Biskoppens prædiken, festen for Herrens fremstilling i templet

Sct. Ansgars domkirke søndag den 3. februar 2019

Læsninger: Mal 3,1-4   Hebr 2,14-18   Luk 2,22-40

Strengt liturgisk har vi allerede for et par uger siden afsluttet juletiden, nemlig med festen for Herrens dåb. En tradition – nogle steder stærkere end andre – strækker juletiden til denne dags fest, festen for Herrens fremstilling. Det giver en vis mening, fordi det stadig er Jesusbarnet, som er i centrum i en begivenhed, der også dengang foregik fyrre dage efter hans fødsel.

Julen og de fejringer, som er afledt af den, fokuserer naturligt nok på barnet Jesus – fødslen og åbenbaringen for de vise mænd fra Østen. I tilknytning til juletiden har vi dog også markeret episoder fra Jesu voksne liv som en del af julens åbenbaringshistorie, nemlig hans dåb i Jordan og første mirakel ved brylluppet i Kana. Alle disse begivenheder udtrykker, at Gud kommer til os gennem sin Søn for at frelse os, for at give os mod, men som et led i denne proces også for at udfordre os.

Det gælder også for dagens fest. I første læsning fra profeten Malakias’ bog hører vi: ”Herren, som I søger, kommer med ét til sit tempel.” (Mal 3,1b) Til forskel fra Malakias’ forudsigelse, der lyder lidt voldsomt, er Lukas’ beretning om Jesu fremstilling meget fredelig. Der har måske også været andre børn, der skulle fremstilles, og ingen lægger specielt mærke til Jesus, bortset fra Simeon og Anna, for hvem det er en stor begivenhed.

Som med rigtigt meget i Guds historie med mennesket, indeholder også denne hændelse dog mere end det, den blot beskriver. Når der står, at Herren kommer til sit tempel, dækker det over mere end blot bygningen af sten. Det samme gælder i øvrigt Jesu besøg i templet 12 år senere, hvor han endda siger: ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min Fader?” (Luk 2,49a). Med disse to besøg i templet er Jesus ved at virkeliggøre, at den gamle gudsdyrkelse med dens ofringer snart skulle afløses af det ene og evige offer, nemlig Jesu hengivelse af sig selv til vor frelse, et offer, som efterfølgende ikke bare skulle markeres ét sted, men gøres nærværende overalt i Eukaristien.

Men Jesus kommer ikke kun til et tempel bygget af sten. Han kommer også til ét, som er bygget af levende sten, selv om det projekt ikke på det tidspunkt er kommet rigtigt i gang, fordi Kirken endnu ikke var grundlagt. Men forbilledet, Israels folk, er der allerede, og det har Gud taget bolig i. Jesus blev modtaget forskelligt blandt sine egne. I johannesprologen står der: ”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.” (Joh 1,11). ”Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig?” (Mal 3,2ab). Disse spørgsmål synes at afspejle holdningen hos Jesu tilhørere, selv hos hans disciple, da han talte om sig selv som livets brød: ”Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?” (Joh 6,60).

Nu skal vi som kristne ikke triumfere over jøderne, over den gamle pagts mennesker. Vi befinder os ganske vist i en ny realitet, Kirken, som helt bestemt afspejler Guds nye plan og ønsker, og dermed er vi også på rette sted og i en sammenhæng, hvor Guds sandhed er garanteret. Men der er ingen garanti for, at vi altid er lydhøre, altid åbne for Gud, altid lader ham fylde mest. Mange kan også i dag synes, at meget af det, som Jesus eller hans Kirke siger, er ”hård tale” og ”hvem kan holde ud at høre på det.” (Jf. Joh 6,60). Ligesom dengang er der også i dag mange, der ”forlader ham og ikke mere følges med ham” (jf. Joh 6,66), eller måske bliver, men indretter sig efter egne normer. Også i dag er der risiko for, at mennesker sætter sig på og dominerer Guds sag, former den efter eget behov og bekvemmelighed, og tager anstød af, hvad Gud og hans Kirke forkynder.

At vi skal lade os udfordre og dermed også forvandle, ser vi også i Simeons ord til Jomfru Maria: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges. (Luk 2,34) Simeons ord om Jesus er ikke en trussel, men blot en understregning af, hvilken vigtig person Jesus er, at man ikke kan forholde sig ligegyldigt til ham, ikke må undlade at tage hans ord til sig og lade sig omvende. Mere end faren for fald, skal vi se chancen for oprejsning, ikke kun frygte for, hvad der sker, hvis vi ikke lytter til Kristus, men først og fremmest lade os inspirere og anspore af, hvilke muligheder vi får, når vi tager imod ham. Når vi tager imod Jesus, kan han både oprejse det i Kirken, som er faldet og svækket, og bevirke, at verdenssamfundet og de enkelte lande bliver præget af fred og retfærdighed, af respekt for mennesket og ikke mindst af respekt for Gud. Ligesom templet og vi, som Guds folk er hans eget, som han kommer til, er verden det også. Han har skabt den, han har overdraget os at tage ansvar for den og bruge dens goder på den rigtige måde; derfor skal der også være plads til Ham i vor verden, i den verden, vi præger og former, ikke som udtryk for en sentimental høflighed over for Gud, men som en erkendelse af, at selv vore bedste intentioner som mennesker aldrig kan stå alene og endda risikerer at mislykkes og deformeres, hvis kun vore interesser tæller.

Vi taler om templet som et billede på Kirken og på en måde også på verden. Men hver enkelt af os er også et tempel, Helligåndens tempel. I kraft heraf har vi en særlig værdighed som mennesker; men vi skal også opfatte os som et tempel, der er Guds, og hvor han gerne vil bo. Når Gud holder sit indtog i vort livs tempel, kan det også betyde en omvæltning, som kan virke voldsom, både fordi den vender op og ned på vort liv, kommer på tværs af vore planer, altså både skaber frygt og irriterer. Malakias taler om, at han er som ilden i smelteovnen og den lud, man bruger til blegning. Både ild og lud er skrappe midler, som også i overført betydning kan gøre ondt; men meningen med begge billeder er, at de udtrykker, at det ædle og ægte bliver tilbage efter smeltningsprocessen, og vi kommer til at fremstå rene og lyse efter en renselse.

På denne fest er også lyset i centrum. De lys, vi indvier og tænder, kan vi se som et symbol på Kristus som verdens lys, det lys, som Simeon siger, er til åbenbaring for hedningerne. Selv om lys også afslører svagheder og mørke sider, noget, som i hvert fald en overgang kan være smertefuldt og ydmygende, så er lyset overvejende noget positivt, som gør os i stand til at glæde os over det, vi kan se, over hvad, der er smukt. Det gælder ikke kun det fysiske lys, men også det åndelige, det lys, som lader os erkende Gud og hans vilje.

Juletiden må nu siges at være slut. Selv om Jesus i dagens evangelium er et lille barn, har han alligevel begyndt en mission ved at komme til sin Faders hus, ved at fylde dette hus med sit nærvær. Han glæder de gamle mennesker, som forudsiger den rolle, han kommer til at spille.

Nu begynder for en tid den almindelige del af kirkeåret, den kirkelige hverdag, hvor det drejer sig om at leve vort liv som kristne på en autentisk måde, inspireret af de store fester. Næste søndag hører vi Jesus kalde sine disciple. Dette møde gør indtryk på Peter, som bliver forskrækket over, hvad Jesus kan gøre med den store fiskefangst og derfor føler sig uværdig. Gud vil også gennemlyse os, ikke for at gøre os uværdige, men for at vise os sin kærlighed. Han gør Peter til menneskefisker og inspirerer til efterfølgelse. Det samme gør han ved os, også vi kaldes til at følge ham efter og føre hans mission videre.

Amen