Biskoppens prædiken, Familiedagen i Vadstena 6. oktober

– i forbindelse med besøget af Sct. Thérèse af Lisieux og hendes helgenkårede forældres relikvier

Læsninger: 1 Joh 4,7-12 Joh 2,1-11

Vi står ved begyndelsen af den månedslange pilgrimsrejse, som relikvierne af den hellige Thérèse af Lisieux og hendes forældre, Louis og Zélie Martin skal foretage i de nordiske lande.

Andagten til den hellige Thérèse har været kendt og udbredt i Kirken lige siden hendes helgenkåring i 1925. Hendes forældres dyrkelse er langt nyere og endnu ukendt for de fleste. I det hele taget er det noget nyt og i fortiden også sjældent, at ægtefolk er helgenkåret og endnu sjældnere, at de er blevet helgenkåret sammen.

Selv om den hellige Thérèse af Lisieux er en stor og usædvanlig helgen, så er hun også meget typisk for, hvilke personer, der i tidens løb er blevet helgenkåret, ikke mindst siden helgenkåringer skete ifølge en bestemt proces. De fleste har været ordenfolk og gejstlige, æret og fremhævet for deres vidnesbyrd i disse to livsformer eller som martyrer.

Heldigvis er der ændret på det. Selv om familielivet altid har været værdsat og anset for en vigtig grundpille i Kirkens og samfundets liv, er det først siden koncilet, at alles kald til hellighed igen bliver fremhævet og værdsat, og også familielivet nævnes som en sammenhæng, hvor hellighed kan udvikles og stråle frem.

Når vi i Kirken beskæftiger os med familielivet gør vi det fra to sider. Vi fremhæver familielivet som et vigtigt miljø for levet tro og videregivelse af troen. Lidt beregnende kunne vi sige, at Kirken priser familielivet for at sikre sin egen trivsel, fordi Kirkens vækst er afhængig af nye generationer, som er præget af troen. Familierne leverer også de kald til præstedømmet og det gudviede liv, som Kirken har særligt brug for.

Men Kirken beskæftiger sig også med familielivet for at hjælpe ægtepar og familier til en god start og et godt liv og for at være parat med hjælp, hvis der opstår kriser. Som Kirken fastholder et bestemt billede af familien som prototypen, der bygger på ægteskabet mellem en mand og en kvinde, vil den også gerne hjælpe familier, der deler dette syn, til at navigere i et samfund, hvor mange familiemodeller lanceres som jævnbyrdige. Ved at støtte, opmuntre og hjælpe familier er Kirken med til at styrke sit eget apostolat og mangfoldiggøre de kanaler, som kan føre troen og Kristi budskab fremad.

Denne win-win-situation må ikke bygge på ren pragmatisme, men skal se sig inspireret af det almene kald til hellighed. Kirken er understøttet af Helligåndens ledelse, den Ånd, som dalede ned over apostlene på pinsedagen. Derfor blev også apostlene særligt set som dem, Helligånden først og fremmest gjorde brug af i udbredelsen af Guds rige. Dette har også næret den opfattelse, at især Kirkens hierarki er bærere af Helligånden og hans gaver. Men Helligånden kom pinsedag over en bredere forsamling af disciple med Jesu mor, jomfru Maria i spidsen.

Helligånden bliver ved med at puste nyt liv over verden, i familierne, i hjemmene i menighederne. Dette understregede pave Frans i sin prædiken under afslutningsmessen på mødet med familierne i Dublin i august. Han fortsatte med at sige, at enhver ny generation bærer løftet om en ny pinse med sig, og taler om en ”huspinse”, una pentecoste domestica.

På den første pinsedag fyldte Helligeånden ”hele huset, hvor de – disciplene – sad (ApG 2,2b). I kraft af de løfter, som pave Frans taler om, har vi lov til at tro, at Helligånden kan fylde hele det hus, som enhver familie bor i, det fællesskab, som enhver familie danner.

Utallige er de familier, som i fortid og nutid har været og er miljøer for Helligåndens ofte stilfærdige, men effektive virke, også i familier, som indimellem kan have store udfordringer. Dagens evangelium kan vi godt tillade os at se som en slags forudforkyndelse af Helligåndens komme eller i hvert fald som et udtryk for, hvor nødvendig Helligånden er. I forvandlingen af vand til vin er det Jesus, som handler; men måden, miraklet sker på, er et billede på Helligåndens metoder, - en for det meste stilfærdig måde at virke på, hvor underet bare sker. Men Helligånden griber ikke ind uden forudsætninger. På pinsedagen var forudsætningen, at disciplene var der, var samlede, ventede, fordi Jesus havde bedt dem om det. Ved brylluppet i Kana var forudsætningen, at stenkarrene blev fyldt op, en simpel, ved første blik irrelevant forberedelse til et mirakel, en unødig omvej til opfyldelsen af et akut behov.

I en familie foregår der mange daglige praktiske, nogle gange trivielle rutiner, som ikke synes at være nogen erfaring af Helligåndens virke. Nogle gange oplever ægtefæller og forældre, at ”vinen slipper op”, at kræfterne er udtømt og begejstringen forsvundet. Da er det, at stenkarrene skal fyldes f.eks. ved at der bliver sagt tak, ved at der bliver tilgivet og bedt om tilgivelse, ved at der bliver udtrykt anerkendelse. Dette er naturlige, til tider banale forudsætninger for, at Helligånden kan udvirke fornyelse, forsoning, at begejstringen vender tilbage. Også bare, at man er trofast i de daglige rutiner, kan sammenlignes med evangeliets fyldte stenkar, hvis indhold Helligånden kan forvandle til noget kostbart, der redder en fest, som er i fare for at mislykkes.

I læsningen hører vi, at ”Gud er kærlighed” (1 Joh 4,17). Denne kærlighed manifesterer sig særligt gennem Helligånden. Vi tænker tit på Helligånden som den, der skal lære os at forstå, at give styrke, at handle rigtigt. Helligånden lærer os at kende Jesus, for ingen kan sige, ”at Jesus er herre, undtagen ved Helligånden” (1 Kor 12,3). Men i læsningen siger Johannes også, at kun den som elsker, kender Gud, ”eftersom Gud er kærlighed” (1 Joh 4,8).

Længslen efter at finde sit endelige kald og sin mission får den hellige Thérèse af Lisieux opfyldt i erkendelsen af at skulle være ”kærligheden i Kirkens hjerte”, den kærlighed, der, som hun siger, fik apostlene til at forkynde og martyrerne til at udgyde deres blod. I indledningen af sin prædiken i afslutningsmessen i Dublin drager pave Frans en parallel mellem den hellige Thérèses kærlighed i Kirkens hjerte og alles kald til at være denne kærlighed. Ud over, at familien er grundcellen i Kirken og samfundet, kan vi også roligt sige, at familien er med til at manifestere kærligheden i Kirkens hjerte.

Gud kan vække kærligheden i mennesker på alle stadier i livet og hos mennesker med mange baggrunde, også i dem, som har lidt nederlag og er blevet svigtet. Ikke desto mindre er det vor lykke at opdage og erfare kærligheden så hurtigt som muligt. Gud har elsket os (først), og jo tidligere et menneske oplever kærlighed, jo tryggere og mere harmonisk vil det blive og bedre til selv at vise kærlighed. Derfor er kærligheden i familien en vigtig grundpille, også for Kirken, både ægtefællernes indbyrdes kærlighed og den kærlighed, de viser deres børn. Kærligheden bliver på denne måde både et eksempel og en kraftkilde. Kærligheden ruster mennesker til at blive mennesker; men åbner også menneskers vej til Gud, selv om Gud er den, der elsker først.

I den hellige Thérèse af Lisieux ærer vi en stor person i Kirken med et på én gang magtfuldt og enkelt budskab, et menneske med store åndelige ambitioner, som undgår at blive til hovmod, fordi de grunder i kærlighed. Forældre kommer af logiske grunde før deres børn; men som person og som helgen har den hellige Thérèse længe været kendt langt bedre end sine forældre. I grundige biografier af den hellige Thérèse har forældrene altid spillet en rolle, også i hendes åndelige liv og erfaringer; men det er først med deres helgenkåringsproces og kanonisering, at deres rolle for alvor er blevet fremhævet og almindeligt værdsat. De enkle mennesker, Louis og Zélie Martin, har frembragt en stor helgen, som i de flestes bevidsthed nok altid vil overgå dem. Ikke desto mindre er deres rolle af afgørende betydning for Thérèses udvikling, også i åndelige henseende, og særligt faderens, efter moderens tidlige død. Meget i disse tre personers liv er vævet sammen til en åndelig virkelighed, som har præget dem.

Den hellige Bernadette blev ikke helgenkåret, fordi jomfru Maria viste sig for hende; men fordi hun både før og efter visionerne, sikkert nok forstærket efter visionerne, levede et liv i tæt forening med Gud. Louis og Zélies helgenkåring er heller ikke en udmærkelse for at have frembragt en berømt datter, men en anerkendelse af deres eget liv i og med Gud. Enhver er i sidste ende ansvarlig for sin egen tro. Ingen kan sige ”jeg tror” på et andet voksent menneskes vegne. Men kærlighed, hellighed og tro kan være ”smitsomme”, både som eksempel og som en frugt af, hvordan Gud kan bruge menneskers tro og kærlighed.

Derfor er der et enormt potentiale i ægtefællers og forældres kærlighed, i familiers menneskelige overskud, generøsitet og gæstfrihed. Alt dette virker umiddelbart indadtil og styrker familien selv, men vil uvægerligt også præge omverdenen. Derfor er familien rolle så stor, derfor har den brug for støtte, og derfor kan den støtte og hjælpe, både indadtil og udadtil, ikke mindst andre familier og enkeltpersoner, som er udsat for prøvelser og har lidt nederlag. Derfor siger vi tak til familierne, til vore egne familier, kernefamilien og den udvidede, tak for eksempel og kærlighed. Tak til alle familier for deres rolle i Kirken, for deres engagement og eksempel.

Familielivet grunder i Guds skaberorden og er fornyet i hans Søns menneskevordelse. Den hellige familie blev en vigtig familie, fordi Guds Søn blev menneske i den. Joakim og Anna huskes, fordi de blev forældre til Jomfru Maria, som Gud holdt fri for synden. Louis og Zélie Martin har nu fået deres plads på helgenskarens stjernehimmel på grund af deres datter. Alle disse familier og deres børn er forskellige; men de har til fælles, at de åbnede sig for Guds kærlighed og derved blev med til at realisere hans planer.

Derfor er der et stort potentiale i jer familier, potentiale for nye familier, for kald til præstedømmet og det gudviede liv, et potentiale til fornyelse af Kirken i det hele taget og til fornyelse af samfundet ved at skabe gode borgere. Må Gud hjælpe jer til det – trods alle udfordringer – og bevare og øge jeres glæde.

Amen.