Læsninger: 1 Sam 16,1b.6-7.10-13a; Ef 5,8-14; Joh 9,1-41
Sidste søndag havde vi vandet som gennemgående tema i læsningerne, vandet som livgivende, rensende og som det, der er i stand til at få noget indtørret til at grønnes på ny.
I dag er det lyset, der præsenteres, ikke blot som en gave til en blind, der genvinder synet, men som evnen til at erkende noget dybere, først og fremmest Gud selv og dernæst i lyset af hans lys også evnen til at erkende, hvad der trænger til at forandres i vort liv og til at se, hvilken retning, det skal tage.
Ligesom Jesu dialog med den samaritanske kvinde begyndte med at få slukket en fysisk tørst, skal vi i dag også videre fra den fysiske blindhed til evnen til at erkende Gud og hans storhed. Det virker dog et stykke tid, som om det for den blindfødte bliver ved med at dreje sig mest om, at han har fået sit syn igen. Det er det, der naturligt nok fascinerer ham og gør ham taknemmelig. Han kan ikke fortælle meget om Jesus, når han bliver spurgt. Dog ender han med at kalde ham en profet, og ikke mindst siger han, at den, der har helbredt ham, må komme fra Gud. I dialogen med Jesus går det endeligt op for ham, hvem Jesus er, og han tilbeder ham.
I anden læsning taler Paulus også om lys. Her drejer det sig ikke kun om at kunne se ud og omkring sig, men også om at kunne se ind i sig selv, se på sine gerninger, få dem til at stå klart i lyset fra Gud. Det er den anden side af at være ført til Guds lys. Det betyder ikke kun, at vi erkender Gud, men også i hans lys ser vore svagheder. Det gør til at begynde med et møde med Gud ambivalent, fordi vi udover at erkende sandheden om ham også opdager sandheden om os selv, og dermed også om vor utilstrækkelighed. Dog lader Gud det ikke blive ved denne kontrast. Meningen med at lade os opdage vore svagheder er ikke at udstille os og fastholde os i en udsigtsløs opfattelse af os selv, men at befri os fra vor skyld og hæve os til barnekår og discipelskab. Vi kalder netop fastetiden for en nåderig tid (jf. 2 Kor 6,2). Ofte fokuserer vi umiddelbart på bod og afsavn, men fasten kan også blive en befrielse, en erfaring af frelse, som ganske vist også kan og nogle gange må gå igennem bod og afsavn, men som så også vil lade os opleve befrielse og værdsættelse fra Guds side.
Den samaritanske kvinde havde en broget fortid, som hun skulle befries fra følgerne af, og hun oplevede Jesu afsløring af hende som en lettelse. Den blindfødte var bestemt også en synder; men Jesus konfronterer ham ikke umiddelbart med nogen fejl. Det er der derimod andre, der gerne vil. Det er endda Jesu egne disciple, der – næsten lidt selvretfærdigt – spørger, hvem det er, der har syndet; den blindfødte selv eller hans forældre. For disciplene og senere for farisæerne må der være en sammenhæng mellem livsførelse og handicap, og dermed også tale om en straf. Jesus demonterer straks denne falske årsagssammenhæng og vender handicappet til noget, som Guds gerninger skal åbenbares på.
Også i den aktuelle coronasituation er der nogen, der enten fordømmende eller frygtsomt fremstiller epidemien som en straf for et samfunds gudløse liv. Som Jesus selv siger i sin skildring af ulykken omkring tårnet i Siloa og Pilatus’ drab på en gruppe galilæere (jf. Luk 13,1-5), så skal de, der undgik disse ulykker, ikke tro, at de var fejlfri, men også være parat til omvendelse. Dette Jesusord gælder også i vor tid: De, der rammes af ulykker, skal ikke anses for større syndere end dem, der slipper. Alene fordi også gode mennesker kommer ud for uheld og lidelse, skal vi indrømme, at vi ikke kan tolke ulykker som Guds straf og i hvert fald ikke skråsikkert sige, at det er det.
Det betyder ikke, at vi så kun skal se coronaepidemien som en tilfældig ulykke, der nu også – modsat alle de andre ulykker vi har hørt om gennem tiderne i fjerne lande – bare er kommet uhyggeligt tæt på og truer og påvirker vort liv radikalt. Selv om det kan lyde provokerende, har vi lov til også at håbe på, at Guds store gerninger kan åbenbares på os. Hvordan, vil mange sikkert spørge? Er vi i første omgang ikke i fare for at blive smittet, er mange ikke allerede blevet syge og døde, er store dele af samfundet ikke gået i stå, og er der ikke en frygt for, at det endda kan blive værre? Hvilke store gerninger fra Guds side skulle kunne åbenbares i det scenarie? Indtil nu er der blevet vist samfundssind, hjælpsomhed og solidaritet; vi har også lov at håbe, at Gud vil kunne mindske og afvende den truende katastrofe. Men vi kan også håbe på, at Gud vil åbne vore øjne for noget andet, end det, vi hidtil har kunnet se; lade os blive opmærksomme på andre værdier, give os større taknemmelighed over det, vi har og håber at få igen, men fremfor alt lade os komme til erkendelse af Gud selv, en dybere erkendelse af ham, hvis vi allerede tror på ham, og en åbenbaring for dem, der først skal lære ham at kende. Som for den blindfødte var det vigtigste i begyndelsen at have fået synet igen. Sådan håber mange sikkert også i første omgang, måske også med Guds hjælp, at få afværget ulykken og komme tilbage til en normal tilværelse og samfundsrytme. Det er legitime og meget forståelige ønsker. Hvem vil ikke gerne hurtigst muligt slippe ud af trængsler? Blandt de mange kommentarer til situationen lyder det også, at livet ikke bliver det samme efter coronakrisen. Det har vi også lov til at tolke som en positiv profeti, der går i opfyldelse ved, at vi kommer til at se anderledes på mange ting: bliver mere taknemmelige, mindre krævende, mere solidariske, opdager vor egen utilstrækkelighed, ikke i fortvivlelse, men ved, at vi erkender, at der er én, som er større end os, én som ikke vil at tage selvværdet fra os, men lade os mærke sin nærhed. Det kan gå via erkendelsen af vor syndighed, via omvendelse og nystart, men altid for at ende med opdagelsen af noget, vi fremover ikke vil kunne leve foruden, og ved at opgive noget, vi hidtil har troet, vi under ingen omstændigheder kunne undvære.
I messens indgangsvers hører vi: Glæd dig Jerusalem, og kald til samling, alle I, der elsker hende, tag del i hendes glæde, alle I, der sørgede over hende, så skal I juble og mættes og finde ro ved hendes bryst (jf. Es. 66,10-11). Det kan måske være svært at mønstre glæde i en udfordret situation; men opfordringen er også et løfte om, at det, der bedrøver os vil forsvinde. Lad os bede om, at opfyldelsen af løftet ikke må vare længe, og at vi i al ventetiden må bevare håbet.
Amen.