Læsninger: 2 Mos 17,3-7 Rom 5,1-2. 5-8 Joh 4,5-42
Vand har lige fra skabningens begyndelse til Kristi død på korset, da vand sammen med blod strømmede fra hans side, spillet en stor rolle i frelseshistorien, samtidigt med, at vand er en uundværlig del af menneskers liv.
Også i dagens første læsning og evangeliet spiller vandet en rolle som episoder i Guds historie med os mennesker. I den første læsning sker vandmiraklet på baggrund af folkets murren over betingelserne i ørkenen. Mangel vand i en ørken er en alvorlig ting, og derfor forstår man godt, at folk var desperate og utilfredse. Når folket alligevel ikke får helt ret, er det fordi, det har glemt den større sammenhæng, meningen med, at være blevet ført ud på en vandring, som så ganske vist også går igennem en ørken. Ved flere andre lejligheder klagede folket over at være blevet ført ud af Ægypten, som man oven i købet så til tider længtes tilbage til, selv om forholdene var dårlige og udfrielsen af slaveriet netop var opfyldelsen af en langvarig og stærk længsel.
Menneskers nød og lidelser skal altid tages alvorligt, og vi har lov til at være bekymrede for det, der truer eller rammer os hårdt. Lidelse og modgang rammer særligt hårdt, når vi havde forventet noget andet. Israels folk havde efter udgangen fra Ægypten troet, at nu kunne det kun gå uhindret fremad mod det forjættede land. I vor del af verden anser vi også ofte de goder, vi har, for noget nær selvfølgelige eller naturlige og en del af en vækst, der bare fortsætter. Naturligvis oplever vi, at det ikke altid er sådan; men så overrasker det os på en måde alligevel. Særlig stærk bliver vor udfordring, når vi sætter vor lid til Gud, stoler på hans forsyn, og så alligevel indimellem oplever, at tingene går anderledes, og vi ikke blive forskånet for lidelse og afsavn. En sådan udfordring og frustration oplevede israelitterne, som havde regnet med, at Guds plan med dem kun ville indeholde fordele. Også vi kan frustreres, hvis vore bønner ikke bliver hørt og et liv med Gud ikke forskåner os for modgang. Det er et alvorligt problem, som nemt kan føre til desperation og bitterhed.
På den anden side ligger det også lige for, at et opbrud altid indebærer en risiko. Selv om man forlader noget dårligt, ved man ikke hvad der venter én eller, hvad der bliver af udfordringer på vejen derhen. En vandring gennem en ørken vil altid rumme farer, og at bryde op på Guds opfordring vil også medføre meget ukendt. Ængstelsen for opbrud som svar på Guds kald skal dog altid besvares med tillid til ham. Det burde have været indlysende for Israelitterne, og det burde det også være for os. Alligevel ved vi, at det ikke altid er sådan. Ikke alle vore spørgsmål bliver besvaret konkret. Kun i Kristus og hans solidaritet med os i lidelsen, hans egen på korset og hans nærvær i vor egen lidelse, kan vi ane, men også opleve svaret.
Det kræver dog også troen på, at vi skal forvandles, at der er noget, vi skal befries fra, at vort liv indimellem må ændre sig. Guds frelse er betingelsesløs, men ikke noget han bare lægger oven på vort liv som en dekoration, der ikke virker ind på det, som allerede er der. Israel skulle ud af Ægypten, ikke kun for at slippe for det onde, de oplevede, men først og fremmest for at få et stærkere forhold til Gud. På samme måde skal vi befries fra vore svage sider, men allermest består frelsen i være i nært fællesskab med Gud.
Alle mennesker, også ikke troende, ved, at man trods den bedste vilje, med nok så megen kontrol over tingene aldrig helt slipper for udfordringer. Det gælder studium, arbejde, familieliv; situationer, der skal næres af begejstring og motivation, men som alligevel ikke altid forløber uden problemer. Der er derfor ingen grund til at afskrive Gud og endnu mindre til at give ham skylden for modgang. Tværtimod vil vi ved at møde ham med tro og mobilisere tillid til ham kunne erfare både, at ting lykkes og – når de ikke lykkes – da alligevel at han er der og fører os igennem vanskelighederne.
Moses’ mirakel med at skaffe vand fra klippen slukkede folkets fysiske tørst. I evangeliet drejer det sig i begyndelsen også om at få slukket den form for tørst. Kvinden er kommet ud til brønden for at hente vand, og Jesus beder hende om en slurk. Hele beretningen tager dog hurtigt en anden drejning. Kvinden begynder med at udtrykke sin forundring over, at Jesus overhovedet beder hende om vand, fordi hun er samaritaner; men Jesus får vendt behovet, så det bliver kvindens tørst, der skal slukkes, nu ikke den fysiske, men åndelige tørst, og med levende vand. Dette levende vand skal dække de behov, vi ofte overser, fordi vi mest tænker på materielle behov. Dette vand, det levende vand, skal gennemvæde det, som kan være blevet goldt og sterilt, ved at noget kan være kørt fast for os, ved at vi er blevet overfladiske og opgivende. Dette vand skal skylle det væk, som skæmmer i vort liv, nemlig synden, og gøre det tydeligere for os, hvad der er galt. I sin samtale med Jesus oplever kvinden alt dette: Hun mærker både Jesu værdsættelse ved at være blevet spurgt om noget af ham og får øjnene op for noget, hun har gjort forkert. Som det skal være, oplever kvinden begge dele positivt, også at blive mindet om sine fejl, hvilket hun opfatter som en befrielse, hun gerne deler med andre. For kvinden foregår alt dette på ganske kort tid. Hos andre kan det vare længere, men altid ved, at det går i den rigtige retning, når man først har fået fællesskab med Gud.
Ligesom israelitterne i ørkenen føler vi os i disse uger også sat på prøve. Ud over nøgternt at analysere coronaepidemiens årsager og omfang samt arbejde på at bekæmpe den og begrænse de samfundsmæssige følger af den, så stiller vi også spørgsmålet, hvorfor den er kommet. Vi søger også andre årsager end de rent fysiske, spørger hvad meningen er, og ikke mindst, hvilke følger det får på længere sigt. Nogle er ikke bange for at tale om Guds straf. Det skal vi dog være yderst forsigtige med, da det overgår vore indsigtsmuligheder at konstatere noget sådant. Men også selv om det ikke er en Guds straf, kan epidemien sagtens bruges som en anledning til omvendelse, ikke af angst, men ud fra den ærlige erkendelse af, at vi mennesker ikke er herrer over alt, at vi ikke har alt under kontrol, at der er vigtige åndelige og medmenneskelige behov, vi nemt kan overse. Vi er vant til at leve i en urolig verden; men har indtil nu været vant til, at tingene foregik langt væk og ikke greb ind i vor hverdag, måske lige undtagen den sidste tids oversvømmelser i nogle dele af landet. Langt de fleste af vore materielle behov og yderlige ønsker har kunnet opfyldes, vor mobilitet har været nærmest uindskrænket; trods nogle personers og gruppers udfordringer har vi som befolkning været yderst privilegeret.
Det, vi oplever nu, kommer bag på os og kaldes ligefrem historisk. Situationen skal ikke gøre os bange, selv om de umiddelbare følger kan være alvorlige nok, ikke mindst for vore ældre og syge. Selv om vi ikke skal føle os straffet, kan vi godt lægge en ny stil. Efter nogen tid finder vi måske ud af, at der er ting, vi kan undvære. Når vi igen kan leve en normal hverdag, bliver vor taknemmelighed for den større, den nu krævede omsorg for hinanden kan måske blive forstærket og vedvarende. Frem for alt har vi dog en chance for at opdage Gud eller intensivere vort forhold til ham og derved erfare, at han må være rettesnoren for vort liv. Det vil også betyde, at vi lettere vil kunne erkende fejl, som måske er med til at skabe ubalance i både det nære og fjernere fællesskab. Den øjeblikkelige krise er således også en chance for at blive andre, nye mennesker, prioritere anderledes og opdage nye muligheder, men først og fremmest opdage, at Gud er der og, at vi intet kan gøre uden ham. Det er ikke for at gøre en dyd af nøden, endsige hovere over, at vi mennesker er kommet til kort; men i stedet for at fortvivle, gå i panik og resignere, så er det mere logisk at se i den retning, hvor hjælpen findes, nemlig hos Gud.
Coronaepidemien er en ekstra udfordring i fastetiden, hvor vi i forvejen skal holde igen med materielle ting, hvor vi opfordres til at bede mere og ikke mindst til at vise en mere intensiv næstekærlighed. Krisen kan hjælpe os med dette, ikke ved at ydmyge os, men tværtimod ved at få os til at rejse hovedet og styrke håbet, som ikke gør til skamme, det håb, som Paulus taler om i anden læsning, håbet om Guds herlighed, ikke kun som noget hinsides, men som en realitet her og nu. Vi ved ikke, hvor længe prøvelserne kommer til at stå på, men tillid til Gud kan holde os oppe.
Amen.