Biskoppens prædiken i domkirken 5. søndag i fasten

Læsninger: Es 37,12b-14   Rom 8,8-11   Joh 11,1-45

Søndagens evangelium peger klart hen imod, hvad vi skal fejre om to uger. Beretningen om Lazarus’ opvækkelse skal ses i lyset Kristi egen opstandelse, som forstærkes af, at han ligefrem kalder sig selv opstandelsen og livet, lidt i stil med, at han også betegner sig selv om vejen og sandheden. Grundlæggende begreber bliver personificeret i Jesus selv som udtryk for, at det, som Jesus viser os og gør for os, bliver til et fællesskab med ham.

Det er naturligt nok at se frem mod påsken, hvor vi netop fejrer Kristi opstandelse, som én af vor tros største sandheder, en sandhed vi lever af, og som giver vor kristne tro mening. Men endnu her, før påsken er kommet, er der nok en anden form for opstandelse, vi længes efter og gerne så ske. Ligesom synd og død havde en anden alvor, før Jesus fik overvundet begge dele, så mærker vi i den aktuelle situation med coronapandemien igen at blive holdt fast i noget, vi længes efter at blive befriet fra. Vi føler os ufrie, indestængte, frygtsomme, bekymrede for fremtiden, for måske endnu ikke at have set det værste. Livet med restriktionerne går folk på, man strides om hvorvidt, de ansvarlige nu gør det rigtige, nogle irriteres over at skulle være for meget sammen, andre over at være blevet isoleret; vi bliver stillet over for valg og prioriteringer. Selv om vi er i stand til at mobilisere solidaritet og næstekærlighed, skuffes nogle også over at blive svigtet af fællesskaber, der netop skulle vise sig at være effektive i en situation som den aktuelle. Der er på én gang pludselig en masse, vi kunne tænke os at blive befriet fra, mange lænker, vi kunne ønske os blev brudt.

Her er læsningen fra Ezekiels bog ret aktuel for os. Den handler om, at grave bliver åbnet, og folk bliver ført ud af dem. Det er nærliggende at se læsningen i sammenhæng med evangeliet, hvor der tales om opstandelse fra de døde. Gennem profeten Ezekiel vil Gud dog sige os noget andet. Dagens afsnit af Ezekiels bog er en fortsættelse af den makabre og dramatiske beretning af de mange skeletter og dødningeben, som blev levende efter, at Ezekiel på Guds befaling havde profeteret om dem (Ez 37,1-11). Det var ikke ment som en forsmag eller et billede på kødets opstandelse, men som en opmuntring dengang til Guds folk i eksil og trængsel. Folket var modløst og uden håb; man levede, men uden begejstring og initiativ, begræd en tabt fortid og så ingen fremtid for sig. Og netop dét skulle Ezekiels profeti råde bod på, gøre folket bevidst om, at det der synes dødt og indtørret, nu kan blive levende og giveperspektiv for fremtiden.

Selv om der er en del uligheder mellem det gamle gudsfolks situation og vores, kan vi dog godt opleve noget af det samme. Ganske vist er vor nuværende situation så ny, at nogle ikke rigtigt vil tro på dens alvor, man fortrænger, at det er noget, der kan vare længe, fordi det ikke må være sådan. Samtidig kan uvisheden gøre os bange for, at fremtiden netop er det, vi prøver på at fortrænge.

Selv om der er ting, der skal gøres her og nu for at afbøde umiddelbare onder og sikre, at det ikke bliver værre, så har vi også mange  ukontrollable ting for os, noget som lader os føle vor afmagt. Her er det så, at vi skal prøve på at opdage Gud, ty til ham efter hjælp, prøve at mobilisere tro på, at Gud kan ændre udviklingen også erkende, at han er den eneste som kan det. Her skal vi høre det budskab, som Gud i dagens læsning giver gennem Ezekiel: ”Jeg giver jer min ånd, så i bliver levende, og jeg lader jer bo i jeres land. Så skal I forstå, at jeg er Herren. Jeg har talt, og jeg vil gøre det, siger Herren.” Gud tilsiger sin hjælp, men vil også gerne have os til at forstå, at han er herren. Det ikke primært for at sige, at ”så kan I lære det,” men for at give os et løfte og så i mødet med ham at få os til at erkende, at menneskekræfter, - så nødvendige de end er, også for at Guds plan kan lykkes, - dog er utilstrækkelige, og nogle gange også kontraproduktive.

Paulus er lidt mere alvorlig og konkret. De, som er i kødet, som kun tænker på det jordiske, vil være i konflikt med Gud. Selv om vi ikke skal betragte coronapandemien som en straf, kræver situationen alligevel, at vi gennemgår en form for omvendelse. Der er ting, vi har gjort forkert. Vore fejl har ikke nødvendigvis forårsaget ulykkerne; men de kan forhindre de rigtige og varige løsninger, ikke bare på den nuværende krise, men på de udfordringer, vi som mennesker generelt står over for. Det er ikke altid nemt at finde den præcise sammenhæng mellem årsag og virkning i det, vi mennesker foretager os. Det drejer sig mere overordnet om, at menneskers initiativer uden Gud på et eller andet tidspunkt vil føre til, at vi bliver fremmedgjort over for hinanden, træge til at forandre de ting, vi kan gøre noget ved, og holder os tilbage, fordi, vi føler, at noget bliver taget fra os.

Selv om vi skal tage situationen som en anledning til besindelse på vort liv, så drejer det sig primært om, at opdage, at Gud er der, både at han er til og også kan gribe ind.  Pave Frans gav udtryk for de samme tanker i sin tale ved fredagens forbøn for verden. Evangeliet handlede om stormen på søen (Mk 4,35-41). Uvejret gør forståeligt nok disciplene bange, og deres forundring over Jesu passivitet, ja, over at han bare sover, synes berettiget. På samme måde som Jesu omgivelser undrer sig over, at han tager det så roligt, da han hørte, at Lazarus var syg. Jesus bliver vækket og stiller stormen. Herefter kommer han med en mild bebrejdelse af disciplene ikke at have tro. Det er menneskeligt at lade sig overvælde af farer. Mennesker stoler også længe på, at deres egen indsats er tilstrækkelig, så man ikke behøver at bede Gud om noget. Selv om der er noget ærligt i at erkende, at man kan komme til at bede Gud om hjælp, måske som en sidste udvej, så vil Gud dog gerne møde os forinden. Vore menneskelige anstrengelser er nødvendige, vor bekymring også en klar indrømmelse af menneskelig afmagt; men det skal også hurtigt gå op for os, at Gud er med, at han er der, at hans blotte eksistens og nærvær skal kunne give os en tryghed. Livet som menneske er at være i samme båd. Vi mennesker er afhængige af hinanden og sårbare over for de samme ting. Men vi har en fælles historie med Gud, som også er med os. Nogle gange oplever vi ham ligesom disciplene som passiv, som ligegyldig, som optaget af sig selv. Disciplene havde trods Jesu nærvær ikke tro nok til, at han ikke ville lade båden gå under. Jesu bebrejdelse af dem for manglende tro, var egentlig blot en påmindelse om, at de ingen grund skulle have til at frygte. Vi, der kender Gud og tror på ham, bliver mindet om, at vi skal bruge vor tro til at erkende, at Gud er til, at vi må ære ham, lade vore handlinger og holdninger forme af ham, erkende at der er et samspil mellem det, vi kan som mennesker, og Guds almagt. Det er også fint nok først at erkende, at Gud er til, når vi er i fare. Det er måske en omvej, men en omvej, Gud accepterer. Gud ønsker fælleskab med os, for erkendelsen af ham gennem frygt og utilstrækkelighed er også en anmodning om barmhjertighed, og dermed et svar på hans kærlighed til os. Omvendelse er vejen til Gud, og den er aldrig ydmygende, fordi den bliver mødt med Guds kærlighed, og denne kærlighed fjerner al angst og skam.

Trods disse forsikringer oplever mange mennesker alligevel, at Gud virker fjern. Han synes ikke at vågne, lader tilsyneladende de dårlige ting ske uden at gribe ind. Til dem må vi forsøge at sige, at Gud er der og ikke er ligeglad.

Som mennesker, der tror på Gud, kan vi være med til at hjælpe andre til at tro. Vor tillid til Gud kan være en opmuntring til andre, vor næstekærlighed en afspejling af Guds kærlighed, alt sammen noget som kan hjælpe mennesker til både at tro på ham og have tillid. Det er en form for menneskelig sikkerhed, vi godt må lægge for dagen, fordi den bliver en kanal for Gud til at vise sin almagt, som nok er hans bekræftelse af, hvem han er, men først og fremmest hans måde at vise os sin kærlighed på.

Amen.