Læsninger: Es 52,7-10 Hebr 1,1-6 Joh 1,1-18
I nat fokuserede vi på det ydmyge aspekt ved julefesten. Det største tegn på ydmyghed er jo, at en almægtig Gud lader sin Søn komme til verden og dele menneskers kår, noget, der umiddelbart virker helt i modstrid med Guds væsen, som rent logisk ikke kan opholdes af eller lukkes inde i menneskelige begrænsninger. Denne ydmyghed fra Guds side bliver i det klassiske juleevangelium yderligere understreget i beskrivelsen af de beskedne omstændigheder, Jesu fødsel foregår under: En lang rejse, mangel på plads i herberget, et usselt fødested og helt uden den store verdens opmærksomhed eller omsorg.
I juledagens evangelium bliver ydmygheden beskrevet på en anden måde, ligesom den meget konkrete scene i Bethlehem bliver forklaret langt dybere. Her bliver der gjort rede for både, hvad der er gået forud for Jesu fødsel og for, hvordan det senere gik ham. Vi får at vide, at ”Ordet i begyndelsen var hos Gud,” og at ”alt blev til ved ham.” Derefter hører vi videre, at ”verden kendte ham ikke” og, at ”hans egne tog ikke imod ham.” Med det sidste menes der ikke, at værterne i Bethlehem overså ham; men at de mennesker, der senere hørte hans forkyndelse og så hans mirakler, ikke kendte ham. For Guds Søn var det så af opleve en dobbelt ydmyghed: at blive menneske og under beskedne vilkår samt ikke at se sin kærlighed påskønnet og endda gå i døden for dem.
Vi vil gerne tælles blandt dem, der har taget imod ham og derved har fået ret til at blive Guds børn. Vi har altså opnået noget at være stolte over, stolte på den gode måde, som ikke betyder arrogance, men glæde over at få del i noget, man også gerne viser frem og står ved. Hvordan skal vi så være ydmyge over for Gud og for det mysterium, vi oplever i menneskevordelsen? Vi skal være ydmyge over for Gud, fordi han er uendelig stor, og vi er små og afmægtige samtidig med, at vi er syndere. Dog behøver vi ikke tro, at ydmyghed betyder, at vi ikke har lov til at være stolte af vor tro og ivrige efter at vidne om den og forsøge at gøre andre delagtige i den. Men er det ikke mangel på ydmyghed med fast overbevisning at forsvare og forkynde noget som sandt, når andre mennesker tror på noget andet eller på ingenting? Udtrykker vi da ikke mangel på respekt for andres mening og overbevisning? Skal vi ikke bare være glade for selv at være kommet til tro på noget, som giver os glæde og mening?
En sådan måde at spørge og stille tingene op på kan umiddelbart godt virke lidt polemisk og som en forenkling af sagens kompleksitet. Hvornår er man oprigtigt ydmyg, og hvornår er man frygtsom eller bare ligegyldig og uengageret? Er der heller ikke inden for sandhedens virkefelt flere måder at se tingene på, så man ikke blot skal kæmpe for én version og bekæmpe alle andre?
Også her gælder det, at tingene hænger sammen, og der ikke behøver at være nogen modsætning mellem elementer, der umiddelbart virker forskellige. Det kan siges ganske klart, at fasthed kræver ydmyghed. Det lyder umiddelbart som en meningsløs modsætning; men Kristus er den første til at bekræfte sandheden i den. Med sit komme til og virke i verden viste han sig på én gang som suveræn indehaver af al magt, ”vejen, sandheden og livet,”(jf. Matt 20,28) og samtidig som den, der var kommet, ”ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene. Hans forkyndelse var præget både af radikalitet i krav og i overbærenhed med menneskers svaghed. Heller ikke her er der nogen modsætning. Overbærenhed med syndere betyder ikke accept af deres handlemåde, men tålmodighed med at få dem på rette vej. For os, der i denne opgave skal følge Kristus, gælder det også, at vi hele tiden prøver begge dele. Vi skal på én gang være dem, der forsvarer Jesu lære, også dens radikalitet og indiskutable sandhed, og er samtidig blandt dem, der selv nogle gange fejler og har brug for tilgivelse.
Ydmyg lytten til Gud og en oprigtig vilje til at følge ham gør os til troværdige vidner og forkyndere af hans rige. Det kan godt gøre os ængstelige. Mister vi på et tidspunkt vor troværdighed, fordi vi fejler? Må vi på et tidspunkt holde op med at forkynde, fordi vi ikke selv lever op til det, vi præsenterer som det rigtige for andre? Dette spørgsmål kan vi også føle os fristet til at stille på Kirkens vegne rent bortset fra, at det er der mange, der allerede gør, og også mener at kunne svare, at Kirken godt må holde op med at forkynde noget som absolut sandt. At spørgsmålet nogle gange ligger lige for er forståeligt nok. Der har været menneskelige træk ved Kirken, som ikke helt har afspejlet dens kald til hellighed, hvad enten det har været mangel på iver i forkyndelsen, optagethed af magt og status eller markante enkeltpersoners syndighed. Dette kan også fremkalde en slags ydmyghed, men så en ydmyghed, der mere kommer af skam og resignation. Det må det ikke blive ved. Også her gælder det, at den sande ydmyghed naturligt udtrykker tillid. Tillid til, at noget, som Kristus har sat i værk, aldrig kan være forkert, og tillid til, at der parallelt med det forkerte også altid findes mennesker, der er med til at fremme det gode. Kirkehistorien viser konstant, hvordan helgener har virket midt iblandt kræfter, som enten manglede viljen til at gøre det gode eller direkte gjorde, hvad der var forkert. Lignelsen om rajgræsset i hvedemarken gælder stadigvæk (jf. Matt 13,24-30).
Pave Frans har indledt den synodale proces, som også vil konfrontere os med mange aspekter af livet i både Kirken og i verden omkring os. En vigtig forudsætning for processens succes er lytten, og i sin tale i forgårs til Den romerske Kurie, understregede pave Frans, hvor nødvendigt det er med ydmyghed. Først og fremmest ydmyghed over for Gud for at give plads til, at Helligånden kan virke, dernæst ydmyghed i form af selverkendelse af egen utilstrækkelighed og endelig ydmyghed over for andre, over for deres meninger og ofte autentiske vidnesbyrd.
Vi lever i en tid med stor usikkerhed og spørger: Hvornår skal vi utvetydigt stå fast på et standpunkt, hvor tålmodige skal vi være med, at andre afviger fra det, og hvor mange af de mange synspunkter, vi møder, kan vi acceptere trives side om side? Hvad det første spørgsmål angår, skal vi altid stå fast, når det drejer sig om noget, der hører til troslærens væsen. M.h.t det andet spørgsmål gælder det jo principielt, at barmhjertighed ikke må have nogen grænser, og at omsorg for den anden og fælleskabet må være drevet af tålmodighed. Det sidste spørgsmål dækker nok over det bredeste felt. Der er ting, som bestemt ikke hører hjemme i Kirken, heller ikke selv om de forkyndes og praktiseres i bedste mening. Samtidig afspejler vor Kirke en mangfoldighed kulturelt, etnisk, nationalt, fromhedsmæssigt og teologisk, felter, som ikke bare nødtvungent skal tolereres, men tværtimod ses som en gensidig berigelse. Også over for dette kræves der ydmyghed og lytten. Dette skal også være båret af et begreb, vi tit har hørt i adventstiden, nemlig årvågenhed. Ydmyghed og lytten skal ikke bare udtrykke en uengageret overbærenhed og ønsket om at få fred, men agtpågivenhed over for, hvad der er Guds vilje. Det kan betyde både at opdage og acceptere noget hos en anden, man ikke havde tænkt kunne være rigtigt, og forpligtelsen til, altid i kærlighed, at korrigere og formane, hvis et synspunkt eller en praksis ikke er i tråd med Kristi lære.
Efter disse mange detailsituationer kan vi gå tilbage til det, hele julens budskab drejer sig om, nemlig den almægtige Guds involvering i vort liv som mennesker. Hans Søn kom til sine egne. Lad os tage fuldt og helt imod ham. Mangfoldigheden i livets udfordringer er stor, men overskueligheden bevares, hvis vi holder os Jesu egen sandhed og ydmyghed for øje, hans, som blev givet al magt (jf. Matt 28,18) og som var kommet, ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene (jf. Matt 20,28).
Amen.