Biskoppens prædiken i domkirken askeonsdag

Læsninger: Joel 2,12-18     2 Kor 5,20-6,2     Matt 6,1-6.16-18

De tre læsninger, vi hvert år hører til messen askeonsdag, giver os essensen af, hvad fastetiden skal betyde for os. Vi lærer at vinde tillid trods dystre udsigter (første læsning), vi får at vide, at det gunstige øjeblik til omvendelse egentlig altid er der (anden læsning), og vi bliver belært om, at det, vi gør rent praktisk, skal være gennemsyret af ægthed og autenticitet.

Dette gælder hvert eneste år og retter sig først og fremmest til hver enkelt af os. Omvendelse og fornyelse er en appel til den enkelte, fordi vi hver især har ansvaret for det, vi foretager os, og hver især skal vi prøve på at vokse i hellighed og følge Kristus efter. Det skal være ambitionen hos enhver af os, at vi gerne vil i himlen, og derfor skal vi gøre alt for i vore handlinger at respondere på Guds nåde, som jo er den grundlæggende betingelse for at blive frelst.

Men selv om vi således har nok at gøre med vor egen frelse, skal vore fasteengagementer også altid have en fællesskabsdimension. Mange af vore personlige fejl resulterer i eller forårsager spændinger i vore medmenneskelige relationer i form at konflikter eller ligegyldighed over for andres nød. Denne fællesskabsdimension skal også rettes mod Kirken, som vi med vor omvendelse, vort gode vidnesbyrd, skal være med til at få Kirken til at stå klarere som et tegn på hellighed.

I dette års fastebudskab siger pave Frans, at ”skabelsen har akut brug for, at Guds børn, ”en ny skabning,” åbenbarer sig.” (jf Rom 8,19). I afsnittet forinden har Paven talt om de onde kræfter, der får frit løb, når grådighed, behov for komfort og manglende interesse for andres ve og vel fører til udnyttelsen af skaberværket. Der er brug for, at det gode, Gud har skabt og overdraget os til både at passe på og nyde godt af, ikke bliver ødelagt.

Den omsorg for skaberværket, som pave Frans lægger op til i sit budskab, opfordres vi også til at have for Kirken. Ligesom skaberværket er sårbart og ubalance og udnyttelse af det skaber ufred, uretfærdighed og usikkerhed, så er Kirken også underlagt en sårbarhed, som kan lægge hindringer i vejen for dens mission.

Vi tænker naturligvis på de trængsler, som Kirken gennemgår i denne tid. At hjælpe Kirken med at komme ud af dem, må også være en del af vort fasteprogram, så vi både med glæde kan fejre påske og se en fornyet Kirke gå en sikker fremtid i møde.

Nogle vil måske synes, at det er provokerende og uretfærdigt at sammenligne Kirkens nød med skaberværkets. Er Kirken ikke selv ude om sine nuværende problemer, mens skaberværket og miljøet ligger ubeskyttet tilgængeligt for menneskers rovdrift? Har Kirken ikke fået løfte om, at Kristus er med den alle dage indtil verdens ende og dermed har sikret den mod undergang; mens Gud har frigivet den skabte verden til, at mennesket kan underlægge sig den og herske over, hvad den rummer? (Jf. 1. Mos. 1,28). Skal hele det troende folk gøre bod for, hvad enkelte personer, endda sådanne, af hvem man mindst skulle forvente det, har gjort forkert?

Nu er det sådan, at uanset, hvor skylden for Kirkens trængsler ligger, så er det noget, som påfører alle dens medlemmer lidelse. Ud over de lidelser, som konkret er påført de mennesker, som er blevet misbrugt, har ugerninger også medført tab af troværdighed, har ført til udmeldelser og forvoldt sorg, usikkerhed og forvirring hos dem, der bliver og gerne vil Kirken. Selv om de ikke er i nærheden af hverken overgrebsmænd eller ofre, oplever de i det mindste gennem medierne Kirkens problemer som noget, der er tæt på.

Hvordan kan vi på én gang lægge afstand og føle omsorg, se en sammenhæng mellem personlig omvendelse og Kirkens vel? Selv om disse spørgsmål kan virke retoriske og svarene på dem fjerne, er de alligevel berettigede og relevante. Svaret ligger i troen på, hvad Kirken er, nemlig Kristi legeme, os alle sammen, alle døbte, lægfolk såvel som medlemmer af hierarkiet.

Når vi konfronteres med misbrugene, reagerer vi ofte – og med rette – ved at sige, at det ikke er hele Kirken, at et langt større antal af både præster og lægfolk lever for og arbejder på at følge Kristi kald og mission og derved giver Kirkens dens sande ansigt, det ansigt, som skal afspejle Kristus selv, som har lovet at være med Kirken alle dage og hele tiden sender den Helligånden.

Det er på denne baggrund, at vi skal se værdien og virkningen af den personlige omvendelse og den enkeltes gode gerninger. Det tjener umiddelbart den individuelle helliggørelse og er med til at styrke og uddybe troen og forholdet til Gud, gøre det nemmere at se meningen med at leve og forblive i Kirken og give trøst og opmuntring, når meget omkring én synes at vakle. Men den personlige helliggørelse kaster også glans over resten af Kirken. Selv om det først og fremmest er Kristus selv, der stråler frem i Kirken, hans hellighed og herlighed, der fylder og kommer til udtryk gennem vor fejring af liturgien, er hvert eneste menneskes tro og eksempel med til at øge denne hellighed og herlighed, også hos mennesker, der iagttager Kirken udefra.

I første læsning fra Joels bog fremstilles Gud som én, der skal formildes, som skal bringes til ikke at gøre alvor af truende straffe. Vi bryder os ikke så meget om en truende Gud, ser helst ikke sammenhængen mellem det, vi gør forkert, og hvordan, tingene udvikler sig. Vi skal heller ikke se læsningens ord som en beskrivelse af, at vi kan handle med Gud, sådan, at hvis vi omvender os, så afværger han de forventelige ulykker. Det er snarere sådan, at dér, hvor et liv i stræben efter hellighed vinder frem, dér bliver der ikke plads til selvforskyldte ulykker forårsaget af vor syndighed.

De tre klassiske råd, som også nævnes i dagens evangelium: almisse, bøn og faste, er midler, som altid bevarer deres virkning, ikke som magiske mirakelkure, men som noget, der forandrer det menneske, som gør brug af dem: Almissen viser vor vilje til at dele med andre; bønnen og her den rette måde at bede på viser vort ønske om at være i dialog med Gud og regne ham for midtpunktet i vort liv; fasten er udtryk for, at vi kan undvære ting, både for at kunne dele med andre og for ikke at lade dem tage kontrollen fra os.

I sin prædiken i dag i Santa Sabinas kirke i Rom forbandt pave Frans disse tre hjælpemidler med én af sine sædvanlige treklange – nævnte tre ting, som får os til at gøre fremskridt i det gode: at se Opad, udad – mod vor næste – og indad. Med at se opad mener Paven at gøre mere ud af bønnen, som jo på en særlig måde knytter os til Gud og giver os adgang til et univers, som er dybere end den verden, der danner rammen om vor dagligdag. Bønnen giver os tillid og styrker vor sans for den åndelige dimension. Vor udadrettethed markerer vor omsorg for vor næste og hans eller hendes behov, og ved at se ind i os selv får vi hjælp af fasten, som befrier os fra jordiske og nogle gange slavegørende bindinger.

Alt det gode, vi opfordres til at lægge vægt på og gøre i fastetiden, de forandringer, det vil være nærliggende at foretage, er noget, der hører med til den kristnes permanente livsstil. Derfor skal vi heller ikke falde tilbage i gamle rytmer, når fastetiden er forbi, men kunne opleve, at vi er kommet et skridt videre, måske ikke helt befriet for gamle vaner og bindinger, men så dog med følelsen af, at vi er blevet lidt friere, er kommet lidt tættere på Gud og blevet mere åbne for vor næste. Bodens sakramente, skriftemålet, er et uundværligt sakramente i denne proces. Det hjælper os både til erkendelse af vor svaghed og af Guds barmhjertighed. Derfor opfordrer jeg alle til at modtage dette sakramente i hvert fald i fastetiden, men gennem et god erfaring med det, også at gøre det til en fast del af katolsk livsstil. Det samme gælder vor godgørenhed. I fastetiden opfordres vi til bl.a. at støtte Caritas’ fasteaktion, en særlig fokusering på nødvendigheden af at være opmærksom på vor næstes nød; men hele året udfordrer os i større eller mindre omfang til at være parate til at dele med andre.

Som sagt taler læsningerne om afvendelse af farer og om ændringer i livsstil. Det kan forekomme så pessimistisk, forstærke oplevelsen af, at nu er vi kommet så langt ud, at der skal drastiske midler til for at ændre udviklingen. Det er godt med et sådant wake up call; men det virkelige resultat af at følge det vil være at opleve, at det altid er nådens tid, altid frelsens dag, ikke kun som muligheden for ikke at forpasse en chance, men for at blive befæstet i oplevelsen af, at Kirken – trods dens menneskelige svagheder – altid er det forum, hvor Gud lader os mærke, at han er der, er med os og vil bruge os til at vise det godes overmagt.

Amen.