Biskoppens prædiken i domkirken juledag 2018

Læsninger: Es 52,7-10   Hebr 1,1-6   Joh 1.1-18

I julens mysterium og begivenheder bliver det til virkelighed at Guds Søn har to naturer, at han er både Gud og menneske. I nat forsøgte vi at meditere over det store mysterium, den menneskeligt set uforståelige gestus, at den evige og ubegrænsede Gud lod sig føde som menneske. 

De fleste mennesker kender i grove træk til, hvad den kristne jul går ud på, hvad det var, der skete julenat. Alle er fortrolige med sceneriet i Bethlehem. Mange er villige til at tro, at det barn, hvis fødsel der berettes om, virkeligt har eksisteret og efterladt et godt budskab. For os kristne er det, der begyndte med bebudelsen i Nazareth og gik i opfyldelse i Bethlehem, én af de vigtigste trossandheder, som vi bekender, når vi siger: ”undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria.”

I juledagens evangelium bliver vi præsenteret for julens mysterium fra en anden vinkel, der dog falder helt i tråd med budskabet i det klassiske juleevangelium, som vi hørte i nat. Juleevangeliet og hvad, der ledte op til det, udspiller sig i begivenheder, hvor mennesker har en afgørende rolle, ikke mindst Jomfru Maria, men også Josef og Elisabeth. Vi kan også tælle det gamle testamentes profetier med til de begivenheder, der førte frem til Jesu fødsel.

Indledningsordene i dagens evangelium tager os med længere tilbage end til Nazareth og det gamle testamentes profetier, og dette for virkelig at fortælle os, at vi i julens begivenheder ikke har med et almindeligt barn at gøre, men med Guds egen Søn, der ikke dukkede op på et tidspunkt efter sin far, men ligesom Faderen har været til fra evighed af. 

Dette er vigtigt at få slået fast for ikke at svække troen på, hvem Jesus virkeligt er. Sandheden om Jesu person og væsen har været anfægtet med mellemrum gennem historien. Arianismen lagde klar afstand til Jesus som evigfødt ord, og i nyere tid har man ud fra en såkaldt videnskabelig tilgang til Jesu person søgt at få rede på, hvem han virkelig er, ofte for at pille den klassiske tro fra hinanden, dele Jesus op i en historisk person og én, som er lanceret gennem forkyndelsen, helt hen til at så tvivl om hans opstandelse og om, han selv vidste, at han var Guds Søn.

Forskning i, hvordan Bibelens skrifter er blevet til, paralleller til dem i andre kulturer, kendskab til de miljøer, de opstod i, er set med troens øjne noget, som kun kan styrke erkendelsen af, hvem Gud er, og hvad hans frelsesplan består i, og også bekræfte den tro, vi har på Jesus som Guds Søn. Dog må denne forskning aldrig blive en kile, som drives ind mellem menneskets søgen efter sandheden og Guds åbenbaring af den. Denne forskning må aldrig blive et instrument til svækkelse af menneskers tro eller blive et påskud for deres tvivl. 

På denne baggrund af usikkerhed og tvivlsåning er det vigtigt, at vi med dagens evangelium får lagt grunden til vor oplevelse af julen og fejringen af dens mysterium, således at juleevangeliet kommer til at fremstå som mere end en romantisk historie og en from legende. 

Den første bog i Bibelen, første mosebog, og dens yngste skrift, Johannesevangeliet, begynder begge med ordene ”I begyndelsen….. ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden” og ”I begyndelsen var Ordet.” Med skabelsen af jorden, på hvilken måde dette end foregik, var det en begyndelse. Når det drejer sig om Ordet og dets væren, så var der strengt taget ikke tale om nogen begyndelse, da Ordet, Guds Søn, altid har været der, ikke har nogen begyndelse, er født af Faderen forud for alle tider, hvor denne fødsel er en evig proces. 

Uden, at der sker nogen indskrænkning af evigheden, bliver det evigfødte Ord i Bethlehem født ind i tid og rum. Selv om evangelisten Johannes bruger et så ophøjet, nogen vil sige abstrakt, sprog, forklarer han alligevel meget præcist, at det barn, der blev født i Bethlehem, det Ord, som blev kød, er den evige Gud, som ikke er skabt i menneskers sind, men er den Gud, som selv har åbenbaret sig for os. 

Julen skaber mange forventninger hos mennesker: Fred, kærlighed og fællesskab. Alle disse forventninger lader sig også begrunde i Den hellige Skrift. Vi kalder Frelseren for fredsfyrste, får at vide, at Gud er kærlighed, og Jesu ypperstepræstelige bøn går bl.a. ud på, at alle må være eet. Også mennesker, som ikke fejrer julefesten på en trosmæssig baggrund, har disse forventninger og håber, at traditionen omkring festen kan fremkalde dem og appellere til hårde eller sårede hjerter om at åbne sig for dem. Dog vil vi kun opnå varige og retfærdige virkninger af juleforventningerne, hvis vi i barnet erkender Gud selv, med alt, hvad det at tro på ham indebærer: At verden ikke må overse, men kende ham, at vi som hans egne må tage imod ham. 

At tage imod Guds Søn betyder ikke blot at lade ham være på tålt ophold i vort liv og samfund, heller ikke bastant at forsvare vort lands kristne rødder og traditioner uden at følge op på det med liv og lovgivning, som er præget af kristne dyder og principper, der så ville blive ægte danske værdier. 

At Ordet er blevet kød, at Guds Søn er blevet menneske, er et af kernepunkterne i vor kristne tro; dette, at Gud har grebet så meget ind i vor virkelighed, gør vor tro særlig relevant og tilgængelig, fordi han gør brug af begreber, vi kender, og træder ind i den hverdag, vi lever. Selv om menneskevordelsens mysterium er stort og magtfuldt, vil det forblive virkningsløst, hvis vi ikke tager imod det og efterlevet det. Derfor må vi alle følge jomfru Marias eksempel og lade Ordet fylde os. På den måde kan vi, som Jomfru Maria ved besøget hos Elisabeth bringe håb til andre og med vor tro og vort liv blive konkrete og troværdige tegn på Guds eksistens og tilstedeværelse i verden. 

Amen