Biskoppens prædiken i domkirken Påskenat

Læsninger: 1 Mos 1,1-2,2; 1 Mos 22,1-18; 2 Mos 14,15-15,1a; Es 54,5-14; Es 55,1-11; Bar 3,9-15.32-4,4; Ez 36,16-17a.18-28; Rom 6,3-11; Luk 24,1-12

Fejringen af påsken er ikke kun, ja ikke engang først og fremmest, et forsøg på at mindes, hvad der skete for snart 2000 år siden. Mere end nogen anden af kirkeårets fester består vor påskefejring i at gøre noget nærværende og få det aktualiseret i vort liv. Påsken er en appel til hver enkelt af os, fordi vort fællesskab med Gud begynder med noget, som har sin rod i påskens mysterier, nemlig vor dåb, og alt det, som følger efter i vor indføring i troen.

Men påsken taler også til den store sammenhæng, indebærer ændringen af nogle åndelige livsvilkår, som vi mennesker er afhængige af: overvindelsen af døden, genoprettelsen af venskabet med Gud efter de første menneskers svigt og grundlæggelsen af Kirken som fællesskab og formidler af det, som Gud har parat til os. Endelig har vi også lov til at se påskens begivenheder som inspiration til sikring af fred og stabilitet, ikke ad politisk vej, men ved alle menneskers fornyelse efter Guds plan. Selv om det burde være anderledes, så har de fleste mennesker sikkert svært ved at se forbindelsen mellem påskens befrielse og behovet for fred og frigørelse i verdenssamfundet og de enkelte lande. Man privatiserer snarere påsken og siger, at det er vor egen interne fest som kristne, som bekræfter os i vor tro og vort tilhørsforhold. Udadtil var det også sådan lige omkring opstandelsen. Kun ganske få udvalgte mødte i første omgang den opstandne Kristus, mens resten af samfundet var uberørt og højst troede, at nogen havde stjålet Jesu lig fra graven.

Ikke desto mindre er påskens begivenheder noget, som vi har lov til at håbe også kommer til at præge verden. Det ligger os måske nærmere i julen, hvor vi særligt taler om fred og kalder Frelseren for ”fredsfyrste;” men i denne fest, altså julen, ligger jo også begyndelsen til påsken. Verdens ondskab skyldes netop menneskers synd i alle dens afskygninger, fokus på sig selv og forsømmelse af andre; men ligesom frelsen ikke sker kollektivt, men ved den enkeltes møde med Gud, så afvendes ondskaben heller ikke med et enkelt slag, men ved, at de, som er kommet til tro på Gud, lader deres liv præge så meget af det, at det giver sig udslag i engagement i samfundet.

Selv om vi selv er fuldt bevidste om vor tro og vort tilhørsforhold til Gud og mærker, at det giver os mening og fred, så kan vi også synes, at der er langt fra denne personlige tro og så til at lave om på verden. Det samme kunne Jesu disciple også have sagt. Ikke desto mindre var de fulde af begejstring og mod i deres forkyndelse, ikke mindst efter Helligåndens komme, ikke for at ændre de civile samfundsstrukturer, men for at lære mennesker om Gud og at tage imod hans frelse. En virkning heraf er, at de kristne kan blive samfundets sjæl, sådan, som pave Frans sagde i sin tale ved en konference i anledning af 60-året for EU's oprettelsesdokument, romtraktaten, hvor han citerede forfatteren til brevet til Diognet (VI). Paven sagde: ”Som sjælen er i legemet, sådan er de kristne i verden.” Paven fortsatte: ”I denne tid er de kaldede til at give Europa sjæl igen, at genopvække (kontinentets) samvittighed, ikke for at opfylde rum […], men for at animere processer, som genererer nye karismer i samfundet.” (28. okt. 2017).

I, der er kandidater til dåb og optagelse i Kirken, bliver en del af dette. Måske var det ikke det, I havde forestillet jer, der blev forventet af jer, og måske kan det virke frustrerende, at I skulle gøre noget samfundsrevolutionerende. Hvis I dog ser det, som pave Frans og den oldkirkelige kristne forfatter, så bliver det til at have med at gøre. At være sjæl er jo en usynlig rolle, men ikke nogen virkningsløs. Som kristne skal vi absolut ikke være usynlige, tværtimod, men vor indflydelse skal først og fremmest være én, der er indirekte, som påvirker f.eks. gennem holdningen til fremmede og flygtninge, gennem forbrugermæssige valg og prioriteringer, ved måden, man stemmer på til de politiske valg og derudover, hvordan man agerer i de mange, nogle gange banale, hverdagssituationer, hvor vi med afsæt i vor tro kan opmuntre, vejlede og korrigere mennesker, ikke, at det altid har nogen virkning; men budskabet er så i hvert fald blevet afleveret.

Det er dette vidnesbyrd, som skal styrkes af de sakramenter, I om lidt skal modtage. Det er også, hvad Gud forudsiger gennem profeten Ezekiel i 7. læsning om det nye hjerte og den nye ånd. Hos profeten bliver det sagt på baggrund af gudsfolkets svigt og troløshed. Det gælder ikke jer. I har ikke været troløse, men søgende. Derfor har I alligevel brug for det nye hjerte, eller måske rettere det fornyede hjerte, og den nye ånd, således at jeres hjerte på en ny måde bliver følsomt og modtageligt, hjulpet af den ånd, Helligånden er det, som lærer jer at se værdien i Guds bud, giver jer kraft til at følge dem, men først og fremmest fylder jer med glæde over bevidstheden om at tilhøre Kristus og derved også være en del af det gudsfolk, som skal være samfundets sjæl, samfundets og ikke mindst Kirkens usynlige inspiratorer og igangsættere.

Det samme gælder for os andre, som i dag fornyer vore dåbsløfter. Også vi må bevare begejstringen og hele tiden være modtagelige for Guds ånd, så vort hjerte forbliver lydhørt og medfølende. Den primære inspirationskilde er Gud selv; men vi er også hinandens inspiratorer, så derfor er det godt at se, at der hele tiden kommer nye mennesker til Kirken med en beslutsomhed, som vi enten har glemt eller måske ikke har haft som en del af vor trosvandring.

Denne aftens fejring er noget særligt. Vi kommer her, fordi vi gerne vil høre til, lade os opbygge af, hvad der bliver forkyndt, og hvad der taler til vore sanser. Det er alt sammen legitime begrundelser for at komme her; men vi skal også kunne bruge påskens glæde til at blive den sjæl, der inspirerer verden omkring os.

Amen.