Læsninger: Es 52,7-10 1 Kor 1,18-25 Mark 1,14-20
Fejringen af en lokal kirkelig pioner og markeringen af kirkelige begivenheder er anledninger til besindelse på og taknemmelighed for fortiden, en form for statusopgørelse over nutiden og må også gerne være et forsøg på at forme fremtiden.
Sådan er det også, når vi fejrer den hellige Ansgars fest, selv om han ikke er den eneste referenceperson i vort kirkeliv – samtidigt med, at fejringen af ham ikke er foregået uafbrudt siden dengang, han levede. Dertil kommer, at de store frelseshistoriske markeringer i årets løb og fejringen af store og universelle helgener i endnu højre grad giver anledning til refleksion.
Alligevel giver det mening i vort bispedømme at fejre den hellige Ansgars fest. Han er på en særlig måde vor apostel, har virket i vort område og er derfor blevet en del af vor tradition og er således med til at gøre den kristne tro konkret for os, fortælle os, at vi i den lokale forankring samtidig er en del af den store kristne familie.
De tre bibelske læsninger i dagens messe underbygger på forskellig måde, hvad vi fejrer. Den første og velkendte tekst fra profeten Esajas’ bog beskriver glæden over at modtage godt nyt, samtidigt med, at den appellerer til, at modtagerne åbner sig for det, da det ellers ikke kan gøre sin virkning. I evangeliet hører vi mere konkret om, at de, der skal være budbringere, bliver kaldet og samtidigt engagerer sig helt i deres opgave ved bl.a. at lægge deres hidtidige aktiviteter bag sig.
Sådan blev også den hellige Ansgar én, der stillede hele sit liv i Kristi tjeneste, brød op hele to gange, først fra sit hjemland, Frankrig, og senere fra sit nye virkefelt, Tyskland. Vore forfædre forventede ikke at høre hans fodtrin, deres modtagelse af ham var reserveret, og hans mission præget af mange udfordringer. Alligevel har vi lov til at betragte den hellige Ansgar som en formidler af godt nyt, der i hvert fald på længere sigt konsoliderede vort land som en kristen nation.
Den anden læsning fra første korintherbrev kan være sværere at gå til, selv om den er vigtig for mødet med de udfordringer, som er en del af både den hellige Ansgars situation dengang og af vor egen her og nu. Den 4. almindelige søndag, som resten af Kirken fejrer i dag, har som anden læsning en anden passage af 1. korintherbrev – faktisk fortsættelsen af vort afsnit, det, vi lige har hørt; men den læsning, der hører til dagens fest, er en direkte fortsættelse af sidste søndags anden læsning fra samme brev, som handlede om splittelserne i én af de første menigheder.
Indre splittelse og udfordrende modgang er netop fænomener, der ikke mindst nu er en del af Kirkens hverdag, naturligvis i meget forskellig grad fra sted til sted, men noget, der er universelt nok til, at alle, også dér, hvor det går fredeligere til, kan blive berørt af det.
Paulus talte sidste søndag om interne spændinger, splittelser, der nu berører kristenheden som helhed, fordi vi endnu ikke alle er eet, men også enkelte konfessioner og deres menigheder.
Paulus taler meget om korset, selv om korset af de kristne dengang slet ikke blev brugt som symbol på kristen tro og tilstedeværelse, sådan som vi er vant til det nu. Tværtimod undgik man længe korset som synligt symbol og udsmykning, mens vi nu betragter det som en naturlig markering af vor tro og bekendelse.
Men selv om Paulus ikke, som senere missionærer, har holdt et krucifiks i hånden, mens han prædikede, så taler han meget tydeligt om korsets betydning, ikke som et rent symbol, men om, hvad der skete på korset og hvem det var, der døde på det.
Konflikten mellem de første kristne på den ene side og græsk filosofi og jødisk tradition på den anden er en spænding som umiddelbart ikke virker relevant for os. Alligevel kan de to positioner, den græske og jødiske, stå for fænomener, der også siden har udfordret kristendommen og bestemt også gør det i vor tid.
De hårdt optrukne positioner på Paulus’ tid er i dag repræsenteret ved radikal sekularisering på den ene side og på den anden side ved forsøg på at tilpasse eller begrænse troen til noget, der passer ind i menneskers egne forestillinger. Det skal hurtigt siges, at sammenligningen ikke er 100 procent dækkende. Det græske samfund var ikke ugudeligt, og ikke mindst står jøderne som en vigtig del af Guds plan med menneskene. en vigtig forudsætning, som også Kristus byggede på. Blot kunne de ledende blandt dem ikke se de messianske forestillinger opfyldt i en mand, der led en forsmædelige korsdød.
Men det er ikke kun datidens mennesker, der efter vor opfattelse ikke var klogere, som vi arrogant kunne sige. Også i vor tid virker Kristi sande væsen, herunder også det sindelag, der fik ham til at acceptere korsdøden, som noget, der enten er uforståeligt, provokerende eller ubekvemt.
I Paulus’ fremstilling af situationen virker det umiddelbart nærmest, som om det for ham bare er et pædagogisk problem at få formidlet budskabet om Kristus, og ikke noget, han opfatter som en trussel.
Vi skal naturligvis heller ikke være bange for dem, der ikke forstår os eller ikke er enige med os; men derfor kan vi godt se dem som en større udfordring. Samtidigt skal vi dog også være klar over, at troen på Kristus ikke længere kun er noget, der anses for irrelevant af omverdenen, men som en trussel mod de normer og værdier, man mener hører med til et moderne samfund. Et kristent engagement i abortdebatten er noget, der anses for ubekvemt og utidigt, og det samme vil gælde i en eventuel debat om aktiv dødshjælp. Religiøs opdragelse kan blive klassificeret som social kontrol og forsvaret for det kristne familiebegreb blive set som diskriminerende.
På den anden side kan vi også inden for Kirken blive fristede til, ikke kun at ville tilpasse den til verdenen, men også til at gøre vore egne forestillinger om den. Det kan give sig udtryk i en elitær, ekskluderende opfattelse af, hvad det vil sige at være kirke, i utålmodighed med andres tempo på vej mod Gud eller i for streng bedømmelse af dem, der på én eller anden måde trosmæssigt er kommet til kort. Vi kan også komme i fare for at glemme korset, eller nærmere betegnet, Kristi opofrende sindelag som et vigtigt pejlemærke for vort eget liv, således at vor tro blot bliver en pleje af ydre traditioner med mangel på fordybelse og engagement.
Tingene hører sammen. Den nødvendige fordybelse med tilhørende engagement har et dobbelt formål. For det første skal det gøre os til autentiske og troværdige kristne, der med et overbevisende vidnesbyrd skal være med til at bringe andre mennesker nærmere til Gud. Dernæst skal denne forankring i livet med Gud og hans Kirke give os modstandskraft over for de udfordringer, vi møder, så vi ikke fristes til enten helt at opgive troen på Gud eller drosle den ned til et diskret minimum.
Som sagt har vi hele året mulighed for blive styrket i vor tro ved fejringen af de store begivenheder i Kristi liv og gerning, jul, påske og pinse, samt i mødet med de andre store helgener, vi fejrer. Den hellige Ansgar er blot én af disse sidste, men så også den, der som én af de første bragte vort land i kontakt med Kristi liv og projekt. Vort bispedømme består af mennesker af mange nationer, som både før og senere har mødt den kristne tro. Men for dem, der har deres dybe rødder i vort land, er den hellige Ansgar en vigtig inspirator, ikke kun for os katolikker, men også for de øvrige kristne i vort land. For os alle er den hellige Ansgar et vigtigt trosvidne, hvis arv, vi skal føle os forpligtet på og styrket af.
Amen.