Biskoppens prædiken i domkirke julenat 2018

Læsninger: Es 9,1-6  Tit 2,11-14  Luk 2,1-14

Selv om juleevangeliet præsenterer os for et enkelt og velkendt sceneri, formidler det et budskab, som er yderst dybt. Barnet, der fødes, er ikke noget almindeligt barn, men Guds Søn. Det kan ikke være rigtig jul, hvis vi ikke prøver at få det med, og at få det med betyder både at tro på, at Gud virkelig er kommet os nær på den måde, det skete i Bethlehem, og ved at lade det påvirke vort liv.

For mange mennesker er det en udfordring at tro på Gud, at anerkende hans eksistens og tro på, at han er den, han er: evig, almægtig og alvidende og den, der har skabt alting og, som man skal lade sig lede af i sit liv. Så yderligere at tro på, at Gud er treenig og har en søn, som er blevet menneske, er en ekstra udfordring. Selv om det hører med til den kristne tros indhold, at Guds Søn er blevet menneske, så kunne det at tvivle på denne begivenhed godt tolkes som en stor respekt for Gud. For hvordan kan en almægtig Gud, som ikke er begrænset af noget, finde på at udsætte sig for menneskelig skrøbelighed og menneskers luner? Og selv om en almægtig Gud kan alt, altså også gøre sig svag, er det så værdigt for Gud at gøre det?

At blive menneske er ikke desto mindre noget, som Gud både kan og vil. Han kan sørge for, at den umiddelbart set umulige kombination af guddom og menneskelighed kan forenes i een person, og Han vil det, fordi han ønsker at vise os mennesker sin kærlighed og vise os, at vi mennesker ved at tage imod den kan flytte noget dér, hvor ting er kørt fast, og ondskab og håbløshed har taget over. 

I morgen vil vi meditere over, at det barn, hvis fødsel, vi fejrer her i nat, virkelig er Guds Søn og har en evig fortid. Her i nat skal vi lade os overvælde af, at Gud er så stor, at han ikke er bange for at blive lille. At han gør sig lille betyder ikke, at han bliver mindre Gud, og endnu mindre, at vi ikke skal tage ham alvorligt. Tværtimod betyder det virkeligt, at Gud er stor, en bekendelse vi kristne også roligt kan give udtryk for. 

Allerede i den gamle pagt hører vi Guds folk rose sig af at have en Gud, som er nærværende: ”Hvor er det folk, det være sig nok så stort, der har sin Gud så nær, som vi har Herren vor Gud, hver gang vi råber til ham?” (5. Mos 4,7) Denne sandhed er blevet endnu tydeligere ved, at Guds Søn blev menneske. I den gamle pagt blev denne gudsnærhed bl.a. set i form at den lov, som Gud havde givet sit folk, et udtryk for hans visdom og retfærdighed (jf. 4. Mos 4,8). I den nye pagt, som netop indledes med, at Guds Søn bliver menneske, bliver den vise lov suppleret med et vidnesbyrd om, hvordan denne lov skal underbygges af kærlighed, den lov, som Guds Søn ikke kom for at ophæve, men for at opfylde (jf. Matt 5,17). 

 I vor katolske tro glæder vi os over, hvordan tingene hænger sammen, at ikke eet ekstrem er eksklusivt gældende, men at alt er præget af balance og nuancering. Vi taler om både tro og gerninger, både nåde og retfærdighed, både om sandhed og kærlighed, både om skrift og tradition, både om tro og fornuft, om transcendens og inkarnation. Netop inkarnationen, Guds Søns menneskevordelse, kan vi kalde på én gang sammenfatningen af og begyndelsen til den universalitet, som præger vor katolske tro, på én gang gør den rig og udfordrende. 

I julen erfarer vi et meget håndgribeligt tegn på Guds kærlighed. Mennesker har brug for kærlighed som drivkraft og trøst, ikke mindst, hvis man er langt nede, har mødt modgang eller er udelukket. Ægte kærlighed er noget som gives frit og uforbeholdent, men som også skal modtages og besvares, ikke som en gengæld, men for at vise, at kærlighed er indbegrebet af gensidighed. Kærligheden skal gengældes, ikke for at belønne den, der giver, men for at det, man modtager, kan blive til endnu mere.

Vor tro på Gud skal således mane os til at møde  hans kærlighed, til at respondere på hans henvendelse, at gå ind på hans planer og lade os anspore af hans bud. Det sidste kan være en stor udfordring, en oplevelse af, at Guds kærlighed er forbundet med betingelser og dermed er mindre ægte. Men at respondere på Guds kærlighed betyder også at komme ud af os selv, at kunne give slip på noget, som holder os fast og gør os mindre frie, give slip på det, som gør os selvoptagne og selvsikre, måske med en kortfristet tilfredsstillelse, men med mangel på opmærksomhed på andre. At respondere på Guds kærlighed kan også betyde, at noget, som vi allerede gør godt, kan blive endnu bedre, endnu dybere og dermed til en større og mere berigende erfaring af, hvem Gud og hans kærlighed er.

Hele adventstiden igennem er vi blevet mindet om håbets betydning, opfordret til at være fortrøstningsfulde, ikke kun ved at læse om, hvordan Gud vil vende Israels skæbne, men også ved at overføre disse Guds løfter til vor tid, hvor der er nok at bekymres over og være ængstelige for. Ligesom folket i den gamle pagt blev opfordret til at forbinde fortrøstningen med en omlægning af livets kurs, så skal vi også se, om vi med vort liv står i vejen for opfyldelsen af Guds løfter. 

Guds gennembrud i vort liv blev hjulpet på vej af et menneskes tro, nemlig jomfru Marias. Hendes overleverede tro blev levende ved hendes ja-ord, som nok var inspireret af Gud, men også frivilligt og tillidsfuldt. Guds vilje er nok noget, som skal adlydes, men er også et udtryk for kærlighed og ikke for et almægtigt væsens nøkker. Lad os derfor med udgangspunkt i denne nats mysterium med vor tro, vort ja-ord og vor tilbedelse være med til at bane vejen for Guds kærligheds sejr. 

Amen.