Læsninger: ApG 2,1-14a. 36,41; 1 Pet 2,20b-25; Joh 10,1-10
Det er ud fra evangeliet, at vi populært kalder denne 4. søndag i påsken for ”Den gode Hyrdes søndag,” og den derfor også er blevet til den årlige bededag for kald til præstedømmet og det gudviede liv. Derfor bliver hyrdemotivet også let denne søndags emne.
Selv om hyrdebegrebet ikke er en del af moderne menneskers forestillingsverden, har det dog alligevel bevaret en del af sin udsagnskraft. Trods den landlige sammenhæng kan det stadig appellere, fordi det handler om omsorg, beskyttelse og interesse. Det er først og fremmest det, Jesus vil sige, når han kalder sig selv for den gode hyrde. Det gør han så ikke direkte lige i det afsnit af johannesevangeliet, vi har hørt i dag; men det er ikke svært at se forbindelsen.
I dag omtaler Jesus sig som ”døren til fårene.” Det kan være mærkeligt at kalde sig selv for en død ting, som man i første omgang måske ikke engang rigtigt ved, hvad man skal forbinde med. Med at kalde sig selv for døren vil Jesus sige, at både for vor egen og andres skyld, skal vi bruge Jesus som referencepunkt, måle alt, hvad vi gør, på hans ord og eksempel og dermed få bekræftet, at vi ikke kan være Kirke uden ham. Folden er netop et billede på Kirken som et sted, der skal være sikkert for de troende både med hensyn til, at de klart får at vide, hvad det er man skal tro på som kristen, og får lov til at opleve et sikkert og indbydende fællesskab.
Jesus er centrum i dette fællesskab, ligesom vi også siger, at Lammet er byens tempel i Johannes’ åbenbaring (Åb 21,22). Det er derfor egentlig for lidt, at betegne Jesus som noget, der hører til i randen eller ved indgangen. Nu kan Jesus sagtens spille på flere strenge og bruge flere billeder om sig selv, som ikke udelukker hinanden. Jesus er nemlig med, både når vi drages og lige er kommet, og når vi er fuldt og helt med i fællesskabet. Han er den, som kalder og indbyder, og som senere lader os opleve det intensive fællesskab med sig, ikke mindst i fejringen af Kirkens sakramenter. Det betyder, at vi heller ikke skal søge andre indgange til Kirken end Jesus og så heller ikke sætte noget andet i centrum end ham.
Jesus beskriver fårehjorden og dens fold som noget, han har samlet og ønsker at holde sammen på, noget, som han beskytter og skaber livsbetingelser for. Også det afspejler Kirken, som der ikke kan lægges nogen anden grundvold til (1 Kor 3,11) eller findes nogen anden lærer for end Jesus (Matt. 23,10).
Nu er det nok de færreste, der vil sige, at de lægger en anden grundvold for Kirken end Jesus eller vælger en anden leder. Alligevel er der subtile måder at få det gjort på alligevel. Personer eller regimer, der bevidst vil kristentroen og Kirken til livs, går målrettet til værks enten med direkte forfølgelse eller indskrænkende lovgivning. Andre ser lidt mere forsigtigt Kirken som en kulturinstitution, hvis læregrundlag man ikke vil blande sig i, men hvis virke, man gerne vil regulere og højst tolerere netop blot som en kulturinstitution, hvor Jesus får mindre plads, ikke blive centrum og heller ikke den, man skal møde for at blive et engageret medlem af Kirken.
Dog er det, så mærkeligt, det end måtte lyde, os, der er i Kirken, som skal passe på ikke at erstatte Jesus ved indgangen eller i centrum. Dette har vi naturligvis ingen intention om, men derfor kan det godt ske alligevel. Motiverne kan endda umiddelbart være ædle. Som kristne vil vi gerne have, at tingene er ukomplicerede, ikke fordi, vi ønsker ubetinget at springe over, hvor gærdet er lavest; men fordi vi gerne vil hjælpe mennesker, hjælpe dem til at forstå og leve den kristne tro uden for mange forhindringer. Det ønsker man, både p.gr. af en spontan velvilje og fordi, tidligere tiders forudsætninger og viden ikke længere er til stede hos de fleste.
Inden, vi går videre, skal det dog slås fast, at det, mennesker skal lære at kende, er en kærlig og barmhjertig Frelser og et indbydende og inkluderende fællesskab, og det skal i vidt omfang ske ved, at vi, der møder disse mennesker, selv er overbevist om denne Frelsers eksistens og hans virkning på vort liv, og at vi er og parate til at skabe et miljø, hvor tro og fællesskab kan trives. Men en sådan sammenhæng og et sådant grundlag kan kun skabes, hvis vi netop selv accepterer Jesus som døren og centret. Og at acceptere Jesus, betyder at acceptere den hele Jesus, altså også den lidende og den kategoriske, fordi hans lidelse og opstandelse bekræfter den sandhed, han ofte så kategorisk forelagde og forsvarede. Et eksempel herpå ser vi i den forløbne uges evangelier, hvor har Jesus taler om sig selv som livets brød, en på én gang imødekommende, men efter tilhørernes mening hård tale, hård dog ikke i betydningen ukærlig, men fordi den kræver stillingtagen og accept (jf. Joh 6,22-71, nærmere 6,60).
Det er altså ikke vejen frem at relativere trossandhederne eller de etiske normer. Det er, som Jesus siger, at klatre over et andet sted og ikke gå gennem ham. Jesus er den øverste og egentlige hyrde, og han forbliver normen for, hvad en hyrde skal være i Kirken. Men hvis Kirkens hyrder lægger sig op ad Jesus, så kan vi også blive døre, som mennesker kan gå ind af og føle sig trygge ved, og vi er så ikke alternative døre, men repræsenterer Kristus, som døren. At kunne påberåbe sig dette, kræver naturligvis, at vi i alle ting følger Jesus. Selv om det i særlig grad gælder Kirkens hyrder, så skal alle kristne være en dør for andre til fårefolden, ikke en discountindgang, men en dør, der lader dem, der går igennem den, erfare Jesus. Alle kristne skal således være med til at byde andre indenfor.
At pege på bestemte døre og først og fremmest på Jesus selv er ikke et udtryk for indskrænkning og eksklusivitet og heller ikke på kontrol. Tværtimod giver det en stor frihed. Jesus taler om sig selv som døren, man går ind og ud af for at finde græsgange. Dvs. i Kirken er vi ikke låst inde, men sendt til at gå ud og forkynde og gå ind for at tilbede og tanke op. Kirken er dermed heller ikke et miljø, der isolerer sig fra den såkaldte onde verden, men et miljø hvorfra, man er parat til at bevæge sig ud i verden for at fortælle andre om Jesus og gøre dem til en del af fællesskabet med ham. Når man går igennem den rigtige dør, altså Jesus, så behøver man ikke at være bange for at blive skadet af verden eller for at slæbe noget forkert med ind i folden. Ved at gå gennem Jesus som døren bliver vi styrket og inspireret, når vi går ud, og lutret og helbredt, når vi vender tilbage og ind ad døren. Der er også gode tanker at hente i den hellige pave Gregor den Stores prædiken over dagens evangelium. Han siger som kommentar til at gå ud og ind gennem Jesus og finde græsgange: ”Det vil sige, at han vil gå ind i troen og gå fra tro til beskuelse, fra tro til kontemplation, og han vil finde føde ved det evige måltid… De hellige græsgange er at se Gud ansigt til ansigt.” (Homili 14,3-6). Pave Gregor taler her om den store personlige, individuelle vinding, der er ved at passere gennem Jesus som døren til folden.,
At vi ikke skal gøre tingene let på en kunstig og uærlig måde, viser beretningen om Peters tale i første læsning. Der var ganske vist noget enkelt over forkyndelsen i de første tider, men også noget risikabelt. Peter sagde tingene, som de var. Forsamlingen fik at vide, hvem det var, man havde korsfæstet, hvem det var, man havde overset. I stedet for at blive rasende, mærkede tilhørerne et stik i hjertet, altså at noget rørte sig i dem, at de var påvirket af det, Peter sagde, og så spurgte, hvad de skulle gøre. Naturligvis er forkyndelsessituationer meget forskellige, og en masseomvendelse som den beskrevne er ikke en hverdagsforeteelse. Dog kan vi lære af den, at vi ikke behøver at pakke noget ind eller være bange for at stille krav, hvis vi er autentiske og selv efterlever, hvad vi forkynder. Mennesker har krav på at vide, hvad der er det rigtige, hvad det er, de skal tage stilling til. At gå gennem den dør, der er Jesus, betyder samtidig, at man har sin frihed til at gå ud og ind, ikke for hele tiden at svaje og svinge, men til i sidste ende at sige nej og gå igen, hvis man ikke er overbevist, ligesom man er velkommen tilbage, hvis det skulle ændre sig.
Peters kategoriske og modige tale sikrer ikke, at det i alle forkyndelsessituationer går lige så let. Mennesker og deres forudsætninger er forskellige. Mange kan have store forbehold og tvivl, svært ved at forstå eller bare ikke være parate. Andre igen kan være direkte afvisende og aggressive. Alligevel er det det samme, de skal have forkyndt, den samme dør, de i sidste ende skal ind af, nemlig Jesus. Vi skal således ikke være bange for at sige det, der skal til, dels fordi, det er og bliver det rigtige, dels fordi, det er det, som vil hjælpe folk bedst.
Amen.