Biskoppens prædiken i domkirken 3. søndag i fasten

Læsninger: 2 Mos 3,1-8a.13-15     1 Kor 10,1-6.10-12     Luk 13,1-9

----

Dagens evangelium rummer en hel del alvorlige formaninger. Jesus advarer mod at se Guds straf i ting, som måtte ske med andre mennesker, især over sådanne, som vi kunne være tilbøjelige til at være hjemfaldne til straf, nogen der fortjener det, fordi de har levet ugudeligt og ikke i overensstemmelse med Guds bud og anordninger. Vi kan nogle gange være tilbøjelige til måske at tænke – og siger det også åbenlyst – at hvis der sker en naturkatastrofe eller en terrorhandling et eller andet bestemt sted, så er det fordi, det er et sted, som er præget af gudløshed; så siger man måske – om ikke andet, så i sit stille sind, - at det er Guds straf over denne by, over dette land, over dette område.

Der er i hvert fald to grunde til ikke at tænke sådan. For det første fordi Jesus siger, at det ikke er sådan, vi skal tænke. Han siger klart, at alle som måtte være sluppet fra sådanne ulykker, ikke skal tro, at de var mere retfærdige og mindre syndige, at der kan komme andre ulykker også over dem.

Den anden grund er jo, at vi ikke rigtigt kan bedømme objektivt, hvordan sådanne ulykker og terrorhandlinger sker. De går netop ofte ud over uskyldige, over nogen, som også lever fredeligt og retsindigt, mens mange andre, som vi også umiddelbart og subjektivt bedømt mener egentlig fortjener en form for straf, går fri. Vi skal altså ikke begynde at spekulere i, når der sker noget, at det så er Gud, der direkte griber ind for at straffe bestemte mennesker. Det betyder naturligvis ikke, at menneskers dårlige handlinger ikke har konsekvenser for deres liv. Det vil som regel ikke være fordi, at man så trækker terrorhandlinger og naturkatastrofer ned over sig; men at ens måde at leve på enten som individ eller som samfund på eet eller andet tidspunkt fører til, at alt går i opløsning, at alt falder fra hinanden, at mennesker bliver fremmedgjorte over for hinanden, således at det at fjerne sig fra Gud, at leve som om, han ikke eksisterede, så på én eller anden måde kan bringe en form for straf eller ulykke med sig. Derfor skal vi også se Jesu advarsel, også når vi er vidner til – enten direkte eller gennem medierne – at der sker forfærdelige ting, ikke som en trussel om Guds straf, men snarere som en påmindelse om, at vort liv som mennesker er skrøbeligt, også tænke i vort sind, at det kunne være hændt os, at vi hele tiden skal leve sådan, at vi er parate til at dø, at vi ikke lader os overraske af noget. Selv om vi mener at være på rette vej, så har vi også brug for omvendelse. Vi er heller ikke altid, som vi bør være, heller ikke selv om vi principielt lever i fællesskab med Gud og hans Kirke. Der kan alligevel også være svagheder hos os, som vi skal se nærmere på og få gjort noget ved. Vi kan også – selv om der er en pæn ydre facade - alligevel på en måde være ufrugtbare, også sådan, som Jesus beskriver det i lignelsen om figentræet. Men så er det, at vi ikke skal frygte at blive fældet med det samme, at blive afskrevet som uduelige; der er stadigvæk en chance, der er stadigvæk en mulighed for forbedring. Gartneren opfordrer til, at der bliver gødet om træet, gravet op om det, således at det får en chance for at bære frugt. Sådan er det også i vort forhold til Gud; der falder hammeren heller ikke første gang; men Gud er tålmodig, barmhjertig, giver os mange chancer til fornyelse og omvendelse. Og dette skal vi tage imod. Vi har lov til at glæde os over de fremskridt, vi allerede har gjort, vi har lov til at glæde os over – også lidt forsigtigt sagt – være stolte over, at vi lever i fællesskab med Gud, føler os vel til rette i hans Kirke. Men så længe vi vandrer på jorden, er vi også stadig udsat for fristelser, for at give efter for vore svagheder. Vi skal hele tiden være på vagt, ikke på vagt forstået på en sådan måde, at vi er bange, at vi ikke tør gøre noget, hele tiden frygter ikke at gøre det godt nok. Vi skal stole på Guds nåde, på at han er med os, at han vil os det gode; men at han også udtager os til bestemte tjenester for sig, også tjenester i bred forstand ved at leve i hans Kirke, engagerer i særlige tjenester til at udføre en gerning for ham i et specielt embede.

I, kære David og Daniel, det kan vi også lade os tale til os alle sammen. I kunne måske også lade jer udfordre af Paulus’ ord om, at den, der tror, at han står, skal se til, at han ikke falder. Er det ikke netop sådan, at hvis man er i en særligt eksponeret position, at så kan man indimellem frygte, ikke at leve op til forventningerne, måske også tvivle på, om man gør det godt nok, måske nogle gange også, om man har valgt rigtigt. Derfor er man også ængstelig for at komme til at begå fejl. Vi skal ikke være drevet af frygt og angst på grund af disse paulusord. Alligevel skal I og alle vi andre lade os udfordre af dem, være taknemmelige over, at man endnu står, at man er i tjenesten, at man er troens fællesskab, og samtidig så også hele tiden være klar over, at man er svag, at man har brug for Guds nåde, at man har brug for omvendelse og fornyelse. Hvis man har det på den måde og ser på sin situation sådan, jamen så behøver man ikke at frygte. At være årvågen som kristen, hvilket vi meget ofte hører som en formaning, betyder ikke, at vi skal gå og være bange, hele tiden skal se os over skulderen, om der er en fare, som kan true os; men at være årvågen betyder, at vi hele tiden glæder os over det, vi allerede har erfaret, være opmærksom på det gode, Gud har gjort for os, også på det gode, vi har erfaret gennem andre mennesker, og så lade det anspore os til at ville gøre det endnu bedre, således, at vor årvågenhed ikke bare befrier os selv for angst; men at der også på den måde bliver overskud og incitament til at dele vor tro og vort engagement med andre.

Historien om Moses ved den brændende tornebusk er en kaldshistorie, én af de mange, vi hører om i Den hellige Skrift. Sådan har I også jeres historie, sådan har I også haft jeres møde med Gud på en særlig måde. Det kan være en engangsbegivenhed, der har gjort særligt indtryk på jer; og det kan også være – og er sikkert også sådan, at I gennem hele jeres forberedelse, gennem hele jeres liv har været sådan, at Gud har ladet jer mærke, at han er der, vil jer, ønsker at bruge jer i sin tjeneste.

Men i forbindelse med de bibelske kaldshistorier hører vi også ofte, at de, der bliver kaldet, er bange, nogle gange fordi, det er udtryk for en angst, andre gange, måske også fordi det er udtryk for en tilbageholdenhed, fordi man synes, at Gud forlanger for meget. Ligegyldigt, hvad grundene kan være til ængstelsen og tilbageholdenheden, så skal man altid stole på, at når Gud kalder én, så gør han det, fordi han stoler på én, fordi han netop ønsker, at man skal følge ham, og at han så også vil give de nådegaver, der skal til for at blive på vejen. Moses er naturligvis ængstelig for at stille sig op over for Farao. Senere får ha også bøvl med sine landsmænd, som heller ikke vil adlyde ham. Hvordan skal han, der er flygtet for Farao turde stille sig op over foran ham og forlange, at Guds folk får lov til at rejse? Sådan kan vi også nogle gange have det, ikke nødvendigvis ved at vil bliver stillet over for en alvorlig overmagt. Det er der nogen kristne, der bliver, og må betale med livet for det. Men man kan møde mange faraoer i sit liv, dvs. mennesker, som tvivler på det, man selv tror på og er begejstret for, som mener, at man er arrogant og bedrevidende, gør sig bedre end andre. Alt det kan være med til at afføde modvilje og dermed også skabe modløshed. Men da skal I heller ikke være ængstelige. Hvis Gud har kaldet jer til at tjene sig, så skal I heller ikke være bange for at gå ud og forkynde det budskab han har overdraget til jer. Som sagt, I skal hele tiden være med det i baghovedet, at når man forkynder for andre, så skal man også efterleve det, selv tage det til sig, gøre det til en del af ens liv. Men gør man det, ja så behøver man ikke at være bange. Det betyder ikke, at de andre nødvendigvis vil tage imod budskabet. Det er også noget, der så igen kan give modløshed. Spørger man sig så ikke: Nytter det her noget, brænder jeg igennem med budskabet? Er der overhovedet nogen, der interesserer sig for det, jeg brænder for? Hvorfor skal jeg bruge tid og kræfter på det? Heller ikke i sådan en situation må I give op og sige, at det ikke nytter noget. Gud har sit eget tempo m.h.t. at vække troen hos mennesker og kalde dem til sig. Det, I skal, det er ”bare” at stole på, at Gud har kaldet jer, givet jer sine nådegaver, og at hvis I gør det så godt, I kan, lever bedst muligt efter Guds bud, så er det i sig selv en forkyndelse, et vidnesbyrd, som mennesker så kan tage til sig eller lade være; men vidnesbyrdet er der, ligegyldigt hvem der, eller om nogen, tager imod det. Og heldigvis er der også nogen, der tager imod det. Vi kan glæde os over, at ikke alt det, vi gør, ikke en gang det meste af det, er forgæves. Alene det at være i Guds tjeneste er en ansporing i sig selv, er en belønning i sig selv, ikke for vore gode fortjenester, men som en gave til os. Og vi møder heldigvis også mennesker, som deler vor glæde og begejstring, som vi glæder os til at arbejde for og sammen med. Vi ønsker også for jer, at I må opleve mange sådanne stunder, hvor I møder glæde og accept, og hvor jeres tro og jeres engagement kommer til at smitte og begejstre.

Amen