Læsninger: Joel 2,12-18 2 Kor 5,20-6,2 Matt 6,1-6.16-18
Hvert år markerer vi fasten på traditionel måde ved at sætte os for at tage dens tre mærkesager til os: Bøn, faste og almisse, altså ved gennem bøn at komme Gud nærmere og bede for alt det, der trænger til at bedes for, ved at give afkald på nogle ting for at vise eller oparbejde en uafhængighed af dem og ved derigennem også få overskud og vilje til at dele med andre.
Disse tre mærkesager er stadig vigtige og grundlaget for en ægte faste og dermed også en autentisk omvendelse. Det er også, hvad Jesus gør opmærksom på i evangeliet, samtidigt med, at han advarer mod, at det kun bliver noget ydre og endda for et syns skyld, for at stille ens fromhed til skue. Jesu anliggende er, at vor bøn, vor faste og vore gode gerninger bliver gjort for hans skyld og til gavn for de mennesker, vi ønsker at hjælpe, altså at vore fasteøvelser må gøre os til bedre og autentiske kristne.
Jesu ord blev talt ind i en sammenhæng, hvor nogle tilsyneladende var tilbøjelige til at stille deres fromhed til skue. I vor tid og situation kan vi måske godt en gang imellem savne lidt synlighed på den religiøse front. Er vi måske ikke indimellem snarere lidt ængstelige for at stå ved, at vi tror på Gud, og endnu mere ved at vise det? Er faste ikke en praksis, mange er ved at glemme, og det at give afkald noget, man ikke ser nogen grund til, fordi vi er vant til at have i overflod? Og selv om der, ikke mindst i disse dage, er stor beredvillighed til at hjælpe, er gavmildhed så ikke tit noget, vi skal overvinde os til at vise?
De tre fasteting er således noget, vi hele tiden skal arbejde med, og selv om de med Jesu ord nemt kan blive trivielle, enten i udøvelsen eller undladelsen, så kan de, hvis de bruges rigtigt, virkeligt forandre vort liv, give os nye vinkler på det og ikke mindst forny vort forhold til Gud.
Men ligesom der er ting, vi altid skal hente frem af kristenlivets værktøjskasse, så sker der også noget, som udefra kan få os til at se anderledes på vort liv og vor situation. Vi har i snart to år været direkte berørt af coronapandemien, som udover at være en sundhedsrisiko også på rigtig mange måder har påvirket vor hverdag, vore relationer og vort syn på livet.
I den sidste uge har ikke mindst krigen i Ukraine yderligere optaget og foruroliget os. Vi har medlidenhed med de mennesker, der befinder sig midt i rædslerne, og med dem, der er på flugt; men vi er også bekymrede for, om det er en krig, der kan brede sig, eller i hvert fald få indflydelse også på vort og resten af kontinentets liv.
Selv om vi ikke er skyld i konflikten og endnu mindre skal se den som en straf over dem, den direkte går ud over, så kan vi godt prøve at søge trøst i dagens første læsning fra Joels bog. Her appelleres der til Guds barmhjertighed, som vi roligt kan påkalde, ikke bare for at få tilgivet vore synder, men også for at få afvendt de ulykker, der truer os, og den nød, som mange mennesker må leve under. Vi kan også roligt, som præsterne i Joels skildring, bede om at blive forskånet og blive bekræftet i vor tillid til Gud.
Fastetiden handler naturligvis om at faste og give afkald, men ikke kun. Bag Jesu advarsler i evangeliet om at stille vor fromhed til skue ligger også forsikringen om, at Gud vil belønne os, hvis vi gør det, vi gør af godt i tro og tillid til ham og ikke mindst af et rent hjerte. Selv om fastetiden er intensiv og har sit eget program, så er den uløseligt knyttet til den forestående påske. Der bliver både talt baglæns fra påsken, når fastetidens begyndelse skal fastlægges, og selve fastetiden lægger op til at kunne fejre påsken med desto større glæde, når vi har forsøgt at aflægge vore dårlige vaner og rette op på vore fejl.
Således skal fastetiden være med til at give os mod, ikke mindst i de trængsler og ængstelser, der i øjeblikket præger vort liv, pandemien og truslen mod verdensfreden. Dertil kommer de stridigheder, som nogle steder præger Kirken. I julen har vi fejret, at Gud gennem sin Søn på en helt speciel måde er blevet en del af vor virkelighed, og i påskens begivenheder er det blevet manifesteret, at Guds Søn, trods de trængsler, han måtte gennemleve, alligevel sejrede, gjorde tydeligt, at døden ikke har det sidste ord. For de mennesker, der konkret står ansigt til ansigt med døden, synes denne forsikring måske virkningsløs; men ligesom Kristus banede vejen for livets sejr, så har vi ligeledes lov til, måske også nogle gange på baggrund egne og andres ofre og trængsler, at se frem mod en bedre fremtid ved at de onde kræfter, der drev Jesus i døden og senere har gjort det samme for utallige mennesker, mister deres greb og gør deres onde planer udsigtsløse. I sit fastebudskab for i år siger pave Frans, idet han citerer pave Benedikt: ”Kristi opstandelse sætter liv i det jordiske håb med det evige livs store håb ved at så frelsens frø i vor tid” Pave Frans fortsætter: ”Bitter skuffelse over knuste drømme, dyb ængstelse over de udfordringer, der ligger foran os, og modløsheden over vore ringe ressourcer kan friste os til at søge tilflugt i egoisme og ligegyldighed over for andres lidelse.” Det sidste synes heldigvis ikke helt at være tilfældet netop i disse dage, hvor der er så stor vilje til at hjælpe Ukraine; men derfor kan skuffelse og ængstelse sagtens være der. Dog opfordrer pave Frans med Paulus os til ”ikke at blive trætte af at gøre det, som er ret.” (Gal.6,9), og han fortsætter med at nævne andre ting, vi aldrig må blive trætte af: At bede, at udrydde det onde fra vort liv, at bede om tilgivelse i forsoningens sakramente, at gøre godt i aktiv velgørenhed mod vor næste. Alle disse ting kan synes private og individuelle og dermed som noget, der ikke rykker ved de mekanismer, som styrer verdensordenen. Alligevel er de, og ikke mindst bønnen, noget, som har en virkning, både ved at Gud kan opfylde vore bønner, og bønnen selv er med til at styrke vor tillid til Gud og forandre os.
Pandemien har – måske for altid – ændret ting i vort liv, og den nuværende krig og det, den har sat i gang måske også. Derfor kan dette års askeonsdag og fastetid også blive skelsættende, både på godt og ondt. På ondt ved, at det, som pandemien og krigen har sat i gang på lang sigt, vil indskrænke vort liv og gøre det usikkert, på godt – og lad os håbe det – ved, at der opstår ny solidaritet, ny gavmildhed, men først og fremmest en øget tillid til Gud som den, der ene kan ændre tingene og røre hjerterne hos dem, der sidder med de store beslutninger.
Fastetiden er kort, mens forandringen af os selv er et langtidsprojekt. Alligevel er det at komme i gang og vise tro på, at noget nyt vil vise sig, allerede en forandring. I messens anden læsning taler Paulus fortrøstningsfuldt om, at nu er det en nåderig stund og frelsens dag (jf 2 Kor 6,2) På baggrund af tidens dramatik kan en nåderig stund og frelsens dag synes langt borte; men pave Frans siger også, at de store goder, kærlighed, retfærdighed og solidaritet ikke opnås én gang for alle, men skal vindes hver dag. Det betyder ikke, at vi hele tiden må opleve tilbageskridt og skal begynde forfra. Selve processen er allerede et resultat, fordi den sker i fællesskab med Gud. I dette forløb vil Gud give os glæde ved det, der allerede bliver opnået, og fortrøstning om, at det, der endnu mangler, ikke er uopnåeligt.
Amen.