Biskoppens prædiken i domkirken 30. alm. søndag, missionssøndag, 27. oktober 2019

Læsninger: Zak 8,20-23                 Ef 3,2-12              Matt 28,19a-20b  

Kære dåbsfamilie, kære pårørende, kære forsamlede menighed,

At fejre missionssøndag er en gammel foreteelse i vor Kirke. I lang tid har mange nok opfattet det sådan, at man en enkelt søndag om året så ud over sin egen menigheds grænser for at tænke på, hvad der foregik af missionsarbejde ude omkring i verden – ofte i fjerne lande, måske forbundet med personer som man kendte, som var brudt op hjemmefra for at tage ud og forkynde det glade budskab for mennesker, der endnu ikke havde hørt det.

I læsningen fra Efeserbrevet har vi hørt, at det at missionere, at forkynde er noget, som hører med til Kirkens dna, som der er noget, der er foregået lige fra begyndelsen af dens eksistens, hvilket også betyder, at vi ikke kan forestille os en Kirke, som ikke er missionerende. Det er noget, vi også skal lade os minde om, for selv om vi lever i urolige tider, selv om vi er et mindretal, selv om vi også fortsat skal arbejde på at bevare de mennesker i Kirken, som er der, så kan det nemt ske, at vi oplever en vis sathed, læner os tilbage og siger, at vi har det så godt vi nu kan have det, at vor menighed er godt miljø, vi trives og vi synes, at rammerne for vort trosliv er tilfredsstillende. Vi sørger for, at de børn og unge, der fødes og opvokser i vor egen kreds, bliver indlemmet gennem sakramenterne. Men det er længe side, at vi kunnet nøjes med et sådant billede på, en sådan opfattelse af, hvad det vil sige at være kirke og menighed.

At skulle være missionerende, at forkynde i ordets klassiske forstand, er ikke længere noget som kun skal foregå i fjerne egne, hvor vi fra den traditionelt kristne verden ser på, at Kirken vokser ude omkring i verden. Det skal vi ganske vist stadigvæk, og derfor er vore forbønner og kollekten for missionen, som vi giver udtryk for i dag, fortsat noget vigtigt, og er fortsat emne for vor opmærksomhed i bøn og for vor gavmildhed med hensyn til Kirkens klassiske missionsarbejde. Men vi kan kun virke overbevisende, hvad det klassiske missionsarbejde angår, hvis vi selv i den traditionelt kristne del af verden på ny besinder os på, hvad det vil sige at være kristen, for man kan ikke noget, man ikke selv ved besked med eller er overbevist om. Man kan ikke forkynde og missionere, hvis der ikke er et overskud. Det er netop dette overskud – ikke i profitmæssig forstand – men som noget, der ligger dybt i vort liv, vi hele tiden skal prøve på at generere. Og det gør vi naturligvis ved at leve den tro, som vi engang har fået forkyndt, som vi engang har fået formidlet.

I missionsbefalingen – den klassiske missionsbefaling – som vi lige har hørt i Matthæusevangeliet, bliver der i ganske få linjer gjort opmærksom på mange vigtige ting, som vi måske nogle gange overser. Der står, at disciplene faldt ned og tilbad Jesus samtidig med, at nogle af dem også tvivlede. For at kunne forkynde, for at være veludrustet til at formidle troen til andre, er det vigtigt, ja, altafgørende, at kende Gud, altså også som én, vi tilbeder; som én, vi ærer som vort livs højeste mål og grundlag. Så derfor må vort eget gudsforhold i tro på Ham – også i tilbedelse – virkeligt være solidt, således at vi har et naturligt forhold til Gud i vor bøn, i vort liv gennem vore bønner og deltagelse i gudstjenesten; gennem efterlevelsen af hans bud og ved at følge de inspirationer, som han giver os gennem Kirken. Det er sand tilbedelse, fordi det betyder, at vi ikke kun intellektuelt erkender, at Gud eksisterer; men at vi også er parat til at lade ham præge vort liv.

Missionsbefalingen er naturligvis universel. Den gælder alle mennesker og Jesus giver også sine disciple befaling til at lære mennesker, de møder, alt hvad han har befalet dem. Det vil sige, at vi også skal tage Jesu budskab i hele dets fylde, ikke sortere noget fra, ikke betragte noget som mindre relevant, ikke lægge det til side, som vi synes er vanskeligt at efterleve eller tro på. Også alt dette skal tilbedelsen af Gud lære os at tage til os, sådan så at vor egen forkyndelse bliver videregivelse af noget, vi selv er overbevist om og som vi ikke kan forestille os vort liv foruden.

I læsningen fra Zakarias’ bog er der en interessant bemærkning i slutningen, hvor der bliver sagt, at der skal komme tider, hvor mennesker vil tage fat i en judæers, en jødes kappeflig, og sige: ”Vi vil gå med jer, følge jer, fordi Gud er med jer.” Alt, hvad der er sagt om det nye Jerusalem, om Jerusalems opbyggelse, om Guds folk i den gamle pagt, er noget, som vi roligt kan overføre til den pagt, til det folk bestående af alle mennesker, som Kristus ønsker at samle om sig i sin Kirke.

Nogle gange er vi skuffede og frustrerede over, at mange ikke følger os, at vor tro ikke virker relevant og inspirerende for andre mennesker. Det er der mange årsager til. Det kan være tidsstrømningerne, tidsånden; det kan være vor egen ængstelse, vort eget manglende vidnesbyrd. Men selv om der er mange ting, vi ikke er herre over i det, som tiden byder på af udfordringer, så kan vi dog altid gøre noget ved vort eget liv med Gud. Så derfor skal det også være sådan for os, at mennesker føler trang til at tage fat i os, at følge os, selv om de måske i første omgang ikke ved, hvad det betyder. Så de alligevel bliver opmærksomme på, at vi som kristne er noget særligt i positiv forstand; at der foregår noget, som giver livet mening, som giver svar på de store spørgsmål, og at der er sammenhæng mellem dét, man forkynder, og måden, man lever på.

Vi skal således prøve på at være sådanne mennesker, andre gerne vil tage fat i, som andre gerne vil følge, som andre gerne vil vide noget mere om. Det at tage fat i kappefligen kender vi også fra Jesu helbredelse af kvinden med blodstyrtningerne. Det kan virke som noget overfladisk; men kvinden sagde jo, at bare hun rørte ved fligen af Jesu kappe, så var hun overbevist om, at så blev hun helbredt. Naturligvis er kappen noget ydre, og der er måske også ydre ting, der kan tiltrække andre mennesker ved os kristne. Men hvis det er begyndelsen, så vil det kunne føre dem tættere på os. Forudsætningen for, at det kan virke, er at vi selv har grebet fat i Kristus, at vi er klar over, at der fra ham er udgået en kraft, som har helbredt os, som har fyldt os med tro håb og kærlighed, som har knyttet os tæt til ham.

Så vi ønsker også for Håkon, at han, når han griber fat i sin fars og mors tøj og hår eller, hvad han nu kan få fat i med sine små hænder for at føle sig tryg, også i overført forstand må gribe fat i jeres tro, i jeres vidnesbyrd, sådan at I trækker ham med, – selvfølgelig efterhånden som han vokser også i fremtiden frivilligt – men at I er de første inspiratorer, som rækker noget ud til Håkon, som han kan gribe fat i for at blive sammen med jer, men også derigennem blive i Kristus, som han bliver indlemmet i gennem dåben. Alt dette ønsker vi for jer; men det ønsker vi også for hinanden, at vi altid må have nogen at gribe fat i, også når vi føler os forladte og usikre; men at vi også som kristent fællesskab er klar over, at der, når vi holder os til det – til fællesskabet – altid er en kappe at gribe fat i, først og fremmest Kristi kappe, men også vore medkristnes.

Amen.