Biskoppens prædiken i domkirken palmesøndag
Liturgisk står palmesøndag i vor bevidsthed som en glædesfest. Det tegn, palmegrenene, som har givet dagen dens navn, udtrykker fest og glæde, sejr og hyldest. Selv om indtoget i Jerusalem er en optakt til Jesu lidelse, er det ikke to ting, vi spontant forbinder med hinanden, og når det går op for os, at der er denne sammenhæng, som jo hele lidelseshistorien fortæller os, så kan vi måske blive lidt frustrerede og modløse over, at ingen glæde varer ved, og at der kun er alvoren tilbage, også fordi menneskemassernes begejstring er så kort, fylder så lidt sammenlignet med den lange og detaljerede lidelseshistorie, hvor den ene ydmygelse følger den anden. Skulle man være i det pessimistiske hjørne, kunne man fristes til at synes, at det at være kristen åbenbart skal være hårdt, fuldt af udfordringer og glædesløst. Hvordan kan vi undgå at falde for denne tilgang til troen, så meget desto mere, som de fleste har et eller andet at slås med?
Jesus burde have været den første til at gennemskue dette. Med sin guddommelige viden skulle han have set, at folkeskarens hyldest var overfladisk og kortvarig, dybden i hans indtog var noget, folk ikke forstod. Udover, at de endnu mindre forstod meningen med lidelsen, var de senere med til at gøre den mulig ved at råbe på, at Jesus skulle korsfæstes.
De bibelske beretninger er aldrig kun historiske skildringer og understøttelse af troslæren. For at forstå dem bedre, opfordrer den hellige Ignatius af Loyola os til at forestille os scenerierne i Jesu liv og virke. Ligeledes skal vi også endda prøve på at se, at de bibelske scenerier på en måde bliver nærværende i vort liv. Som Kirke lever vi af og på engangsbegivenhederne, som Jesus var centrum i med sin lidelse og død. Vi har hele Kirkens tradition at tolke dem ud fra, og er derfor også bedre rustet til at forstå dem end menneskene i Jesu samtid. Alligevel er vi ikke altid blevet klogere og mere åbne for at forstå og følge Jesus. Vi kan også lade os gribe af overfladisk begejstring, som senere kan forvandles til ligegyldighed eller ligefrem modvilje og afstandtagen. Også vi kan som Pilatus mærke, hvad der er det rigtige, og alligevel ikke have mod til at følge denne erkendelse, men i stedet lade os påvirke af omgivelserne.
Det betyder ikke, at vi er fundamentalt dårlige mennesker, at vi aldrig bliver bedre, men blot et tegn på, at vi hele tiden har brug for grundlæggende at lære Jesus endnu bedre at kende, begejstret tage imod ham og lade ham holde sit indtog i vort liv, gøre ham til konge i det, ikke for at blive hans slaver, men hans venner, dog i form at et venskab der forpligter, akkurat som Jesus ser os som sine venner, da han gav sit liv for os.
At give sit liv for sine venner, som Jesus præsenterer som et stort, ja afgørende tegn på kærlighed, betyder ikke kun at være parat til at dø for dem og også for Jesus selv. Det kan i en ekstrem situation blive sådan, det ender. Men at give sit liv for Jesus og dermed for hans venner, dvs. vore medmennesker, er en permanent proces, som vi ikke må se som noget opslidende og urentabelt, men som opfyldelsen af noget, der giver mening.
Jesus har én gang for alle sat frelsen i gang, men hver enkelt må individuelt tage imod den ved at tro på den og ved at lade sit liv forme af den. At tage noget til sig i tro og erkende sandheden i det kan være en stor overvindelse. Vor forstand kan komme til kort, eller vi kan være for stolte til at acceptere noget, der bliver præsenteret for os som sandhed. Endnu vanskeligere kan det dog være at leve efter det, man har erkendt, eller se nødvendigheden af det. For nogen kan det være en udfordring at følge noget, som man indser, er sandt, fordi det opfattes som en indskrænkning af ens frihed. Andre ser bare ikke det logiske i, at tro på Gud uvægerligt må præge ens livsførelse.
Lukas’ lidelseshistorie kan virke som en næsten løs sammenstykning af opfordringer, advarsler, trøst, belønning og forklaringer, nærmest som en sammenfatning eller skildring af en kaotisk tid. Med vor tro skal vi navigere i en verden med mange indtryk og mange påvirkninger. Vi bliver konfronteret med vor svaghed og afmagt, men får samtidigt også stillet noget godt i udsigt, hvis vi holder ud. Vi bliver gjort opmærksom på de fristelser, som ligger og lurer, men også forsikret om Jesu hjælp til at overfinde dem, og hvis vi er faldet for dem, da også, hvordan vi ikke blot kan rejse os, men også komme så styrkede ud af vort nederlag, at vi kan blive redskaber for Gud, som f.eks. Peter blev det støttet af Jesu forbøn for ham.
Jesu fjender anklager ham for at vildlede folket. Vildledelsen består i, at Jesus har proklameret sig som Gud og dermed fuldbragt Guds åbenbaring af sig selv. I vor tid bliver Jesu og hans Kirkes budskab også betragtet som vildledning, som noget, der er i modstrid med det tankesæt og den livsstil, mange har tillagt sig og betragter som noget uopgiveligt, som det endegyldige svar på menneskehedens behov. Selv om vi er nok så stilfærdige og tilbageholdende, vil en autentisk kristen levevis blive betragtet som anmassende over for et moderne samfund. Vort liv bliver ikke nødvendigvis en lidelseshistorie i stil med Jesu, og sammenligningen skal ikke forsøges, for at vi skal vække medlidenhed, men blot for at gøre det klart, at vi som autentiske kristne – ligesom Jesus – altid vil stå som tegn, der bliver modsagt.
På mange måder bliver lidelseshistorierne en opsummering af Jesu liv. I begyndelsen af Lukas’ beretning hører vi om eukaristiens indstiftelse. Den kommer til at stå som indledningen til alt det, Jesus har at sige sine disciple. Endnu mere for os er eukaristiens sakramente det, som skal give os styrke til livets omskifteligheder. Eukaristien sammenfatter Jesu liv og gerning, det vi samles om og sendes ud fra, også for at møde de udfordringer, der viser sig i vor hverdag, med det vidnesbyrd og de forklaringer, som er afspejlet i Jesu eget liv, også i hans lidelse. I lidelseshistorien stopper beretningen med lidelsen, som også er temaet i første og anden læsning. Indtoget i Jerusalem bliver trængt i baggrunden, men kan betragtes som en foregribelse af opstandelsen, som for alvor bekræftede Jesu guddom og kongeværdighed, der således ikke var afhængig af menneskers gunst og jubel, men i sig selv rummede hans sejr over døden og dermed begyndelsen til vort liv.
Vi har været her før, vi er fortrolige med helligdagenes liturgi og budskab, og alligevel skal det på en måde manifestere noget nyt, altid i vor egen åndelige vækst, men nu også gerne som en opmuntring i en verden, der nemt synes at tynges under lidelse, først af pandemien, nu af krigen i Ukraine og af alle de både skjulte og åbenlyse lidelser mennesker og verden slås med.
Vi er afmægtige over for mange ting; men vi kan altid vidne om håb. Lad os i løbet af højtidsdagene åbne os for det håb og give det videre.
Amen.
------
Læsninger: Es 50,4-7; Fil 2,6-11; Luk 22,14-23.56