Biskoppens prædiken i domkirken 1. søndag i fasten

Læsninger: 5 Mos 26,4-10 Rom 10,8-13 Luk 4,1-13

Fasten er en tid til genoprettelse og fornyelse. Vi forbereder os til påsken, festen hvor vi for alvor fejrer genoprettelsen af det, der blev forbrudt ved syndefaldet. Den gamle Adam, de første mennesker, bragte ved ulydighed uorden i det harmoniske forhold mellem Gud og mennesker. Den nye Adam, Kristus, genopretter denne orden, ikke mindst ved sin lydighed mod Faderens vilje. De første mennesker lod sig lokke af Djævelens fristelser. Jesus holder stand over for dem.

Både ved syndefaldet og nu ved Jesu fristelse i ørkenen er de onde magters øverste fyrste på banen. Både ved skabelsen og ved begyndelsen til Jesu fornyelse af den forsøger han at så splid og føre vild. At Djævelen forsøgte at forføre de første mennesker, kan ikke undre. De må have syntes at være et let bytte. De var trods alt mennesker, om end stadig i besiddelse af skabelsen friske nådekraft. Det undrer mere, at den Onde tør binde an med Guds egen Søn. Djævelen er ikke dum, så hvorfor forsøger han at bringe en guddommelig person til fald? At han gør forsøget, viser netop hvor virkelig en person han er, og hvor stor en indflydelse han søger at få. Det skal vi huske på i en tid, hvor man enten fornægter eller afmytologiserer Djævelen.

Nu kan det aldrig være en første prioritet i vor kristne forkyndelse af fremhæve Djævelen og give ham mere opmærksomhed end højst nødvendigt. Men selv om Gud er den største og den, der har og bevarer overtaget, skal vi heller ikke afskrive Djævelen og hans indflydelse som harmløst mytestof. Selv om vi ikke nævner Djævelen i trosbekendelsen, så er han et væsen, hvis eksistens hører med i det univers, vor kristne tro udfolder sig i. At tro på Djævelens eksistens betyder dog ikke, at vi skal gå i panik og frygte, at vi ikke kan foretage os noget uden at blive bragt til fald. Djævelen har stor magt, men kan kun skade os, hvis han finder svage punkter hos os. Derfor skal vi ved troen på Jesus og styrket af hans standhaftighed prøve på at opbygge den samme modstandskraft.

Lige så lidt, som vi skal fornægte Djævelens eksistens, skal vi på den anden side heller ikke give ham skylden for alt. Ved syndefaldet var han målrettet og kynisk; men det var mennesket, der spiste af den forbudne frugt, det var mennesket der lod sig lokke af det tomme løfte om at blive som Gud. På samme måde ser Djævelen også gerne i dag Kirken og menneskelige fællesskaber svækket og undergravet; men det er menneskene, som ved en lignende kynisme eller svaghed bliver hans redskaber. Vi kan derfor godt sige, at Djævelen er vor inspirator, når han frister os; men ansvaret for det onde, vi forårsager, forbliver vort eget.

Fastetidens øvelser består både i at angre og få tilgivet det, vi allerede har gjort forkert, og i at prøve at få større modstandskraft til at undgå noget lignende fremover, men mest af alt i at få gjort vort eget liv og gennem det også andres så eksemplarisk og autentisk, at det automatisk afspejles i Kirken og gør den til et lysende pejlemærke og et dragende og inkluderende samlingspunkt.

Jesu fristelse af Djævelen finder sted i begyndelsen af Jesu offentlige liv og forkyndelse, som skal føre til hans frelsergerning og til oprettelse af Kirken. Kirken er grundlagt én gang for alle; men selv om den ikke hele tiden skal opfindes på ny, skal den dog hele tiden holde sig frisk og autentisk ved at styre uden om de fristelser, den kan komme til at ligge under for.

Djævelen går med sine fristelser direkte til helligheden selv, Guds egen Søn, som dog viser sig standhaftig, uberørt af de lokkende tilbud og med et svar på rede hånd. Djævelen går også til Kirken, en institution, som trods sine mange menneskelige elementer, er et helligt samfund, en troværdig autoritet, som på én gang både kan regne med Helligånden og de guddommelige løfter, den har fået, og samtidig hele tiden må vogte sig for, hvad der kan svække dens troværdighed og medlemmernes iver. Djævelens tre forslag til Jesus kan vi også tolke som fristelser for Kirken til at bliver verdslig og materialistisk, til at søge magt og prestige, især ved at gå på kompromis med verdslige autoriteter og svække sin uafhængighed, og blive overmodig ved at misbruge Kristi løfter til den.

Jesus holdt stand over for fristelserne. Det forventes af os som Kirke at gøre det samme. Jesus begav sig ud på sin mission med en grundlæggende frihed ved ikke at have lovet sig ud til én, der kun ville bringe ham til fald og forpurre hans mission. Kirken har længe været ude på sin mission og har gennemlevet op- og nedture i historiens løb. Kirkens fornyelse er dog en stadig proces, og hele tiden får den chancen for at vælge noget forkert fra og i stedet følge sin grundlæggers eksempel.

I vor fortvivlelse over Kirkens situation og i frustration over, at vi nogle gange synes at arbejde forgæves og uden respons, er det så ikke, at vi skal smide alt fra os eller grundlægge Kirken forfra? Selv om vi også som Kirke skal tænke nyt, kan der dog ikke lægges nogen anden grundvold end den, der allerede er lagt, nemlig Kristus selv. Han er selv en uudtømmelig kilde til fornyelse, og helgenernes eksempel, deres person og værk ligeså. Det gode og ægte har været gjort før og har virket. Derfor skal vi heller ikke foretage anden fornyelse end at følge Kristus mere inderligt og værdsætte det, som ikke mindst helgenerne har sat i gang, ikke ved at stole på sig selv og tænke kortsigtet, men ved hele tiden at have blikket rettet mod Kristus og hans Kirkes vel.

I sin ordveksling med Djævelen imødegår Jesus altid hans fristelser med et bibelcitat. Hvad enten vi i samme situation ville bruge et direkte bibelcitat eller ej, så er Jesu taktik en påmindelse til os om, at vi i en udfordrende situation altid skal argumentere ud fra Gud og hans Kirke, og ikke finde på egne forklaringer, fordi disse forklaringer nemt kan føre til, at vi mister orienteringen og finder frem til løsninger, der mere falder i tråd med tidsånden og vor egen bekvemmelighed end med Guds vilje. Megen diskussion i Kirken foregår ud fra præmissen om, at intet af det, vi har gjort indtil nu, duer, og at kun radikale, hidtil usete forandringer vil gøre Kirken sund, troværdig og effektiv. Men når ting er gået skævt, er det ikke fordi Kirken indtil nu ikke haft kraften i sig til at gøre tingene rigtigt, men at mennesker har tilsidesat kaldet til hellighed, har ladet sig friste af bekvemmelighed og ikke har ladet sig udfordre af Gud og hans bud. Naturligvis kan menneskelig tankegang og beregning have bøjet Kirkens traditioner i en retning bort fra Kristi ånd og dermed skabt kulturer, der fremmer egne interesser og mindsker Guds riges fremgang. Derfor er en vis form for fornyelse og omvendelse altid nødvendig.

Søndagens første læsning synes ikke umiddelbart at have meget med evangeliet at gøre, og så alligevel. Passagen slutter med Moses’ formaning: ” Du skal tilbede Herren din Gud”. Det er også, hvad Jesus svarer Djævelen på hans fristelse om herredømme over alle jordens riger mod at tilbede ham. I første læsning er der også tale om, at nogen får løfte om – ikke alle jordens riger – men om et land, et forjættet land, et sted at være, men som en gave fra Gud og ikke fra Djævelen. Passagen her fra 5. Mosebog er en slags trosbekendelse for Israels folk, en folkets tak for at være blevet reddet ud af Ægypten og være ført til det forjættede land.

Gennem Kristus er vi også blevet en del af et folk, et fælleskab, som han har frelst, så vi ikke behøver at være omflakkende, men har et sted at høre hjemme. Vort hjemsted er Kirken, som Kristus har kaldet os til at tilhøre. Her frembærer vi nu vor tak og forsøger at gengælde med et offer. Dette offer er ikke som for israelitterne jordens frugter, men os selv, vort liv, et liv der leves til ære for Gud, i tilbedelse af ham. Ligesom det gamle Israel faldt for fristelser til at tilbede afguder og på anden måde fravige Guds bud, så kan vi også som kirke falde af på den, blive mindre ivrige, mindre troende, ja, nogle gange handle i modstrid med Guds bud og gøre det til linjen i vort liv, et liv, der så også kommer til at præge Kirken.

Som sagt har vi både som Kirke og som enkeltpersoner en historie, en erfaring, en fortid. Israelitternes indtog i det forjættede land var noget nyt, og Jesu mission, som indledtes, da Djævelen havde opgivet at bringe ham til fald, var også en frisk start. Vi siger tit, at i vor tros univers mødes fortid og nutid, himmel og jord. I vort eget liv og i Kirkens, skal der også hele tiden være denne forbindelse mellem gammelt og nyt, ikke nyt blot som en erstatning for det gamle, men nyt som en mere inderlig og autentisk efterlevelse af det oprindelige budskab. Det er kaldet og udfordringen til os, at vor gamle Kirke primært fornyes ved forstærket iver i overholdelsen og forkyndelsen af det, vi har fået overleveret, og gennem det mærker den ægte berigelse af vort eget liv.

Amen.