I disse måneder må tiden for mange mennesker være én lang langfredag, en tid hvor meget er brudt sammen og erstattet af kaos og udsigtsløshed, hvor det ikke er til at forudsige en snarlig ende på ulykkerne. Vi tænker naturligvis på ofrene for krigen i Ukraine, men kan og må inkludere alle, der lider under glemte konflikter eller i det ukendte står med store udfordringer.
Vi har altid lov til at komme til Kristus med vore sorger og bekymringer, men særligt i påskens helligdage er det nærliggende. Det var jo netop i disse intensive dage, at Kristus meget håndgribeligt delte vore lidelser. Menneskevordelsen var en stor imødekommende gestus, som viser menneskelivets værd ved, at den uendeligt store Gud gennem sin Søn påtager sig vor natur. Med denne gestus påtog Kristus sig allerede potentielt lidelsen, idet menneskenaturen gjorde ham sårbar. Hans sårbarhed viste sig fra begyndelsen med fattigdom omkring hans fødsel og tidlig fare for at blive dræbt. I påskedagene bliver denne sårbarhed for alvor tydelig og det på en yderst dramatisk måde. Selv om vi hører lidelseshistorien med den kommende opstandelse i baghovedet, så gør den forhåbentlig alligevel indtryk. Det skal den gøre dels for at åbne os for den kærlighed og trofasthed, Jesus viste ved at påtage sig den, dels for ikke at fortrænge lidelsen fra os selv og vore omgivelser. Hermed mener vi naturligvis ikke, at man ikke må finde legitime måder til at afværge og lindre smerter, at man ikke må forhindre ondt i at ske. Det Jesus vil lære os er, at lidelse – også efter hans frelsergerning – fortsat er en del af tilværelsen – og at vi ikke må lukke øjnene for de medmennesker, som står midt i lidelse og nød og heller ikke selv for let give op over for modgang.
Trods alle disse forsøg på opmuntring forbliver lidelse noget uforklarligt og svært acceptabelt. Kun i Jesu liv og eksempel ser vi forklaringen, eller skal vi forsigtigt sige, bliver vi sporet ind på en forklaring, fordi mange mennesker må gennem et langt forløb af modgang for at ane en mening. Det sikreste element i forklaringen er Jesu nærvær også i vor lidelse, at den Gud, der ikke havde behøvet at lide, som kunne have vraget os mennesker p.gr. af vor ulydighed, alligevel ville være til stede i lidelsen og deri vise kærligheden forud for almagten.
Samtidig med, at vi skal prøve på at sætte os ind i Jesu sindelag m.h.t. at acceptere og forstå lidelse, skal vi ikke glemme hans garanti for sandheden, og Sandheden med stort, i den betydning, at der findes noget, som er absolut sandt, ikke kan diskuteres og slet ikke erstattes af menneskelige normer, der ophøjes til absolutte erstatningssandheder. Ligesom vi skal forsøge at fatte Jesu omfavnelse af lidelsen, skal vi også være rede til at være hans medkæmpere for sandheden. Også her kan Jesus ved første blik virke lidt kryptisk. I sin dialog med ypperstepræsten, som vil have Jesus til at gøre rede for sin lære, henviser han til dem, der har hørt ham. Hvorfor gør han det, når han selv er den største autoritet og kan give den allersikreste førstehåndsviden?
Selv om vi kan undres over Jesu svar og hvorfor, han ikke handlede anderledes, så siger han dog alligevel noget, vi kan bygge videre på, ja, som vi ligefrem må lade os udfordre af. Jesus siger til ypperstepræsten. ”Spørg dem, der har hørt mig, hvad jeg har talt til dem; de ved jo, hvad jeg har sagt.” Svaret vækker irritation hos ypperstepræstens stab og kan lyde som et en undvigelsesmanøvre; men Jesus siger indirekte noget vigtigt til os, som i vor tid har hørt ham og ved, hvad han har sagt. Blandt tilhørerne var der nogle, som bestemt har været forarget over det, Jesus sagde, men også nogle, som lod sig bevæge af det, ændrede deres liv og fulgte ham.
Nu var det nok svært med kort varsel og under de dramatiske omstændigheder at finde nogen, som ville referere, hvad Jesus havde sagt og endda sige, at de var enige; men alligevel er Jesu ord en hentydning til, at vi, der har hørt ham tale til os, skal kunne svare, gøre rede for det, vi tror på, og åbent stå ved det. Det er ikke opmuntrende omstændigheder, Jesus fortæller det under, for man kan nemt forestille sig, at de, der beretter, hvad Jesus har lært og sagt, vil kunne få ubehageligheder. Alligevel skal vi i Jesu ord kunne se en tillidserklæring til os, at han tiltror os at kunne gøre rede for det, han står for, og være med til at forkynde og forsvare hans sag. Det drejer sig ikke om at forsvare Jesus i en konkret situation, men om at være med til at sikre udbredelsen og gennemslagskraften i det, der især omkring hans lidelse på én gang ser så truet ud, men netop i afmagtens stund viser sin styrke og dermed sin sandhed, fordi Jesus selv står ved det og er parat til at give sit liv for det.
Efter at være blevet slået siger Jesus: ”Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert.” Vi skal stole på, at det, Jesus siger, er sandt, og dermed også kunne finde modet til at stå ved det og forsvare det. Det er ikke altid lige nemt, og vi kunne også spørge os selv: ”Hvorfor skulle vi?” Forhøret af Jesus finder sted blandt mennesker, der har hver deres grunde til ikke at beskytte Jesus. Ypperstepræsterne viser mangel på åbenhed over for Jesu budskab, fordi, de ser det som en trussel, i deres tilfælde mod den etablerede religion uden sans for, at Jesus netop er opfyldelsen af den. Men ængstelsen kan også gælde det liv, som vi selv har tilrettelagt og ikke ønsker forstyrret. Pilatus og Herodes ser i Jesus en politisk faktor, som kan være farlig; men alligevel er Pilatus tvivlrådig. Allerhelst ville han lade Jesus gå, men frygter folkestemningen, sin position og karriere.
Vi kan have den samme bekymring for, hvordan det vil gå os, hvis vi forbliver trofaste mod Jesus. Det, vi har brug for, er del i den styrke, Jesus selv havde ved siden af sin egen angst og svaghed, som gjorde, at han stod lidelserne igennem. Ligeså vigtigt er det dog for os at indse, at Jesu vej og program er, hvad der skal til for at få gjort op med det onde, også selv om det aldrig vil lykkes helt. Også vor tids hændelser viser, hvor meget, der skal til, fordi vi har gjort os afhængige af ting og normer, så vi har mistet muligheden for at sige fra over for uretfærdigheder eller har været for lidt opmærksomme på, at nogle farer har vokset sig store og permanente. Vi kan blive opgivende over for de udfordringer, vi møder, men må aldrig blive det så meget, at vi ikke længere tror på, at der kan gøres noget ved det.
Med Jesus og hans oplevelser langfredag er mange mennesker, også i dag helt i bund, står over for noget, som virker helt udsigtsløst, over for stærke, onde kræfter, som synes at have og bevare overtaget. Alligevel skal vi, som Jesus dengang, store på, at hans vej er den rigtige, bede om ikke at tvivle, bede om mod til ikke at fornægte ham som Peter, om kærlighed til ligesom Johannes have overskud til at blive og til at trøste.
Mange vil stadig mene, at det er op ad bakke, at de onde kræfter er stærkere end de gode, og langfredagens budskab synes at understrege det. Alligevel ved vi, at langfredag ikke var enden, at påskemorgen var forestående, og melder sejren. Det kræver dog, at vi både åbner os for påskens budskab i tro og indretter vort liv efter det. Trods menneskers svaghed har Kristi sejr både vist sin varighed og velsignelse. Det kan den fortsat, hvis vi vil blive til kanaler for denne sejr med vor tro og vort liv.
Amen.
---------
Læsninger: Es 52,13-53,12; Hebr 4,14-16; 5,7-9; Joh 18,1-19,42