Biskoppens prædiken i domkirken Langfredag

Læsninger: Es 52,13-53,12; Hebr 4,14-16; 5,7-9; Joh 18,1-19,42

Helt naturligt fokuserer denne dags liturgi meget stærkt på lidelsen. Vi bliver ført ind i de pinsler, Jesus måtte gennemgå som en del af sin mission. Det hører vi om i evangelisten Johannes’ beretning, og det bliver annonceret i første læsning af profeten Esajas’ bog. Nu ved vi også, at Jesu lidelse fik en ende, og at meningen med disse helligdage er at nå frem til fejringen af hans sejr gennem opstandelsen, ikke bare for at få at vide, at en grusom historie er endt godt, men for at blive bekræftet i, at Jesu opstandelse er, hvad der giver vor kristne tro mening.

Selv om Jesu lidelse er overstået, bliver vi stadig konfronteret med lidelse på andre måder. Den er til stede i mange sammenhænge. Vi føler den nogle gange på vor egen og vore nærmestes krop og sjæl, og ikke mindst bliver vi gennem medierne vidne til den megen lidelse, som daglig rammer store grupper af menneskeheden på grund af krig, naturkatastrofer, sygdomsepidemier, fattigdom, diskrimination og uretfærdighed. Dertil komme de lidelser, som mennesker i tidens løb har måttet udholde for Kristi skyld, noget som ikke ser ud til at aftage.

Ud over at konstatere, at lidelse stadig er noget, der findes, og vi derigennem bliver berørt af den, så stiller vi os også jævnligt spørgsmålet, hvorfor der er lidelse, og hvorfor Gud overhovedet tillader den. Vi får nogle dækkende svar, som at vi mennesker har en fri vilje og dermed også muligheden for at øve ondt, og at denne verden ikke er fuldkommen, men stadig sårbar over for destruktive kræfter. Selv i Bibelen får vi ikke altid udtømmende svar. Vi hører om, at Jesus selv stod rådvild over for lidelsen og bad om, at den bitre kalk måtte gå ham forbi (Mk 14,36; Luk 22,42). Vi kan undre os over, hvorfor Judas endte med at forråde Jesus og Peter med at fornægte ham. Dertil kommer den ironi, der ligger i forudsigelsen af disse svigt, og hvordan Jesus allerede på forhånd vidste om dem. Det kunne også gøre os bange for at komme til at gøre noget lignende, at vi trods vore forsikringer om aldrig at svigte Kristus, alligevel kan komme til det.

Men udover den meget konkrete lidelse er der også andre elementer i lidelseshistorien, som udtrykker menneskelig tvivl og usikkerhed. Vi kan tænke på Jesu dialog med Pilatus om hans kongeværdighed og deres samtale om, hvad sandhed er.

Et andet element, som af mange sikkert blot betragtes som en lille stemningsskildring, er den korte beskrivelse af fordelingen af Jesu klæder blandt soldaterne. Det kunne godt blot være en lille beretning om, hvad der foregår i randen af det store sceneri, hvad der optager den lille mand, og hvordan, man går pragmatisk til værks i fordelingen. Men der er også en dybere symbolik at hente i det.

Ud over, at Jesus lider stærkt fysisk, er han også ikke mindst gennem berøvelsen af sine klæder blevet ekstremt ydmyget, frataget den sidste rest af værdighed og respekt.

Den udelte kjortel, som får lov til at forblive hel, er af traditionen blevet tolket som et udtryk for den enhed, som Kristus ønsker og er garant for, ja, grunder i hans eget evige væsen som én af personerne i Treenigheden. Evangelisten Johannes, der forstår at tolke store ting ind i tilsyneladende tilfældige episoder og udtalelser, vil også lade os se noget dybereliggende i den udelte kjortel.

Vor Kirkes væsen bygger meget stærkt på dens tætte tilknytning til Kristus, ja, den er hans legeme, hans brud, nærmest identisk med ham, som i lignelsen om det sande vintræ. Kirken er på grund af sin hellige Herre selv hellig, har i sig det største potentiale til at fremme sandhed og godhed gennem sin forkyndelse, forvaltning af sakramenterne og ikke mindst ved at lade sig inspirere af sin Herres eksempel.

Kristus har for sin person besejret lidelsen; men den er ikke helt fjernet fra jordens overflade. Derfor er den også en del af vore vilkår. Vi kalder det at have del i Kristi lidelse, men ser også med rette, at han med sin egen – nu overvundne lidelse – har lovet i al fremtid at være lidende mennesker nær og erklæret sin solidaritet med dem.

Når der nu er så tæt et forhold mellem Kristus og hans Kirke, kan det heller ikke undre, at Kirken også gennem tiderne har fået del i lidelsen. Ud over at forudsige sine egne lidelser, mere end antydede Kristus, at hans disciple også ville få deres del af dem, og Kirken som helhed har nærmest fra begyndelsen alt efter tid og sted i større eller mindre grad måttet lide for sin Herre. Kristus led uskyldigt og utallige er de kristne, som er døde alene af den grund, at de var kristne, på samme måde, som Kristus døde alene fordi hans budskab ikke blev accepteret. Men fordi Kirken består af syndere, må den også nogle gange lide unødvendigt, fordi dens vidnesbyrd og eksempel svækkes, så den mister sin troværdighed og bliver et let offer for kritik og får indskrænket sit råderum. Sådan kan vi også opleve det i denne tid, hvor der bliver revet og flået i Kirken både indefra og udefra. Kirken kan således også i visse situationer synes nøgen, svag og udsat. Midt i alt dette, er der dog noget, som bliver holdt sammen, som forbliver udelt. For Jesu kjortels vedkommende var det fordi, man syntes, det var synd at spolere noget, som var helt og gennemført, og som ikke kunne bruges til noget ved at blive skåret i stykker. M.h.t. Kirken er det ikke snusfornuftige soldater, men det guddommelige forsyn, der holder den sammen, lader den slippe for at gå i opløsning.

Selv om talrige store kirker i tidens løb er blevet ødelagt p.gr. uheld, så har Notre-Dame-katedralens brand i mandags gjort indtryk på mange. Selv om mange blot betragter den som et kulturmindesmærke eller som et vartegn, så er dens religiøse betydning også blevet mere relevant at fokusere på. Særligt ærkebispedømmet Paris, ja hele Frankrig, må opleve katastrofen som en del af Den stille Uges alvor, der skaber sorg og rådvildhed. Samtidig har mange reaktioner også givet anledning til håb og vist opbakning m.h.t. medfølelse og tilsagn om hjælp til restaureringen. Også herfor kan motivationen være blandet, og begivenheden er stadig så ny, at det er svært at bedømme alle reaktioner nøgternt. Ikke desto mindre har vi lov til at håbe på, at branden og afhjælpningen af dens følger kan virke samlende og måske på en ny måde minde de mange interesserede om Notre-Dame-katedralens historie og formål, nemlig at være kirke. Vi kan derfor håbe på, at interessen for domkirken må vække manges tro.

Det er også, hvad vi skal stole på for hele Kirkens vedkommende lige nu. På trods af megen forvirring, frafald, mangel på engagement, tab af troværdighed og respekt, er Kirken stadig som Kristi kjortel hel og udelt, selv om nogen også synes at ville være rede til at skære den i stykker. Alt, hvad Kirken har fået overdraget af Kristus, har den endnu; det samme gælder alt det, som ikke mindst helgenerne har smykket den med i tidens løb, som ikke er menneskeværk, men frugterne af menneskers efterlevelse af Kristi eksempel.

Kirken er endnu på vandring og derfor også fortsat sårbar; men Kristi udelte kjortel omgiver den stadigvæk, giver den beskyttelse og værdighed. Det skal være vor trøst og motivation til fortsat at holde os til Kirken og dermed til Kristus. Vi kan ikke afvende alle farer fra dem, som ikke vil Kirken det gode; men med en autentisk livsførelse og ved virkelig at følge Kristus kan vi fjerne anledningen og derved både hædre Kristus og selv blive styrket.

Amen.