Biskoppens prædiken i domkirken palmesøndag

Læsninger: Palmeprocession: Luk 19,28-40. Messe: Es 50,4-7, Fil 2,6-11, Luk 22,14-23,56

Lad os – selv om vi lige har hørt lidelseshistorien – gå et par kapitler tilbage i Lukasevangeliet, til beretningen om indtoget i Jerusalem, som vi fik læst op udenfor i forbindelse med indvielsen af palmegrenene.

De fire evangelister gengiver groft set på samme måde episoderne i Jesu liv, groft set, når det drejer sig om forløbet og den røde tråd. For der er også forskelle: Én evangelist har noget, de andre ikke har, eller giver den samme episode en anden vinkling eller nævner særlige detaljer.

Sådan er det også med beretningerne om Jesu indtog i Jerusalem, som alle evangelister beskriver. Det samme sceneri går grundlæggende igen: Jesus rider på et æsel, folk breder deres kapper ud, jubler og synger ”hosianna.” Men netop Lukas, som vi hører i dag, nævner ikke palmegrenene, der ellers er symbolet på denne dag.  I stedet har han noget, som de andre evangelister ikke nævner: De mystiske sten, som vil råbe, hvis disciplene skal tie. Og der tales ligeledes om disciple, der råber, selv om også andre breder deres kapper ud, mens det hos de andre evangelister er hele folkeskaren, der tiljubler Jesus, den folkeskare, som vi traditionelt identificerer med dem, der et par dage senere, langfredag, råber ”korsfæst ham!”

Når der nu tales om, at det var disciple, som råbte: ”Velsignet være han, som kommer,” har vi svært ved at forestille os, at de nogle dage senere skulle råbe ”korsfæst ham.” Vi hører om, at disciplene flygtede, blev modløse, men ikke noget om, at de skulle vende sig i et aktivt had mod Jesus, selv om de sikker heller ikke har turdet sige fra, når resten af befolkningen råbte på korsfæstelse.

Så snart, der tales om disciple i evangelierne, menes der strengt taget ikke kun dem, der levede på Jesu tid. Alle, der siden har fulgt Jesus – mere eller mindre helhjertet – er hans disciple, altså også vi. Jesus vil det samme af os, som af dem, han dengang samlede om sig; også vi er mål for hans kærlighed, og også hos os kan begejstring være blandet med ufuldkommenhed.

Hvad vil det sige som Jesu disciple at råbe? Er det kun at være grebet af et øjebliks begejstring, af en særlig stemning, og når man ikke stikker af fra omgivelserne? Måske indvarslede disciplene hos Lukas, hvad der siden ofte er overgået dem, som tror på Kristus og aktivt viser det. Nogen vil bringe dem til tavshed, farisæerne hos Lukas på en pæn måde ved at bede Jesus selv holde styr på sine tilhængere. Til andre tider er Jesu disciple mere brutalt blevet bragt til tavshed, enten ved martyriet, trusler eller ved andre restriktioner, som har gjort livet vanskeligt for dem.

Lukas taler således om, at Jesu disciple, altså også vi, skal juble. Juble betyder ikke kun som her at råbe i særlige festlige situationer. Der menes, at vi hele vort liv, i alle dets tilskikkelser, altså også i hverdagen, skal bekende Kristus som den, der kommer, som den, der hersker, som den vi tror på og har fællesskab med. Hermed må intet bringe os til tavshed, hverken andre menneskers negative kommentarer, trusler eller latterliggørelse, ej heller vor egen bekvemmelighed, angst, egenvilje eller ligegyldighed. Vor tro på Kristus, skal om ikke fysisk råbes ud, så dog altid bekendes, altid være noget, som præger vort liv, vore valg, vore prioriteringer, vort tankesæt og vore normer. Mange ønsker, at vi skal holde vor tro for os selv, lade det være en privatsag og ikke noget, samfundet skal være aktivt og bevidst præget af.

Opfordringen til at råbe og juble kommer på denne dag kort før og i skyggen af det, som venter Jesus efter indtoget i Jerusalem: lidelse og voldsom død. Det har vi også i baghovedet, selv om det ikke går os ligeså slemt: men også mindre ting kan bringe os til tavshed eller fratage os lysten til at tale om vor tro og stå ved den, hvad enten det er noget, vi frygter fra andre eller må kæmpe med i os selv.

Så er der de berømte sten, som vil råbe, hvis disciplene tier. Også i lidelseshistorien har vi hørt, hvad der kan forekomme som halvfærdige udsagn, som kræver en lidt mere indgående forklaring. Traditionen har ikke nogen entydig tolkning af, hvad der menes med, at stenene skal råbe. Jesus mener sikkert, at intet kan og skal lade lovprisningen og bekendelsen af ham forstumme. Det kan godt være, at mennesker for en tid kan bringes til tavshed; men så lyder budskabet alligevel igen senere. Med sit billede kan Jesus have ment, at trods trusler og andres ubehag kan troen på ham og hans budskab ikke undertrykkes. Samtidig skal dette billede lære os som Jesu disciple, hvor vigtigt det er, at vi ikke er tavse.

Jesu billede med de råbende sten kan dog også pege frem mod noget, som dengang endnu ikke var til at forestille sig. De første århundreder af Kirkens historie var der kun levende sten til at råbe, til at forkynde og aflægge vidnesbyrd. Selv om der ikke var tale om at råbe i bogstavelig forstand, fordi man næsten hele tiden var forfulgt, var Evangeliets fremgang ikke til at stoppe, og den grundlæggende vækst og grokraft blev manifesteret netop i denne tid. Da der kom fredeligere tider, begyndte andre sten at råbe, nemlig de sten, der kom til at udgøre de mange bygninger, som markerer Kirkens tilstedeværelse i samfundet, landskabet og bybilledet. Disse bygninger var og er med til at ”råbe,” at Kristus og hans Kirke lever. Disse stens råb har dog altid skullet være ledsaget af de troendes råb om, at Kristus kommer, at Kristus er der. Ellers bliver de blot til fortids- og kulturmindesmærker og råber så kun om noget, der engang har været der, eller ikke længere har en stemme, der kan høres eller bliver taget alvorligt. Sådanne sten råber i affolkede storbyer eller landområder, hvor kristne er flyttet væk og /eller erstattet af mennesker, som ikke længere har brug for de sakrale bygninger. De findes, hvor de ikke længere bliver brugt og derfor ikke kan opretholdes, de findes, hvor de kristnes råb er blevet bragt til tavshed og har måttet flygte, og står dér profaneret eller som ruiner. Disse sten kan således udsende tavse råb om noget, der var engang, men ikke længere findes.

Som vist kan der være mange årsager til, at døde sten kommer til at råbe i stedet for levende disciple; men under alle omstændigheder er det vigtigt, at ingen bringer disciplene til tavshed eller, at de selv forholder sig tavse. Derfor skal vi som disciplene dengang også i vor tid være med til at hylde Kristus, berede vejen for ham, lægge vor egen begejstrings og offerviljes røde løber ud for ham. På denne måde vil Jesu indtog i vort liv og i vort samfund kunne fortsætte, nu med rod i påskens mysterier, som Jesus dengang først skulle til at manifestere med sin død og opstandelse, men som nu er Kirkens permanente kraftkilde, en kraftkilde, der dog kun bliver virksom, hvis nogen øser af den og også i vor tid råber begejstret om deres glæde ved den.

Amen