Læsninger: Sir 27,4-7 1 Kor 15,54-58 Luk 6,39-45
På onsdag begynder vi fastetiden. Vi er således stadig i den almindelige del af kirkeåret mellem juletiden og fastetiden; men søndagens læsninger er en passende optakt til den kommende bodstid.
Første læsning og evangeliet ligner hinanden lidt i opbygningen ved, at budskabet både fra Sirach og Jesus er en række korte udsagn og ikke en længere sammenhængende tekst med een tydelig konklusion. Ethvert af de korte udsagn har hver sin pointe. Begge hold læsninger virker umiddelbart ret kritiske, også lidt pessimistiske, – man skal f.eks. ikke være for hurtige med at fæste lid til andre – som om der slet ikke er noget godt i mennesket, en blanding af advarsler og opmuntringer. Men der er ikke noget kategorisk fordømmende i udsagnene; vi skal derimod se dem som en hjælp til at komme videre. Vi får beskrevet, hvad der ligger skjult i os mennesker, og får hjælp til at overvinde vore svage sider.
Det første udsagn hos Sirach er et godt motto til fastetiden. Det lyder nærmest som en afsløring, der skal fortælle, hvad vi går og gemmer på af nedrighed. Men vi kan også vende billedet til noget positivt, så vi ser noget forløsende i at lade os ryste gennem sigten. Gennem vort møde med Gud – i bøn, men ikke mindst i forsoningens sakramente – bliver vi sigtet igennem. Det dårlige, der har påvirket vore tanker og handlinger, bliver holdt tilbage, bliver forhindret i længere at gøre sig gældende og komme ud. Herefter bliver kun det gode i os, de gode tanker og hensigter sluppet igennem til gavn for vore omgivelser og Guds riges udbredelse.
Denne proces gælder på alle niveauer i menneskers liv – i individets og i fællesskabets. Mange skjulte tanker åbenbarer sig på et tidspunkt i forkerte handlinger og forsømmelser. Netop i disse dage har vi set, hvad en ophobning af onde planer og måske også forsømmelser har fået af virkninger. Derfor er det eneste middel mod det ondes fremmarch, i det store og i det små, at lade sig ryste gennem Guds sigte.
I evangeliet, som er en del af Jesu tale på sletten, - det, der hos Matthæus er bjergprædikenen – kommer Jesus med nogle prægnante sammenligninger, der på en god måde viser, hvor vigtigt det er, at lade sig forme af Gud. Jesus siger: ”En discipel står ikke over sin mester; men enhver, som er udlært skal være som sin mester.”(Luk 6,40). Som Jesu disciple står vi ikke over ham, heller ikke Kirken står over ham; men når vi er udlært, skal vi være som han. Hvad betyder det at være udlært og at være som sin mester? Færdigudlærte bliver vi aldrig; men hvis vi én gang har valgt Jesus som grundlag for vort liv og har til hensigt at følge hans bud og inspirationer, så er vi på en måde principielt udlært, og så har vi også autoritet og troværdighed til at forkynde ham, for så er det ikke længere os selv, vi fokuserer på, fordi vi derved lader Jesus træde frem gennem vort vidnesbyrd.
Dette, at blive som Jesus, som sin mester, gælder endnu mere for Kirken. Den er udlært på den måde, at den med autoritet kan forkynde Jesus, og det, han har overleveret den. Selv om vi som Jesu disciple og endnu mere Kirken som hans brud er udlærte og kan vidne om ham på hans vegne, så skal vi betragte vor læreproces som noget permanent. Det betyder ikke, at vi skal lære noget nyt og anderledes, men hele tiden lade det, vi har lært, det, som er overleveret, være levende i os. Det gælder vor tro, vort bønsliv, vor vilje til at gøre det, vi måtte erfare, Jesus ønsker af os. På den måde bliver vi også seende mennesker, der kan lede og vejlede andre.
Både dette at være udlært og at være seende er udtryk for, at være inde i det, vi tror på og gøre det til en del af vort liv. På denne måde vil vi både have viden nok til at besvare andres spørgsmål og et profetisk blik for, hvad der er sandt, og hvad der er brug for i det givne øjeblik. Hvis vi er udlærte og åndeligt seende, så går vi både selv sikkert, og andre vil have lyst til at følge os. Hvis vi derimod er åndeligt blinde, dvs. ikke har ladet os oplyse af Jesus, så vil hans lys ikke kunne gennemtrænge og præge os, og ej heller vil vi kunne være et lys for andre, og både vi selv og Kirken risikerer at blive irrelevante.
Det fører os videre til Jesu lignelse om splinten og bjælken. Den er kendt og også anvendt, både som advarsel mod at blive overmodige og for at kunne tage højde for andres ønske om ikke at blive belært. Det er et magtfuldt billede, også lidt præget af paradokser. En splint er der plads til i et øje, bjælken er og forbliver et billede, men overdrivelse fremmer forståelsen. Meningen med lignelsen behøver ingen forklaring, men taler for sig selv. Vi ved alle sammen, at vi nogle gange efter at have forsøgt at irettesætte andre har opdaget, at vi selv enten har de samme fejl, eller endnu værre, nogle som er meget større. Selv om vi således stadig kan se splinten i vor brors øje, og at denne splint også kan være reel, så svækker vor egen bjælke vor troværdighed.
At få fjernet bjælken fra ens øje betyder kort og godt at lade sig forsone med Gud. Splinten i vor brors øje ser vi som sagt stadig; men uden bjælke vi ser også meget mere. Vi ser vor brors situation, hvad han har at kæmpe med, hvad der gør livet svært for ham. Splinten skal ud, men at tage den ud, vil også blive lettere og mere overbevisende, fordi vi uden bjælke ser hele sammenhængen og vor troværdighed ikke er plettet af vore egne større fejl.
Kirken har til opgave at fjerne splinter fra vore øjne, at hjælpe os til at se, hvad der er rigtigt, hvad Jesu lære går ud på. Det er en ugunstig og vanskelig tid at forkynde i. Ingen mener at have brug for at få taget splinter ud, for at ændre opfattelse, for at forandre deres liv. Ingen vil acceptere noget som sandt, blot fordi andre siger det, og slet ikke, hvis det er en sandhed, der mindsker ens autonomi. Ingen skal pille ved deres øjne eller forstyrre deres syn på tingene.
Dette lyder i nogens øren prætentiøst, nogle vil måske endda sige, at det er en lille fordrejning af Jesu ord; men det, Jesus siger til den enkelte, gælder også for Kirken. For mange er Kirken blevet irrelevant, i nogens øjne utroværdig. Det første skyldes enten mangel på opmærksomhed på, at Kirken overhovedet er der, eller at man bevidst ignorerer den, fordi dens forkyndelse er imod ens egne holdninger, ja, nu til dags skal vi også være forberedt på, at det, Kirken siger, opfattes som krænkende.
Men når det er sagt, må vi også som Kirke lades os udfordre af, hvad Jesus siger med lignelsen om splinten og bjælken. Der findes også bjælker i Kirken, som har forårsaget vanetænkning eller selvsikkerhed, og derfor har forhindret et differentieret – skal vi sige pastoralt – syn på menneskers nød og udfordringer. Disse bjælker bliver så også noget, der spærrer synet på Kirken udefra, fordi det skjuler skønheden i Jesu og hans Kirkes lære eller blot tager opmærksomheden fordi, det rummer konflikt og skandale. Disse bjælker i Kirken er fx misbrugssagerne, strid og uenighed, også blandt Kirkens ledere om, hvad der er sand og overlevet tros- og morallære, enkeltpersoners og fløjes gensidige angreb og offentlige kritik. Med accept og nogle steder ligefrem promovering af denne tilstand har vi gjort os til blinde førere, for at blive i Jesu terminologi.
Dagens evangelium slutter med et andet af Jesu billeder, nemlig træet og dets frugter. Et godt træ bærer gode frugter og et dårligt dårlige. Kirken er et godt træ, som har stået længe og gennem historien har ydet utallige gode frugter, ikke mindst i sine helgener og gennem sine karitative og uddannelsesmæssige aktiviteter, men først og fremmest naturligvis ved at have bragt mennesker tæt på Gud. Der er altså masser af gode ting i Kirkens forråd. Det, der legitimerer Kirken som det gode træ, er Jesu ord om sig selv som det sande vintræ (Joh. 15,1-8), og dette billeder gælder, fordi Jesus identificerer sig med sin Kirke. Det udelukker ikke, at der også på dette sande vintræ, det gode træ, Kirken, findes grene, der ikke bærer frugt, eller bærer dårlige frugter. Men selv om disse grene kan skygge og tage næring fra dem, der vitterligt bære gode frugter, så gør de ikke hele træet dårligt. I lignelsen om vintræet bliver de fjernet, mens de gode grene bliver renset for at bære mere frugt.
Fastetiden er en årlig tid til personlig omvendelse; men ligesom de mange individers fejl og mangler tilslører Jesu ansigt i Kirken, så vil de manges fælles fornyelse og autentiske vidnesbyrd også lade det fremstå med øget stråleglans. Lad os derfor i denne fastetid, ikke mindst fordi den falder i en virkelig udfordrende epoke af Kirkens og verdens historie, gøre en fornyet og ekstra anstrengelse for, at Kirken må forblive det tegn og det fællesskab, som mennesker føler sig draget af, og som kan bidrage til at fremme enhed og sikre menneskets værdighed.
Lad os lade Jesus gøre os til seende og visionære vejledere og ikke være blinde førere, lad os blive oplært af ham, vor mester, og dermed få del i hans troværdighed, lad ham tage bjælkerne ud af vort og Kirkens øje og fylde vort hjerte med godt, som munden kan løbe over med.
Derfor kan vi, som Paulus slutter dagens anden læsning, også stå urokkeligt fast og give os helt hen i arbejdet for Herren og få at vide, at vort slid ikke er spildt i Herren (jf 1 Kor 15,58).
Amen.