukaristien, virkeligt erfare, at Jesus er til stede, ikke fordi vi ikke vidste det, da vi trådte ind i kirken, men som en bekræftelse og en bekendelse, en tilbedelse af, hvad vi er kommet til tro på. Eukaristien er påskens permanente virkning i Kirken og dermed i vort liv. Det er Jesus, der indbyder, men vi skal også, som de to disciple, nøde ham til at blive, vise, at vi gerne vil fortsætte vort fællesskab med ham, for derved at opleve, hvem han er, Guds opstandne Søn.
Amen